Vokset op sammen - Mathias Gidsel

Bedstemor

Mathias perspektiv:

jeg bliver vækket af et vindpust, som giver mig gåsehud. min seng er helt kold, da Astrid ikke ligger her; hun tog hjem i går fordi at hendes bedstemor er blevet indlagt. Jeg har sygt ondt af Astrid, hendes Bedstemor var hendes bedste ven og er hendes bedste ven, da hendes forældre aldrig er hjemme og nærmest altid er ude og rejse. Min mor kørte Astrid derop, da hendes forældre er på tur til Gran Canaria lige nu.

Kan huske hendes ansigtsudtryk, du hun fik opkaldet fra lægen, kunne se glansen i hendes øjne blive udskiftet med frygt og bekymring. I nat har jeg knapt nok sovet, da jeg har tænk på Astrid; det er jo aldrig sjovt når ens familie er syge, jeg mistede også min oldefar sidste år, det brød min verden sammen i en stund.

jeg føler mig ikke udmattet, men jeg kan også godt mærke at jeg ikke har sovet særlig meget. jeg trækker mine ben over kanten på min seng, og bevæger mig over til mit skab. Astrid har nærmest alle sine ting hos mig, så hun fik en kommode hos mig; men der er stadig meget af hendes tøj, i mit skab. altså jeg klager ikke, men det er ret sjovt hvor mange ting hun lige har.

jeg får taget nogle bukser på, og en trøje. jeg går nedenunder, hvor jeg ikke kan se eller høre nogen. jeg kigger ud i indkørslen og der er hverken min mors- eller fars bil. jeg går ud i køkkenet, for at tage nogle Coco pops. da jeg har hældt det hele op, sætter jeg mig bare ved køkkenbordet og spiser.

jeg spiser ikke særlig meget, da jeg mest bare rører rundt i det; i dag har jeg helt mistet appetitten, og har virkelig ikke lyst til at spise noget. ved ikke helt om det har sammenhæng med Astrid, men ja. 

jeg sidder i hvad der føles som evigheder, og rører i min mad. det var nok kun 20 minutter men jeg synes det var lang tid. jeg beslutter mig endelig for at bare smide maden ud, og tage et æble med op at game - hvis nu jeg bliver en smule sulten.  jeg bevæger mig lige så stille op på mit værelse for at spille lidt PlayStation. 

jeg ved ikke hvor tiden gik en, men lige pludseligt var klokken 17 og min mor og far var endelig hjemme. da jeg ikke spiste tidligere har jeg heller ikke alverdens energi, så jeg vælger bare at blive ved med at spille. jeg når ikke at spille i lang tid, inden jeg kan høre Astrids forsigtige fodtrin komme mod mig. jeg tager mit head set af og rejser mig. 

jeg kigger over mod hende, og kan se hendes meget svulne øjne, hun har grædt. ''øh Astrid er du okay?'' siger jeg en smule panisk, men prøver at bevare roen så hun ikke bliver bekymret. i det jeg siger det kan jeg se tårerne begynde at trille og hun kaster sig ind i favnen på mig, og hun begraver sit hoved i mit bryst. jeg har aldrig rigtig været så god til det med at trøste folk, så jeg prøver bare det bedste jeg kan. ''shh, Astrid hvad er der sket?'' Astrid svarede ikke rigtig, men hun lavede bare en lyd. 

''Astrid'' siger jeg en smule, mere bestemt. ''Min bedstemor får det ikke bedre'' siger hun og jeg kan mærke skyldfølelsen. nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre, så jeg gør bare mit greb strammere. vi står der i lidt tid, med mig der bare svajer lidt med hende, og hende der græder. hader når hun græder, fordi at hun græder ikke så tit, og når hun endelig gør, vil det sige at det går hende meget på.

efter et stykke tid trækker hun sig igen og smiler op til mig; jeg smiler tilbage, og der går hun op på tær, for at kunne nå mig og der satte hun sine læber på mine. det er faktisk lang tid siden vi sidst har kysset, eller 4 dage men det er jo også lang tid... vil jeg sige!

Okay damn! et lidt mere føleren kapitel! bahah men ja det skal der også være plads til.. <3

forresten TUSIND TAK for 2,1k læsninger - det betyder sygt meget og kæmpe, fkn tak til jer der jævnligt følger med når jeg lægger nyt ud! elsker jeg så højt! <3