Karma Is The New Black

Kapitel 21 - "Fortæl mig, at du ikke er Karma."

Endnu en morgen, endnu en skoledag - men ligesom de sidste par dage havde jeg ikke det mindste at brokke mig over, og det kunne jeg uden tvivl takke Drew for. Hvor kikset og tøset det end lød, så var hun altså grunden til, at jeg nu havde overskud til at tage i skole hver dag.

"Hey Zayn," lød en stemme bag mig. Jeg genkendte stemmen på et splitsekund, og reagerede derfor straks ved at vende mig rundt.

"Hey buddy," sagde jeg med et smil på læben, som Niall gengældte. Han satte hurtigt farten op, så vi kunne følges op mod hovedbygningen.

Vejret var så småt ved at blive køligere, og hvis det ikke var bevis nok for, at efteråret langsomt var ved at lægge sig, så var de svagt gule og brune blade på træerne også værd at tage i betragtning. Fliserne, som vi gik på, var bogstaveligtalt fyldt med de halvvisne blade.

"Drengene og jeg har snakket om at tage på Dallis efter skole," fortalte Niall, da vi nåede hoveddøren. "Joiner du?"

Jeg pressede min skulder mod hoveddøren for at få den åbnet, hvorefter jeg overvejede Nialls spørgsmål. En side af mig ville helst lyve og sige, at jeg allerede havde planer, så jeg kunne aftale noget med Drew, imen den anden side overbeviste mig om det stikmodsatte.

"Ja, hvorfor ikke?" endte jeg med at svare. Jeg var kommet frem til den konklusion, at det efterhånden havde været længe siden, at drengene og jeg havde været sammen alle fem.

"Du kan jo tage Drew med," tilføjede Niall med et let grin, hvorefter han kækt puffede mig i siden med albuen, så jeg heller ikke selv kunne lade være med at grine.

Hva satan, læste drengen lige mine tanker?

"Jeg skal nok spørge hende," fastslog jeg smilende, hvilket blot fik Niall til at smile endnu større. Noget sagde mig, at han udmærket godt vidste, hvor glad Drew gjorde mig og derfor gerne ville lære hende bedre at kende.

Vores veje skiltes, da vi skulle ned ad hver vores gang. Niall skulle mødes med Ella inden første time, imens jeg havde besluttet mig for at bruge min aflyste time på at spionere lidt på Karma, så jeg lovede ham højt og helligt at give besked, når jeg vidste om Drew kom med på Dallis eller ej efter skole. Jeg tvivlede dog på, at hun ville så meget som overveje at sige nej.

Jeg vidste ikke helt, hvor smart det var at rende rundt med min iPhone helt oppe i snotten for åbenlyst at følge den røde prik på sporingsappen - og så endda midt i rush-hour, som var få minutter inden første time - men lige nu var jeg lidt ligeglad. Tanken om, hvor nemt jeg ville kunne finde frem til Karma med den her app, havde holdt mig vågen det meste af natten.

Hvorfor, spørger du?

Simpelt nok fordi, at den bitch kunne være i gang med at planlægge en kæmpe eksplosion, imens jeg bare rendte rundt og tit-tjattede med Drew. Jeg havde godt nok ikke hørt fra Karma i et godt stykke tid, men det var netop det, der skræmte mig - for hvordan skulle jeg vide, at hun ikke brugte tiden på at trykke flere hundrede eksemplarer af en specialudgave af månedens skoleblad, der indeholdt alle mine hemmeligheder fra A til Z? Præcis derfor tog jeg ingen chancer.

Den røde prik på skærmen så pludselig ud til at være stabil, hvilket altså måtte betyde, at hun enten havde lagt mobilen fra sig eller stod stille. Jeg satte farten op og fulgte den røde prik, som ledte mig ind på biblioteket.

Mit blik gled rundt i rummet, og så vidt jeg kunne se, så havde en halv klasse allerede overtaget lokalet. Eleverne var fordelt ved bordene i små grupper på fire, så mit gæt lå på en form for gruppearbejde.

Jeg bevægede mig diskret og så naturligt som muligt om bag en af reolerne, inden jeg overlod min opmærksomhed til sporingsappen. Det tog mig ingen tid at finde frem til, hvilket bord den røde prik helt præcis ledte mig hen til, og da jeg kiggede op for at lade mit blik skanne bordet - der tilfældigvis var fyldt med fire piger - tvivlede jeg ikke et sekund på sporingsappens evner.