Karma Is The New Black

Kapitel 10 - "Hvem er du, og hvor har du gjort af min bedsteven?"

Sandheden var, at jeg havde ekstremt dårlig samvittighed over hvordan min date med Olivia var endt i går - og alligevel sad jeg til en eller anden familiekomsammen sammen med Shannon, frem for derhjemme. Jeg var på en måde kommet til at love at tage med hende, hvilket jeg i morges havde fortrudt, men lige nu var jeg faktisk glad for, at jeg ikke bare sad derhjemme helt alene og kørte mig selv ned over aftenen i går.

Efter pænt at have hilst på hele Shannons familie - som alle troede, at jeg var hendes kæreste - kastede Shannon sig ned i sofaen og trak mig med sig ned.

Jeg lod mit blik glide rundt på alle menneskerne, der så mere eller mindre støvede ud. De fleste var langt over halvtreds og havde gråt hår, hvilket skabte en rar, men kedelig stemning.

"Aldrig har jeg set så mange halvdøde mennesker samlet på ét sted," hviskede Shannon til mig, inden hun med præcis samme tone i stemmen fortsatte. "Det er fandme som en kirkegård."

Jeg kunne ikke lade være med at grine over, hvor spændingsfyldt hendes stemme lød, som var hun ved at fortælle mig en ordentlig gyserhistorie. Shannon havde uden tvivl den sjoveste måde at udtrykke sig på.

"Så slemt er det da ikke," smågrinede jeg. Hun var hurtig til at rette blikket imod mig, kun for at sukke højlydt og rulle med de blå øjne, der som altid var omringet af den sorte farve og masser af mascara.

"Kan du overhovedet høre dig selv?" spurgte hun nærmest chokeret, hvilket fik mig til at ryste grinende på hovedet over hende.

"Din familie ser da ud til at hygge sig sammen," pointerede jeg med et skuldertræk, da jeg spottede Tante Ally lave en lille svingom til musikken med et smil på læben, inden jeg rettede blikket direkte mod Shannon igen og fortsatte. "Er det ikke det vigtigste, at de hygger sig?"

Mit spørgsmål fik hende til at dreje hovedet langsomt mod mig. De krystalblå øjne borede sig ind i mine, så jeg bogstaveligtalt følte mig gennemanalyseret af hendes blik. Pludselig rykkede hun sig væk fra mig på sofaen, hvilket efterlod mig i forvirring.

"Hvem er du, og hvor har du gjort af min bedsteven?" spurgte hun lynhurtigt med rynkede bryn, så hun næsten snublede over hvert et ord, imens hun bare stirrede med foragt i øjnene på mig, som var jeg en alien fra en helt anden planet.

Da det gik op for mig, hvad hun hentydede til, kunne jeg ikke lade være med at grine højlydt over hendes adfærd. Desværre fandt hun det ikke helt så sjovt, som jeg gjorde.

"Nej, dybt seriøst. Jeg vil have ham tilbage," insisterede hun bestemt med et trist ansigtsudtryk, hvorefter hun begyndte at slå mig på brystkassen. Endnu en gang så hun mig som et monster fra en anden planet, og selvfølgelig fik det mig til at grine endnu en gang.

Til sidst greb jeg fat omkring hendes håndled, så hun ikke længere kunne slå mig. De blå øjne borede sig hårdt ind i mine, indtil hun stoppede med at kæmpe imod og slog en latter op, hvilket fik mig til at løsne grebet omkring hendes håndled med et smil på læben.

"Hey, forresten," udbrød hun pludselig, da hun havde fået vejret efter sit grin, men stadig havde et smil på læben. "Hvad sker der lige for, at alle tror du er min kæreste?"

Hun var hurtig til at skære ansigt over sit eget spørgsmål. Jeg overvejede at spille fornærmet, men endte med at køre den selvsikre stil i stedet.

"Måske har det noget at gøre med, at jeg ser godt ud?" pointerede jeg med et skævt smil, idet jeg løftede det ene øjenbryn og lagde hovedet en smule på skrå. Shannon var hurtig til at skyde begge øjenbryn i vejret, inden hun lod et skæv smil glide hen over læberne, i takt med at et særligt glimt dukkede frem i hendes blik, som kun kunne betyde, at hun var ude på at tirre mig.