Karma Is The New Black

Kapitel 13 - "Der er noget mystisk over hende."

Grunden til, at jeg havde hovedet helt nede i motoren på min bil og hænderne helt sorte, var meget simpel. Min bil kunne nemlig af en eller anden grund ikke starte, og det fik i den grad mit pis i kog.

Normalt havde jeg ikke noget imod at komme for sent til time, men at min bil skulle være skyld i det den her gang, ændrede hele situationen. Det gjorde mig sur, oprevet og voldsomt irriteret.

Hvorfor kunne den skrotbunke ikke bare tage sig sammen og starte, når jeg rent faktisk drejede nøglen? For fanden altså.

Jeg var hurtig til at give op, idet jeg kastede skruetrækkeren fra mig, så den landede på fliserne med en klingende lyd. Det her var sgu ikke værd at blive helt oprevet og rød i hovedet over - og da slet ikke, når jeg hverken havde de helt store erfaringer med motorer eller specielt meget styr på biler generelt.

Pludselig mærkede jeg mobilen i min baglomme vibrere. I en fart fik jeg tørret mine fingre af i papiret, så jeg kunne fiske mobilen op ad lommen og tjekke beskeden, der lige var tikket ind.

Det er træls, når nogen stjæler ens private ejendele, synes du ikke? Når nogen roder i ens private ting og så endda lige napper noget med sig? Eller skulle jeg hellere sige: når nogen lige napper en ting med sig under jakken, inden de forlader butikken?

Jeg har hørt en lille fugl synge om, at du i dine yngre teenageår stjal en pakke cigaretter fra den lokale kiosk. Hvilken frækhed, Zayn!

Måske du nu kan svare mig på, hvordan det føles, når nogen stjæler ens private ejendele? Held og lykke med at få din bil op at køre uden alle delene til motoren.

- Karma

Hvis jeg ikke var pissed før, så blev jeg det i hvert fald nu. Selvfølgelig forstod jeg, at det slet ikke var i orden at have stjålet den pakke cigarretter dengang, men hvorfor var det så i orden, at Karma tilod sig at være så dobbeltmoralsk at stjæle en motordel fra min bil?

Forbandet bitch.

Et irriteret støn forlod mine læber, da jeg opgivende smækkede kølerhjelmen i. Jeg fik tjekket klokken på min iPhone, som afslørede, at jeg lige akkurat kunne nå bussen, hvis jeg skyndte mig.

Var det virkelig det værd? Var det virkelig værd at løbe hele vejen ned til bussen for ikke at komme for sent til første time på grund af en af Karmas latterlige lege?

Svaret var et afgjort nej, men samtidig ville jeg heller ikke lade hende vinde på den her måde. Jeg mener, hvis jeg kom i problemer på grund af hendes små numre, så vandt hun jo i princippet, og den var jeg altså ikke lige med på.

Jeg tog en hurtig beslutning ved at åbne døren til passagersædet, snuppe tasken fra sædet og svinge den over skulderen, inden jeg igen smækkede bildøren i. Mine forældre var for længst kørt, så jeg havde bogstaveligtalt ingen andre muligheder end at tage bussen, hvis jeg ikke ville lade Karma vinde.

Med hurtige skridt gik jeg hen ad fortovet, men da det ikke gik hurtigt nok, besluttede jeg mig for at småløbe hen ad villavejen i stedet. Dog skulle det lige siges, at det aldrig gik specielt godt for en ryger at løbe, så det var bestemt ikke elegant.

Til alt held nåede jeg frem til busstoppestedet i tide, men nåede da heller ikke at vente i mere end et par sekunder, før den gule bus dukkede frem i horisonten. Alligevel var det lige nok tid til at finde mine høretelefoner frem fra tasken og tilslutte dem min iPhone, så jeg kunne hæve min sociale status bare en smule ved at høre høj musik og derved lukke alle de kiksede unger på bussen ude.