Vokset op sammen - Mathias Gidsel

Syg

Mathias perspektiv:

I dag er jeg derhjemme. jeg har været hjemme i weekenden, men blev syg i søndags så her er jeg nu, alene hjemme, tilbage i Skjern. Min mor er oppe på Skjern håndbolds kontor, og snakker med kunder, sender mails osv. klokken er ved at være 10 og jeg ligger stadig i min seng, ondt i halsen, kvalme - you name it. 

jeg får mig rullet om på siden, for at lokalisere min telefon, og den ligger stadig på mit skrivebord, men stikket er faldet ud. ''lorte lader'' siger jeg til mig selv og fortryder med det samme. har den værste halsbrand. jeg får åbnet min telefon og klokken er lidt over 10. der er omkring 5 nye beskeder på min snap så dem læser jeg med det samme.

den første besked er fra Holly, der spørger hvorfor jeg ikke er i skole. hende efterlader jeg bare på læst - det rager egentlig ikke hende.

næste besked er fra Astrid der bare har sendt mig en masse memes fordi at hun ved jeg har det dårligt, og for at være ærligt får jeg det også bedre men jeg ved ikke om det er fordi at det er Astrid, eller de der memes var sjove.

resten af beskederne er bare nogle folk fra efterskolen der har slettet nogle ting; je magter ikke at overhovedet spørge hvad det var. på trods af hvor lidt livslyst jeg har lige nu, til at rejse mig op, gør jeg det alligevel. på grund af min mangel på mad den seneste periode, bliver jeg helt svimmel og mit syn sløret da jeg rejser mig op. da jeg kommer til virkelighed igen, bevæger jeg mig lige så stille nedenunder for at finde noget mad.

i dag er jeg i virkelig dårligt humør af en eller anden grund så jeg kan godt mærke at i dag bliver bare ikke min dag. jeg åbner skabet, hvor der hverken er coco pops, havregryn eller havrefras. kan mærke mit humør blive værre, så jeg vælger bare at lade være med at finde noget at æde, da morgenmad bare er generelt tvangsfodring af min mor lige nu. da jeg kommer ind i stuen sætter jeg mig ned, og tænder for fjernsynet. vi har for nyligt fået et nyt fjernsyn så jeg ved ikke helt hvordan man bruger det.

jeg trykker på mange forskellige knapper og jeg er ikke den stærkeste til I-T Så den eneste jeg kan komme ind på er ramasjang. jeg kan ikke huske sidste gang jeg så ramasjang, så jeg er ikke rigtig sur over det. jeg ender med at se ramasjang i timevis og lige pludselig står min mor i dørkarmen. ''øhm Mathias?'' siger hun fnisende. jeg får en chok og kigger over for at se min mor i øjnene. de er helt blanke, af hende der griner. 

''hvorfor ser du ramasjang?'' siger hun. ''amen det var det eneste jeg kunne finde!'' siger jeg ti hende, og kan mærke min hals brænde. hun nikker og griner mens hun går igen. jeg kigger tilbage på fjernsynet og så ned på min telefon igen. 15.07. shit, jeg har set det her i 4,5 time. jeg kigger derefter på notifikations-baren og ser 3 missede opkald fra Astrid. åbenbart havde jeg ikke sat lyd til - nok også derfor at jeg vågnede klokken 10 i dag. 

jeg åbner min telefon og ringer tilbage, hun tager den med det samme. ''hej'' er det eneste ord jeg kanoverskue at få frem. det rasler lidt på den anden hende, men kan høre et smalt ''hej Mathias'' fra den anden ende. ''kan du ikke skrive, kan ikke høre dig'' siger jeg og får intet svar, hun ligger bare på. med det samme får jeg en notifikation om at hun skriver. ''hvordan går det? :)'' jeg smiler af hendes besked.  ''fint, har den sygeste halsbrand'' skriver jeg til hende og hun sender en grine-emoji. ''men det jeg ville snakke med dig om, er om jeg måtte komme over til jer, da du har smittet mig'' skriver hun. jeg er lidt mundlam over det, da det ikke lyder helt rart at jeg har smittet hende. ''Jaja'' skriver jeg bare.

denne gang tager det hende lidt tid at åbne, og da hun gør svarer hun ikke. jeg går ind på snap-kortet og kan se at hun også er i Skjern lige nu. ''til fods i Skjern, region Midtjylland'' står der under hendes navn - hun er nok på vej. jeg rejser mig op for at gå hen til døren, for at vente på hende. men da jeg får rejst mig op, kommer der en forpustet Astrid ind af døren. ''Hej Mathias!'' siger hun og trækker vejret dybt et par gange. ''jamen hej'' siger jeg fnisende. hun skynder sig at tage, overtøj af og kommer derefter løbende hen til mig og krammer mig. hun krammer mig sygt hårdt - umuligt at hun har savnet mig så meget. ''jeg føler mig lidt klaustrofobisk'' siger jeg og hun griner. jeg trækker mig fra krammet, trods Astrids modstand for at holde mig derinde. 

''hvad har du så gået og lavet'' siger hun og bevæger sig ind i stuen. ''set ramasjang'' siger jeg og griner. Astrid grinte dog før jeg fik det sagt, da hun allerede havde opdaget det. ''hvorfor... bare Hvorfor?'' siger hun grinende, hun kan nærmest ikke trække vejret. ''jeg er som sagt ikke IT ekspert'' siger jeg og hun griner nu endnu mere. ''ej hallo, stop'' sier jeg og griner med. Astrid kan ikke stoppe med at grine, så nu griner jeg også helt vildt. efter lidt tid er vi begge færdige med vores grineflip og vi sidder nu begge to og ser ramasjang. ''Ramasjang rammer anderledes, når man er syg'' siger hun og og smiler bare. 

Okayyy, det var så det kapitel! tog lidt tid at komme ud med da både idag (18/3) og igår (17/3) har været nogle nederen dage - men den er klar nu! og håber den er fin nok. stort tak for 1,3 tusinde læsninger, betyder en del! elsker jer seriøst så meget!!