Karma Is The New Black

Kapitel 24 - "Jeg vil vide alt om din Karma-rolle."

Det pissede stadig ned udenfor, og tordenvejret havde da også være et smut forbi, men var nu forsvundet igen.

"Jeg elsker regnvejr," hørte jeg Drew sige. Jeg lod mit blik falde på hende og der gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste, der bare sad og betragtede regnvejret slå hårdt imod kældervinduerne.

Da det gik op for mig, hvad hun egentlig havde sagt, rynkede jeg brynene. Jeg prøvede at lede efter bare det mindste tegn på sarkasme, men glimtet i hendes øjne overbeviste mig om, at hun rent faktisk mente det.

"Virkelig? Du brokkede dig ellers hele vejen hjem," kommenterede jeg, efterfulgt af et lille grin. Langsomt fjernede hun blikket fra vinduet, kun for at rette det mod mig og hæve øjenbrynet.

"Det var kun fordi, at jeg ikke havde ordentlig tøj på," svarede hun med et lille smil på læben, der sekund for sekund voksede. "Ellers elsker jeg regnvejr."

Hun rettede blikket mod vinduet igen, og hvis jeg ikke tog meget fejl fik synet hende til at smile endnu større. Nu vidste jeg snart ikke om jeg fandt regnvejret eller Drews fascination af regnvejret mest interessant.

"De fleste hader regnvejr," kommenterede jeg en smule undrende. En side af mig forstod vel stadig ikke, hvad hun helt præcis mente med, at hun elskede det.

"Og præcis derfor elsker jeg det," svarede hun hurtigt, idet hun vendte blikket mod mig, lyste op i et smil og fortsatte. "Der er så mange, som ikke ser det smukke og unikke i regnvejr. Jeg mener, hvor ville blomsterne være, som alle elsker og forguder, hvis vi ikke havde regnen? Folk glemmer, at de mest fantastiske og unikke ting bliver skabt ud af mindre gode og uheldige ting."

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. På en eller anden sær og utrolig filosofisk måde havde hun jo fuldstændig ret, men samtidig kom det bag på mig, at hun kunne være så poetisk.

"Har du overvejet at skrive digte? For du er ret poetisk anlagt, Drew Harrington," fastslog jeg med et stort, charmerende smil spillende på mine læber. Hun lurede mig desværre igennem og fandt hurtigt ud af, at jeg jokede.

"Årh, hold dog kæft," grinede hun, idet hun smed blyanten i hånden fra sig. Jeg kunne ikke holde mit grin tilbage, da hun grinede.

Hendes grin havde det med at smitte en del.

Virkeligheden slog mig som en knytnæve lige i sylten, da en hånd blev lagt på min skulder og fik mig til at fare sammen af ren forskrækkelse.

"Du står jo og falder i staver," sagde Niall med et let grin, hvorefter han fjernede hånden fra min skulder. "Skal du ikke til time?"

Først ved lyden af hans spørgsmål gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg stod uden nogen hensigt foran vinduet ved siden af hoveddøren og betragtede, hvordan regnen faldt tungt fra de mørkegrå skyer. Mine fødder stod plantet præcis samme sted som dengang, hvor Drew og jeg for anden gang havde aftalt at tage hjem til hende for at arbejde på vores verdenshistorieopgave og hvor vi begge endte med at blive drivvåde af regnen, fordi vi var blevet nødt til at tage bussen hjem. Jeg måtte kæmpe en kamp for ikke at trække bare den mindste smule på smilebåndet ved tanken om alle de kække kommentarer, som hun havde fyret af den dag. Alle minderne væltede på et splitsekund indover mig som små billeder, der til sammen dannede en lang række flashbacks for øjnene af mig.

Jeg lod hverken Nialls blik eller afventende spørgsmål påvirke mig, da jeg lod mit blik fokusere på regndråberne, der løb om kamp ned ad ruden. Det var som om, at jeg om og om igen kunne høre Drews stemme inde i mit hoved. Jeg kunne tydeligt høre, hvordan hun filosoferede om regnen.