Karma Is The New Black

Kapitel 7 - "Paige fra psykologi."

Endnu en gang hang jeg fast i en kedelig og fuldstændig ubrugelig psykologitime. Jeg magtede det minus lige nu.

Hvad skulle jeg overhovedet bruge det åndssvage fag til? Svaret var intet. Absolut intet.

Mit blik hvilede på Shannon, da hun bevægede sig op til Mrs. Lowns ved katederet - tydeligvis for at høre hvad hun gjorde med hensyn til gruppearbejde, når hun ikke havde været her til sidste time - men derefter var jeg også hurtig til selv at rejse mig fra min plads, som alle andre så småt var begyndt at gøre.

Jeg havde lige svunget min taske over skulderen, taget min bog i hånden og vendt mig om, da jeg stødte ind i Paige.

Hvilket sammentræf, synes du ikke?

Hun sagde ikke en eneste lyd, men holdt blot øjenkontakten med mig i et par sekunder, inden de mørke øjne forlod mine og hun gjorde et hovedkast imod døren ud af lokalet. Jeg nikkede blot en enkel gang, inden jeg fulgte efter hende.

Lige som vi var kommet ud af klasselokalet, gik det op for mig hvordan jeg endnu en gang gik bagved hende, fremfor ved siden af hende. Hvorfor jeg altid endte med at følge hende, som om hun havde et eller andet på mig, kunne jeg ikke svare på.

"Klar til rent faktisk at lave noget i dag?" spurgte hun med et svagt flabet smil, da jeg var kommet op ved siden af hende. Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule, inden jeg så rystede på hovedet på den mest opgivende måde, jeg overhovedet kunne.

"Vi bliver aldrig færdig med den her opgave," sukkede jeg tungt, men kunne alligevel ikke lade være med at smile svagt. Det var vel bare den effekt, som hun havde på mig, hvilket tydeligvis kom af den grund, at hun på visse punkter mindede så meget om Shannon.

"Vel gør vi så," fastslog hun bestemt. Det overraskede mig virkelig, at hun lød så sikker i sine ord, og derfor kom jeg måske eller måske ikke til at fnyse. Ups.

"Hvordan kan du være så sikker på det?" røg det ud af mig, hvilket førte til øjenkontakt med de mørke øjne. "Vi har ikke lavet noget som helst indtil videre, og alle de andre grupper er langt over halvvejs."

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan hendes smil ændrede sig. Det var som om, at hun smilede over en hvis uvidenhed. Min uvidenhed.

"Alle har deres små tricks, Zayn," argumenterede hun med et skævt smil, så hun næsten smilede helt frydende. Okay, nu havde jeg helt sikkert misset et eller andet i vores samarbejde her.

"Hvad mener-"

"Jeg mener, at ligesom vi alle har hemmeligheder, har vi alle også tricks til at få lige præcis, hvad vi peger på," svarede hun hurtigt, så jeg bogstaveligtalt blev afbrudt. Jeg var slet ikke vant til, at andre end Shannon og drengene afbrød mig, så det her var usædvanligt.

Mine tanker gled hen på meningen bag hendes ord. Hvad jeg fejlede i dag, siden jeg havde så travlt med at overanalysere alt, havde jeg virkelig ingen idé om - men der var i hvert fald ingen tvivl om, at jeg var lidt for mistroisk i dag.

Ligesom sidste gang var det Paige, der fandt et ledigt bord. Vi pakkede begge computerne frem, og bare ved lyden af min MacBook, som startede op, gled en kold følelse igennem min krop ved tanken om, hvordan jeg bare ikke gad arbejde på den her latterlige opgave.

Stilheden hvilede imellem os, imens vi begge fik åbnet og lukket diverse programmer. Mit blik landede ubevidst på hende, og kun fordi hun uheldigvis opdagede det, endte vi med at få øjenkontakt.

Okay, så jeg vidste ikke hvorfor, vel, men lige her og nu, hvor jeg havde øjenkontakt med Paige, var det som om, at der var noget virkelig anderledes ved hende. Selvfølgelig havde jeg altid ment, at der var noget anderledes ved hende - eftersom hun ligesom mindede mig om Shannon, og Shannon i den grad var noget for sig selv - men der var bare noget helt, helt andet over Paiges øjne, som fik mig til at stille spørgsmål ved noget, som jeg ikke engang selv var overbevist om, at jeg skulle kende til.