Love isn't easy... especially not when You're famous.

Forvirring med Hemmings

Min mor slog døren op.
Jeg trak mig forskrækket fra Luke og han trådte et skridt tilbage.
"Jamen Hej med jer", sagde mor og smilede lusket til mig. Jeg stod bare og var mega akavet. Helt ærligt... Det der med at ens mor kommer og afbryder et kys?? Det er bare akavet...
"Hej Bella", sagde Luke og smilede venligt. "Jeg håber ik' det gør noget, at jeg lånte Kirstine et par timer".
"Det går nok Luke... Du en god dreng", svarede hun smilende og blinkede til mig.

"Skattemus, kan du lige gå ind??", spurgte hun mig.
Jeg nikkede tøvende og gav hende en krammer. "Du vover på at sige eller gøre noget akavet", hviskede jeg truende.
"Kunne jeg aldrig finde på", svarede hun.
Jeg troede ik' på hende... Hvem gør ogs' det?? Helt ærligt, engang sagde hun til mig kæreste i 8. at han ik' måtte kysse mig... Mere end bare et tantekys!? A.K.A.V.E.T.

Jeg gik afsted og gemte mig i gangen, så jeg kunne høre hvad de snakkede om.
"Luke du virker som en super sød fyr, men pas på hende... Hun har haft det svært med så mange ting...", startede mor.
"Det ved jeg... Jeg skal nok passe godt på hende... Stol trygt på det", svarede Luke med smil i stemmen.
"Hendes sidste par forhold har ik' ligefrem været gode såe", mor grinede nervøst og jeg slog mig selv i panden.
Det er ik' sådan noget hun skal sige til ham!?
"Know it... Var der selv...", svarede Luke, igen med en høflig undertone.

"Og Luke, der er også liiiige en sidste ting... Nu hvor I er sammen",
Forkert... Ik' endnu...
"Så bare please brug beskyttelse",
AD MOAR!?
"MOR!!", råbte jeg. "Stop så!!".
Jeg spurtede ud i gangen igen og skubbede hende væk.
Luke hævede et øjenbryn og jeg var knaldrød i hovedet.
"Det må du undskylde", sagde jeg og så ned på mine tær.
Han grinede og trak mig ind i et kram. En klikkende lyd kunne høres og jeg så over på mor da stod med et kamera...
Jeg sværger, jeg dræber hende snart...

"Det er okay". Han strøg sin hånd over min ryg. Kuldegysninger spredes over hele min krop. "Men hun har ret", hviskede han lavt og bed forsigtigt i min øreflip.
Jeg rødmede totalt. Og så forskrækket på ham.
"Luke!!", hvinede jeg og klaskede mine hænder på hans bryst.
Han smilede bare og kyssede min kind.
"Vi snakkes", sagde han og gik.
Jeg stod bare og var helt plaf... Jeg fatter ik' at han sagde det!? "Men hun har ret"!? Da fuck!?

"Nååååårrrrrr". Mor så på mig og wiggede med øjenbrynene. "Så I er sammen??", spurgte hun smilende.
"Nej", svarede jeg koldt. Hun skulle vide at det ik' var okay, det hun sagde!!
"Er sur på mig??", spurgte hun forsigtigt.
Jeg så på hende som om hun var den mest åndsvage person jeg havde mødt.
"Ja!!".
"Undskyld skat... Jeg er bare en mor der bekymre sig om sin datter". Hun sendte undskyldende smil.

Ik' cool at spille med min medlidenhed... Og medmennskelighed!!
"Det okay... Bare... Lad vær en anden gang okay". Det var mere en konstatering end et spørgsmål.
Hun nikkede forstående.

---------------------------------------------

"Hey Boys!!", råbte jeg glad. Døren smækkede jeg i efter mig, og løb ind i stuen hvor de som altid sad.
"Hey Cherry", kom det fra alle.
Jeg tog mig selv i at grine af dem.
Dramatisk kastede jeg mig ned i sofaen ved siden af Luke som så tænkende ud i luften.
"Hva' så Luke", grinede jeg.
Han så alvorligt på mig og mit ellers så store smil forsvandt.
"Hvad??", spurgte en rimeligt forvirret, lille mig.

"Vi kan ik'...", mumlede han. "Vi kan ik' være andet end bare venner...".
Jeg så chokeret på ham. Hans ansigt viste ingen følelser, andre end ligegyldighed. Men hans øjne sagde noget andet. De så... Triste ud... Og fortrydende.
Da jeg endelig fik det han havde sagt ind i hovedet, sprang jeg i luften. Jeg blev rasende.
"Hvad!?", min stemme var hård og kold.
"Vi kan ik' være sammen", svarede Luke. Ingen forandring i øjnene eller ansigtet.

"Hvorfor fanden gav du mig håb!? Hvad fuck er der galt med dig!? HVORFOR LAGDE DU OP TIL NOGET NÅR DU INGENTING FØLER!?", det sidste skreg jeg ind i hovedet på ham.
Calum, Ashton og Michael sad stille og så passivt til.
Luke's øjne gik fra trist til sårede.
Men han kunne fandme rande mig!! Jeg sagde at han ik' måtte lege med mine følelser... Jeg advarede ham... Han kendte til min fortid... Han var ligeglad... Han var en idiot...

"Jeg kan virkelig godt li' dig... Det bare...", han så ned på sine hænder.
"Bare hvad", hvæsede jeg.
"Jeg vil ik' have at du kommer noget til... Jeg har tænkt over det, og alt den hate du vil få... Dit privatliv vil være ovre for altid... Dit liv vil ændre sig", sagde han og så mig i øjnene.
Han mente det... Men det gjorde jeg også:
"Haten kan rande mig, mit privatliv er ovre og mit liv har ændret sig... Meget Luke... Jeg kan ik' se hvad du er sådan i mod". Jeg lagde armene over kors.

"Jeg vil have at du skal have det godt", prøvede han, men jeg rullede bare øjne ad ham... Og gik min vej.
Jeg vendte mig om i døråbningen.
"Luke Hemmings, du kan rande mig", sagde jeg og gik.
Jeg var knust. Jeg græd. Jeg følte mig forrådt. Jeg følte mig ynkelig. Hvilket jeg sikkert også var.
Jeg var et stort rod. Og skylden bar Luke.

Da jeg endelig var hjemme gik jeg direkte op i min seng. Jeg lå bare og tuede. Magtede ingenting.
Luke havde ringet 13 gange og skrevet 8 beskeder. Jeg svarede ik' eller tjekkede dem.
Mor kom ind på værelset og sagde at jeg havde besøg.
Jeg var ret ligeglad men rejste mig alligevel for at se hvem det var.
Desværre for mig var det Luke.
"Smut", sagde jeg træt og prøvede at lukke døren, men han satte sin dumme fod i vejen.
"Skrid Luke". At sige hans navn gjorde ondt.
"Hør nu på mig. Please", sagde han bedende.
Et højlydt suk forlod mine læber og jeg gik igen op på mit værelse efterfulgt af Luke.

"Jeg er ked af det... Jeg vil bare ik' have at du får hate", sagde han stille. Jeg kunne se på ham at han var ked af det.
"Luke, jeg er ligeglad med haten... Det vil jo gå over før eller siden... Desuden får jeg allerede en masse", svarede jeg roligt. Jeg kunne jo godt forstå ham...
Han så op. Hans øjne var røde og jeg havde pludselig den største træng til bare at kramme og kysse ham.
Han smilede skævt.
"Vil du være min kæreste??", spurgte han og så håbefuldt på mig.

Haii med jer der ude!!❤️
TILLYKKE MED FØS'DAGEN CALUM!!😍😍 så blev den lille pus 20😍😂❤️
Så hvad tror I at hun svare?? 😏👌Man kan vel altid håbe på at hun tilgiver ham og de lever lykkeligt til deres dages ende ik'?? 😱💋Bare ærlig at livet ik' er så nemt som i eventyr...🙈
Kh miiiigg😘