Karma Is The New Black

Kapitel 5 - "Smart træk, Zayn. Rigtig smart træk."

Hvorfor jeg gjorde det her imod mig selv, havde jeg virkelig igen idé om - men jeg fangede altså mig selv i færd med at lede efter Marcel, udelukkende på grund af Karmas ord i går.

Kald mig en tøs og kald mig tøffelhelt, for det var jeg helt sikkert. Jeg havde ikke fortalt drengene noget, og hvis jeg kunne slippe af sted med det, skulle det også meget gerne forblive sådan. Èn ting var, at jeg selv var bevidst om hvilken tøffelhelt jeg var, men en anden ting var, at det skulle komme fra en af drengene.

Mit blik søgte Marcel på den mest intense måde, idet jeg nærmede mig skolens bibliotek. Jeg havde endda mødt tidligere, eftersom Harry så tit havde snakket om, hvordan Marcel tit befandt sig på biblioteket inden skolen startede. Derudover var det også lidt oplagt at få det her overstået nu og her, så jeg muligvis - hvis jeg var heldig - kunne slippe for at andre på skolen skulle høre rygter om, at Zayn Malik havde spurgt Marcel Styles om han ville hænge ud.

Hvor kikset.

Som jeg nærmede mig biblioteket, blev jeg mere og mere bevidst om, at hvis en lærer så mig så tidligt på skolen og på vej hen mod biblioteket, ville han eller hun enten dømme mig for at ville lave hærværk, knalde med en pige derinde eller stjæle en bog.

Den sidste var nok mere en joke end noget andet. Det at stjæle en bog ville nok nærmere give mig mere besvær end noget andet, eftersom jeg helst bare gerne ville undgå bøger generelt.

Jeg fik rystet tankerne af mig, rettet min skuldertaske og åndet ud, inden jeg trådte ind på biblioteket. En side af mig havde forventet, at jeg i det mindste ville finde en bibliotekar, men det eneste bevis på, at andre levende væsener skulle befinde sig herinde, var det tændte lys.

"Hallo?" spurgte jeg nysgerrigt og med hævet stemme, imens jeg langsomt passerede rækkerne med bøger. Mit blik kæmpede for at spotte Marcel et eller andet sted, men uden det store held.

Efter at have tjekket alle rækker med bøger, sukkede jeg tungt og besluttede at give op. Min tålmodighed var i bund, og jeg magtede virkelig ikke at skulle gøre så meget, bare for at gøre som Karma ville have.

Hvad havde jeg også at tabe? Ærligtalt, så forstod jeg ikke mig selv lige nu. Hvis hun afpressede mig med noget ville det give mening, at jeg så gjorde som hun bad om, men det gjorde hun ikke. Sandheden var, at hun ikke havde det mindste på mig, men at jeg følte mig skræmt over hendes omdømme.

"Zayn," lød en stemme bag mig, som bogstaveligtalt fik mig til at fare sammen, trods det faktum at den lød lille og forvirret. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, men synet af Marcel fik det til at dæmpe sig en smule. "Hvad laver du her?"

"Jeg kunne spørge dig om det samme," røg det hårdt ud af mig uden grund. Min flabede tone var i gear, og jeg forstod virkelig ikke hvorfor, men langsomt gik det ligesom op for mig, at det altid var sådan jeg snakkede til ham. Flabet og en smule nedladende.

"Hvad?"

"Ikke noget," mumlede jeg hurtig med en hovedrysten, hvorefter jeg gjorde et forsøg i at grine, så det ikke virkede så akavet. Det var dog ikke fysisk muligt med Marcel. Tro mig, alt var akavet med ham. "Uhm, faktisk ville jeg spørge dig om noget."

De grønbrune øjne bag brillerne blev en smule større af forvirring, da jeg stillede mit spørgsmål og rettede på mit hår, som om det ikke ragede mig det mindste. Kort tid efter kneb han øjnene sammen, som om han ikke troede mig.

Jeg troede snart heller ikke mig selv, hvis jeg fortsatte med det her.

"Du vil spørge mig om noget?" spurgte han fuldstændig forvirret. En side af mig var mindst lige så forvirret som ham, hvis ikke mere.