Vokset op sammen - Mathias Gidsel

Usikkerhed og forvirring

Astrids perspektiv:

okay 5 måneder inde i skoleåret og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. jeg bor stadig med de tarvelige tøser med sniger tit hen til Mathias. ved ikke hvad mig og Mathias er, men tror ikke bare vi er venner. jeg er ude på Mathias hus' toilet og lægger min makeup; lægger ikk særlig meget makeup, er ikke den kæmpe sminkedukke, men overvejer virkelig. jeg er begyndt at få alle mulige bumser, og ja jeg er begyndt at tage lidt på pga. puberteten og jeg synes bare at jeg er blevet så grim! ved godt at Mathias ikke gir en fuck omkring min vægt, men synes bare jeg er et kæmpe turnoff. han er så sød at kigge på og her er jeg, hans bedste ven som egentlig bare ligner lort! 

jeg kigger ned. min mave er ikke flad mere, den buler lidt. jeg hader det, jeg hader alt ved mig selv jeg føler at jeg bare er så grim! kan virkelig godt føle at jeg ender hos '1000 lb sisters' eller hvad i alverden det hedder. jeg falder i staver men kommer tilbage til virkeligheden da mit pandehår får rykket sig ned fra mit øre. jeg kigger op. åh nej. jeg tuder! det her kan virkelig ikke passe! ikke nu!

jeg får tørret det værste af mine tåre væk og jeg bevæger mig hen til spisesalen, jeg tænker ikke engang over at vente på Mathias.

Mathias synsvinkel:

jeg vågner og kigger på klokken. Astrid havde allerede vækket mig fordi at vi havde sleepover igen; men jeg faldt i søvn igen. jeg får tøj på og kravler ned og kalder efter hende. inetet svar. det var mærkeligt; jeg kigger vitterligt overalt men hun var der ikke, hun er nok gået før mig, men det plejer hun altså ikke at gøre! jeg surmuler en smule men trasker over til spisesalen hvor jeg ser hende ved et bord helt alene og kigger ned i sin mad; mærkeligt det her plejer at være hendes yndlings måltid! jeg skynder mig at tage en portion og sætter mig ved siden af hende.

''hvad så?'' får jeg sagt for at bryde stilheden. ''hvad så hvad'' snerrer hun af mig, mærkeligt. jeg har ikke lyst til at fortsætte den her samtale så jeg flytter mig over til drengene. ''undskyld tror jeg'' får jeg sagt til hende inden at jeg når helt væk. jeg har lidt ondt af at jeg bare skred men ja... jeg ved det ikke; hun virkede ikke i humør til at snakke med mig, jeg spørger hende bare senere.

jeg sidder og spiser i stilhed sammen med drengene, og ligepludselig får jeg en besked notifikation. jeg tager min telefon op af lommen og kigger. det er Astrid der har skrevet. ''undskyld jeg lød sur, det var ikke meningen'' okay så har vi da det på det rene, hun er ikke sur på mig; det er da et fremskridt! jeg ved ikke helt hvad jeg ska svare så jeg kigger over til hende og giver hende et forsikrende ansigtsudtryk, når vi fik øjenkontakt. hun er helt bleg, jeg tror hun er syg...

jaer det var lidt et mindre kapitel men ved ikke helt hvad jeg skal skrive om... tror jeg vil skrive flere ''fillers'' eller ja bare nogle lidt kedeligere nogle så at det ikke bare er drama på drama og ja. hvis i har brug for at snakke om godt eller skidt er mine instagram DM's altid åbne! (@Math1asg1dsel)