Karma Is The New Black

Kapitel 16 - "Du er ret poetisk anlagt, Drew Harrington."

Mit blik hvilede tungt på regndråberne, der slog hårdt ned på vinduet ude fra. Det løb mig næsten koldt ned ad ryggen bare ved tanken om, at jeg skulle ud i det forbandede vejr.

For et par dage siden, hvor jeg havde været sammen med Drew for at arbejde på vores verdenshistorieopgave, skinnede solen så voldsomt, at der mere eller mindre var dømt livstruende hedeslag over hele byen - men nu, hvor jeg tilfældigvis også havde en aftale med Drew, styrtede det ned i stænger som aldrig før. Solen skinnede ellers i morges, men jeg kunne da godt se nu, at det vist havde været lidt af et synsbedrag.

"Shit," lød en velkendt stemme bag mig, som straks fik mig til at vende rundt. Mit blik faldt på Drew, der stod med store øjne rettet imod ruden.

"Mh, det er ret voldsomt," fastslog jeg, da jeg fjernede mit blik fra hende for at betragte regnen, der bare så ud til at hamre hårdere og hårdere imod vinduet ved siden af hoveddøren.

"Hvad siger du til, at vi dropper planen om at tage hjem til mig, og så bare bliver på biblioteket og arbejder?" forslog hun. Jeg rettede mit blik imod hende, og i løbet af få sekunder fjernede hun også sit blik fra ruden for at kigge på mig.

"Det er bare regn," pointerede jeg med et lille grin i stemmen, hvilket fik hendes blik til at falde tilbage på ruden.

Måske var det ikke bare regn, og jeg ville da allerhelst undgå at skulle ud i den voldsomme regn, men jeg ville for intet i verden misse chancen for at se Drews værelse igen. Lige siden den dag, jeg havde set hendes værelse for allerførste gang, havde jeg slet ikke nydt at være hjemme, fordi jeg af en eller anden grund følte mig langt mere hjemme på hendes værelse end mit eget.

Jeg betragtede Drew bide sig i læben, imens hendes blik hvilede intenst på vinduet. Det var som om, at hun lige skulle tænke det hele igennem.

"Du har ret," sammentyggede hun så efter noget tid. Hendes arme var korslagte, da hun sukkede og fortsatte. "Det er bare lidt regn."

Løgn.

Sandheden var, at det pissede ned som aldrig før. Enhver, der bevægede sig udenfor dørene lige nu uden regnjakke eller andet overtøj på sig - som hverken Drew eller jeg tilfældigvis kunne prale specielt meget af at have - ville ende med at ligge syg weekenden over.

Mit blik faldt på Drew, da hun lynede sin sorte trøje helt op til halsen og trak hætten over hovedet, så kun det lange, mørkebrune og bølgede hår hang ud, fordi det ikke kunne mases ind i hætten. Jeg misundte hendes trøje med hætte en del, eftersom jeg ikke selv havde nogen jakke med mig i dag, og derfor kun havde en tynd T-shirt på.

"I det mindste kan vi tage bussen noget af vejen," mumlede Drew optimistisk. Jeg var hurtig til at nikke en enkel gang, inden jeg fulgte med hende hen til døren.

Hun skulle lige akkurat til at skubbe hoveddøren op, da hun stoppede i sine handlinger. Hendes blik faldt på mig, og i løbet af kun få sekunder havde hun analyseret mig fra top til tå.

"Wow dreng, har du ikke nogen trøje med?" udbrød hun helt chokeret, imens hendes øjnebryn skød til vejrs. Jeg var hurtig til at lade et selvsikkert smil glide hen over mine læber.

"Hvordan ville en trøje på nogen måde se godt ud til det her outfit?" spurgte jeg med det selvsikre smil på læben, da jeg trådte et skridt tilbage, slog armene ud og kiggede ned ad mig selv som en hentydning til, hvor godt mit outfit matchede.

Drew kunne ikke lade være med at slå en latter op over mit spørgsmål, hvilket jeg blot smilede svagt over, inden jeg lod mine arme falde ned langs siden igen.

"Ups, min fejl," svarede hun med et bredt og ægte smil, der dog hurtigt bevægede sig over i den mere kække afdeling. "Jeg glemte lige et kort sekund, at du tænker mere på dit image end noget andet."