Karma Is The New Black

Kapitel 14 - "Hey, kan vi snakke?"

Det var ren underholdning at se Niall sidde og fylde i hovedet af kantinens mad. Ikke, at det var noget nyt, for sandheden var, at Niall altid fyldte mad i hovedet, og det var en lige stor underholdning hver evig eneste gang.

"Du, Zayn?" lød en stemme ved siden af mig, som fik mig til at fjerne opmærksomhed fra Niall. Stemmen tilhørte Louis, og da jeg rettede mit blik imod ham, fortsatte han. "Hvordan går det egentlig med alt det pjat med Karma?"

Hans stemme var sænket, så ingen andre end resten af drengene og mig havde mulighed for at høre, hvad han sagde - hverken dem lige bag os, eller dem lige foran os.

"Ærligt, så stresser hun mig," indrømmede jeg med et højlydt suk. "Det er som om, at hun altid er omkring mig. Jeg er sikker på, at hun forfølger mig overalt."

På en måde var det rart at få min forvirring lukket ud på den her måde, for jeg følte virkelig, at jeg gik og brændte inde med alt det her for mig selv.

"Vi bliver altså nødt til snart at få den bitch ned med nakken," røg det ud af Harry, idet han tykkede på en ordentlig mundfuld burger, som i dag var dagens menu.

"Charmerende," brummede Liam med et grin i stemmen, som også fik mig til at smile svagt, da Harry rullede med øjnene og tørrede munden med papiret.

"Problemet med Karma er bare, at det er næsten umuligt at finde frem til, hvem hun virkelig er," sukkede jeg med en hovedrysten, inden jeg næsten opgivende lænede mig tilbage i den ukomfortable plastikstol.

"Selv hvis vi begynder at forfølge dig overalt for at se, hvem der forfølger dig?" spurgte Louis hurtigt med et lusket smil på læben, som var det den mest geniale idé nogensinde.

Glem det, Louis.

"For det første ville det være virkelig freaky, og for det andet ville det stadig ikke føre os til Karma," pointerede jeg med armene over kors, hvorefter jeg mindre irriteret fortsatte med at forklare med to fingre presset mod næseryggen. "Tro mig, jeg har allerede mistænkt så mange forskellige indtil videre - Paige, Jess, Shannon, Mar-"

"Wow, har du mistænkt din egen bedsteveninde for at være Karma?" afbrød Harry mig straks med hævet stemme, hvilket i en fart fik mit hjerte til at banke hurtigere og varmen i mit ansigt til at stige.

"Ikke så højt, din idiot," vrissede jeg lavt, imens jeg diskret kiggede mig omkring for at se om nogen sendte underlige blikke. Da jeg ikke fandt de store tegn på, at nogen omkring os havde hørt hans ord, fortsatte jeg. "Shannon har bare så mange hemmeligheder, som jeg ikke må kende til, og hun siger de mærkeligste ting, som om det er små hentydninger og hints til alt balladen med Karma."

Harry pillede ved mærket på sin colaflaske, imens han bed sig en smule i læben og egentlig så ud til at tænke mine ord igennem.

"Men det er jo bare sådan Shannon er, ikke?" lød det fra Liam, der nu fik min opmærksomhed. Jeg var lidt i tvivl om han kun sagde det, så han kunne berolige mig og få mig til ikke at mistænke Shannon - hvilket jeg nu heller ikke rigtig gjorde længere - eller om han rent faktisk mente det. Uanset hvad, så havde han en pointe.

"Det er det vel," konkluderede jeg blot med et skuldertræk.

Kort tid efter besluttede drengene og jeg os for at forlade kantinen, så vi kunne få noget frisk luft inden næste time begyndte.

Vi var lige kommet udenfor bygningen, hvor den kølige luft ramte mit ansigt og fik mig til at tænke langt mere klart, da mobilen i min lomme vibrerede. Jeg tvang næsten mig selv til at ignorere den, men da den få minutter efter vibrerede igen for at være sikker på, at jeg bemærkede den nye besked, kunne jeg ikke holde mig selv tilbage.