Karma Is The New Black

Kapitel 19 - "Halløj turtelduer."

Jeg ville hjertens gerne starte med at brokke mig over mandage, som jeg gjorde stort set hver uge, men lige i dag var det anderledes. Det var stadig mandag og jeg havde stadig præcis de samme dødsyge timer, men allerede i første time skulle jeg se Drew, og bare tanken havde ændret min attitude til den her dag fuldstændig.

Jaja, kald mig bare småforelsket og alt det andet pjat, men der var altså noget tiltrækkende ved Drew, som jeg bare ikke kunne stå for.

I lørdags havde jeg lagt op til at kysse hende, men hver gang havde hun afvist mig ved grinende at fjerne hovedet fra mit og bare danse videre. Jeg huskede godt nok ikke specielt meget fra den aften, men hvis der var noget jeg huskede, så var det alle de gange hun afviste mig - og det var lige præcis det, der gjorde hende endnu mere tiltrækkende. Hun overlod ikke sig selv til enhver, og selvom det nok nærmere burde få mig til at miste interessen for hende, havde det den stikmodsatte effekt på mig.

Jeg rystede tankerne om Drew af mig, idet jeg fik låst mit skab op. Hun var begyndt at fylde alt for meget i mit hoved, og faktisk fyldte hun lige for tiden mere end Karma nogensinde havde gjort - og tro mig, så var det altså ekstremt.

Mit blik gled fra den ene side af gangen til den anden, i håb om at spotte Shannon. Jeg ville virkelig gerne snakke med hende inden første time, for alt det med ham den mystiske fyr fra i lørdags gjorde mig bekymret for hende. Jeg mener, der måtte ligesom være et eller andet imellem dem, som jeg ikke kendte til, ikke? Og det et eller andet synes jeg snart, at jeg fortjente at få uddybet noget mere.

Da folk begyndte at kigge nysgerrigt efter mig, fordi mit blik virkede så søgende, opgav jeg at lede efter hende. Et mindre suk forlod mine læber, hvorefter jeg igen kastede mit blik mod skabet for at finde min verdenshistoriebog - men så langt nåede jeg slet ikke, eftersom mine handlinger hurtigt blev afbrudt af et par arme, der slyngede sig omkring nakken på mig. Fingrene med den sorte neglelak og håndleddene med tonsvis af flettede armbånd var nemme at genkende, hvilket på ingen tid førte til et smil på mine læber.

"Godmooorgen," nærmest sang Drew med et grin i stemmen, så jeg heller ikke selv kunne lade være med at grine, imens hun hang ind over min ene skulder.

Hvordan var det muligt at have sådan en fantastisk energi lige fra morgenstunden af? Og vigtigst af alt, hvordan kunne den smitte så voldsomt?

"Godmorgen," svarede jeg igen med et bredt smil på læben, som hun straks gengældte. Hun slap grebet omkring min nakke og jeg vendte mig med front mod hende.

"Frisk?" spurgte hun med et løftet øjenbryn, imens et lille smil spillede på hendes læber. Jeg lænede mig op ad skabene bag mig, lagde armene over kors og fugtede mine læber.

"Ikke lige så frisk som dig, men det hjælper på det," svarede jeg ærligt, efterfulgt af et grin, som kun fik hendes smil til at vokse.

Jeg betragtede hende føre en tot af det mørkebrune, bølgede hår om bag øret. Det var som om, at lige netop den lille handling fik en masse billeder fra i lørdags til at dukke op i hovedet på mig. Jeg så for mig, hvordan hun flabet fjernede hovedet fra mig og grinede, inden hun drejede en omgang rundt om sig selv og dansede videre, men uden at bryde vores sammenflettede fingre.

Lyden af en hæs latter, der fyldte mine ører, trak mig tilbage til virkeligheden. Noget sagde mig, at mine tanker om i lørdags muligvis havde fået mig til at trække en smule på smilebåndet uden selv at være klar over det, hvilket sikkert havde fået Drew til at grine.

Sig mig, kunne jeg nu ikke engang styre min egen krop som ædru?

Jeg kastede mig for tredje gang ud i mission find-min-verdenshistoriebog, men denne gang lykkedes det mig rent faktisk at finde den uden at blive afbrudt på den ene eller den anden måde. Hold da op, tredje gang var virkelig lykkens gang.