Vokset op sammen - Mathias Gidsel

Mareridt og Bræk på dynen

Astrids perspektiv:

(i en drøm)

''Astrid!''. ''Ja Mathias?'' ''Jeg vil ik være sammen mere, astrid.'' '''øh hvorfor?'' siger jeg og kan mærke tårer trække sig frem. ''Astrid, indse det. det her er et afsluttet kapitel og vi er færdige.'' siger han mens je bryder sammen. vi bor sammen, vi har et barn på vej... 6 måneder for at være præcis. ''astrid lad være med at tude. jeg har fundet en anden og det skal du nok også finde... en eller anden dag'' siger han og griner. jeg ved ikke vad jeg skal stille op. eg ager mine nøgler og kører ud et sted, ingen vil kunne finde mig. men inden jeg når derhen, bliver jeg påkørt; og der kommer et stort brag.''

(virkelighed igen)

jeg vågner i et sæt. klokken er 5 minutter over 4 om morgenen og jeg ligger her, tårer over det hele og kan mærke mig selv have et panisk anfald. jeg kigger til min side og der ligger han, smukkeste Mathias. som sover. jeg begynder at græde. jeg hader at have Mareridt; de kan virkelig få en til at føle sig værdiløs - hvis bare den rammer et følsomt sted. jeg kan mærke flere og flere tårer flygte ned af mine kinder og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. jeg kan mærke at hulkene prøver at bryde igennem og min kæbe gør ondt. fuck jeg er glad for at det bare var en drøm og der ikke rent faktisk er sket nogen.

men drømmen vækker noget i mig... tanken om at miste Mathias. Mathias den søde betænksomme dreng som jeg er heldig nok til at kalde min kæreste. jeg sidder her og græder indtil jeg ikke kan holde det inde mere. jeg lægger mig hen og krammer Mathias virkelig hårdt og begynder at græde mere højlydt. jeg vækker ham af det og han når ikke engang at vågne før at han kan forstå at der er noget galt. ''Astrid hvad er der galt'' siger han og trække sig ned så han kan kigge mig i øjnene. ''mareridt'' siger jeg og han aer bare min ryg. ''og anfald'' får jeg sagt inden jeg begynder at græde mere, og mere og mere. ''Shhhh'' siger mathias og kysser mit hår og trækker mig ind til hans bryst.

lugten af Matias, lugten af ham gør alle mine dage bedre. han lugter altid godt, selv når han sveder. da jeg begynder at køle ned lidt kigger han mig i øjenen igen. ''hvad handlede dit mareridt om?'' siger han og smiler til mig. ''ikke grin af det'' siger jeg og kan mærke mine øjne blive lidt våde igen. ''lover'' siger han. jeg elsker når han siger det ord. det er så styrkfuldt og ment at jeg ikke kan modstå at tro på ham. ''den handlede bare om at jeg var 6 måneder henne med vores barn og du forlod mig på grund af utroskab og at jeg bare var... ja et fravalg'' siger jeg og en tåre triller ned af min kind.

''ej sødeste, hvis jeg endelig skulle have et barn med dig, tror jeg at der skulle ske mere end at jeg bare forlod dig'' siger han. jeg nikker. jeg tror ikke på at vi skal have børn sammen, jeg tror ikke engang vi når særlig langt i vores forhold men jeg har da lov til at håbe.

''vil du prøve at sove igen?'' sige Mathias og krammer mig lidt hårdere. jeg nikker igen da jeg kan mærke min stemme være helt smadret. ''godnat skat'' siger han. han har aldrig kaldt mig ''Skat'' før men jeg elsker det. efter en lang overvejelse, lukkede jeg mine øjne og faldt i søvn. ved ikke hvorfor men tror virkelig at det var på grund af Mathias. selv min søvn kan ikke modstå ham. 

Klokken er nu 9 og jeg vågner. jeg er sygt træt, da natten var lidt hektisk. Mathias ligger ikke ved siden af mig mere, men ligger på gulvet. jeg griner. ''øøøh Mathias?'' siger jeg, og det er nok til at vække ham. ''hvad fanden'' siger han og kigger sig omkring. ''tja, du faldt vidst ned'' siger jeg og griner. ''tror du?'' siger han og griner med. han får sig rejst op og tager noget tøj på. ved egentlig ikke helt hvorfor, men han har intet problem med at skifte foran mig, også selvom at han har nogle sjove underbukser på. 

da han er klar ser han virkelig flot ud. ''har du endelig gjort noget ud af dit tøj?'' spørger jeg lidt arrogant. ''nej tog bare det der lagde øverst'' sagde han og smilede. han elsker komplimenter overalt på jorden. der er nok også derfor at han er hvor han er i dag; han ser ikke komplimenter som falske eller nedladende som jeg gør men ser det som et tegn om at gøre det 110% istedet for 100%

''bliver du snart klar?'' spørger han og sætter sig ved sit skriverbord. ''magter jeg ikke'' siger jeg og bliver liggende. har det også en smule dårligt men det er ikke noget slemt. ''Astrid kom nu'' siger han og kigger på mig. ''skal vi noget idag?'' spørger jeg for at undgå spørgsmålet. han kigger bare på mig. ''du er seriøst umulig'' siger han grinende væk. 

der ligger jeg. i min BH faktisk, og jeg ligger bare og overtænker hele mit liv. og der ku jeg mærke det; den lille skrækkelige masse der asede og masede sin vej op af min hals, og ligepludselig var følelsen væk og jeg havde brækket mig, lige i hans seng... fuck! jeg stresser på meget og jeg ved ikke at jeg gøre så min eneste udvej er bare at tude. mathias er nedenunder og æder, vil jeg gætte på, men jeg ringer til ham alligevel. ''hvad så'' siger han og jeg kan høre maden i hans mund. ''kom lige herop'' siger jeg. min stemme er meget lysere end normalt og tror han kan fornemme at noget er galt. han siger ikke noget men lægger bare på. 

kan høre de hurtoge, næsten løbende fodtrin op af trappen og der var han. han kiggede ikke engang forskrækket men kiggede bare på mig. ''Ej astrid er du okay?'' siger han og jeg nikker. han tager sin dyne, som jeg ellers havde brækket mig over og og tømte det ned i deres håndvask og tog ellers bare betrækket af. der var desværre kommet en plet på. han tog det ikke så tungt, han vaskede egentlig bare hans dyne og der var ikke mere i det. ''vidste du at du var dårlig?'' siger han til mig spørgende. ''næh, havde lidt ondt i underlivet men troede bare det var mens'' han kiggede forstående på mig.

jeg har egentlig aldrig snakket til ham og menstruation men han tog det virkelig som en mand.  han lagde sig ind til mig og  krammede mig bare hårdt.