Vokset op sammen - Mathias Gidsel

Det der virkelig ikke måtte ske

Mathias perspektiv:

I dag er det Mandag, og i går var det min fødselsdag. i går blev det rigtig sent fordi at der var noget drama mellem nogle af pigegrupperne, men jeg er lidt ligeglad da det hverken involvere mig eller Astrid. Astrid ligger ved siden af mig, hun er nok ret træt fordi at de der piger var rigtig højlydte!

klokken er kun 5 om morgenen men jeg  kan ikke lukke et øje mere. min vejrtrækning bliver en smule urolig da jeg kan mærke følelsen af træthed i min krop, men kan ikke falde i søvn. uroligheden bliver så tydelig at Astrid vågner.

''Hvad så?'' kommer det fra hende. hendes stemme er knast og hun er nok ikke helt glad for at blive vækket så tidligt. ''kan bare ikke sove'' siger jeg og jeg kan skimte hendes trætte øjne, i det lille stykke sollys der kommer herop. ''nåh, hvorfor?'' spørger hun. hun virker virkelig træt. ''aner det virkelig ikke'' siger jeg og ligger mig til rette igen. ''nåh jeg vil gerne sove igen'' siger hun og ligger sig ind til mig. jeg kysser hende på håret og lukker min øjne. elsker når vi ligger sådan, og det siger meget; for jeg faldt i søvn med det samme. 

jeg vågner med et sæt, da Astrid løber frem og tilbage. ''hvorfor skynder du dig så meget, søde?'' kalder jeg ud, men får intet svar. ''Astrid?'' sørger jeg igen. hun kigger på mig og ser forvirret ud. ''tjek klokken'' er alt jeg får tilbage. jeg trykker på hjemknappen og ser at klokken er lidt i 10. ''shit'' siger jeg. hun nikker. jeg skynder mig at få tøj på. sammen, løber vi ud af døren lidt over 10. 

vi småløber ind til vores timer og får til dels skældud. efter en kortere skoledag skal mig og håndbolddrengene ud og spille kamp. så sød som Astrid er, tager hun med. i dag kører vi med skolens minibus, så vi ikke behøves at bruge vores energi på at gå. 6 minutter senere var vi ankommet og så småt klar til kamp. vi skal spille mod et hold fra Dejbjerg efterskole, der skulle jeg havde gået men valgte Oure i stedet for. jeg er spændt på at se deres niveau!

inde i omklædningen laver vi vores sædvanlige kampråb og om 5 minutter starter kampen. Udenfor omklædningen venter Astrid. da jeg kommer ud kommer hun hen og giver mig et langt kys; ''held og lykke'' siger hun. den kvinde varmer virkelig mit hjerte! en efter en løber vi ind på banen og stiller os på vores positioner. jeg har endelig fået lov til at spille højre-back så det er jeg spændt på.

Astrids perspektiv:

Kampen har nu været i gang i 25 minutter og der er 5 minutter til halvleg. Mathias spiller fænomenalt, han præstere virkelig godt. han prøver at forsvare målet, men bliver væltet og han lander på sit håndled som nu bøjer den anden vej. der ligger han på banen i smerter. jeg ved ikke hvad der sker for mit ''hvad kommer andre til at tænke'' eller ''det her vil blive akavet'' nej overhovedet ikke. jeg spæner hen til Mathias, som nu græder. ''Fuck Mathias hvad skete der?'' spørger jeg ham. han svarer ikke fordi han er i så mange smerter, så jeg kigger Emil i øjnene for svar. ''Hans håndled bøjer den forkerte vej, den er nok brækket, i hvert fald ledet'' siger han.

kan mærke min øjne blive våde, kan ikke klare at se den dreng, jeg nu elsker så højt være skadet. ''hvad fanden laver i? hen træneren, han er ude til møde'' siger jeg uden tvivl panisk. jeg kigger tilbage på Mathias som nu kigger mig i øjnene. jeg rækker ham mim hånd og han tager imod den, og jeg får hjulpet ham op. jeg trækker ham ind i et kram, og han krammer tilbage. fra den anden ende af hallen kommer hans træner løbende og inden for få sekunder er han herovre. ''gidsel! hvad fanden er der sket'' siger han. kan ikke helt finde ud af om han er træt af at misse hans møde, eller om han bare er lidt panisk. 

han rør og bevæger Mathias hånd, hvor Mathias laver grimasser af smerten, fuck hvor jeg har ondt af ham. Træneren går afsted med Mathias og nu er Mathias ikke til syne mere. jeg kan mærke tårer fare ned af kinden på mig og kan lige pludselig mærke Emil trække mig ind i et kram. jeg krammer tilbage og begynder at stortude. ''Astrid det skal nok gå'' siger han og aer mig på ryggen. ''hvad med hvis det gør noget permanent'' spørger jeg i ren og skær frygt for at det var det. ''det skete også med Nicolaj, men han er i bedre spilleform end nogensinde'' siger han, hvilket også beroliger mig en smule. jeg får et smil på læben og går udenfor for at få noget frisk luft. udenfor er Mathias og han snakker med hans mor.

da han opdager mig tager han hastige skridt mod mig og krammer mig hårdt. ''Mathias vi kører nu'' siger træneren. ''må Astrid komme med?'' spørger han. sødt at han tænker på mig. Træneren nikker og jeg hopper ind ved siden af Mathias. efter hvad der føles som en evighed, er vi på skadestuen.

Uha, en cliffhanger! ej men i al ærlighed elsker jeg det her kapitel! hvis i kan lide den her historie, ville det være virkelig fedt hvis i gad at stemme på dette kapitel og/eller andre kapitler som i synes er gode! anyways, elsker jer!