Love isn't easy... especially not when You're famous.

Irriterende maneger

Mig og Rose var hjemme ved mig. Vi hyggede virkelig og vi var i gang med at lave mad. Ikke fordi det gik så godt, men tilgiv os!?
Vi havde brændt bacon på... Og kartoflerne havde kogt for længe...
"Rose!? Bacon!?", råbte jeg, og Rose tog desperat baconen af panden.
Derefter sukkede hun dybt. "Vi bliver aldrig gode til at lave mad", mumlede hun.
Jeg rystede grinende på hovedet. "Nope, vi skal nok ik' satse på en karriere som kok".

Hun så mærkeligt på mig. "Nej, du skal jo blive forfatter", sagde hun, og så dybt alvorligt på mig.
Jeg løftede et øjenbryn. "Du har overhovedet ikke læst nogle af de bøger, som jeg har skrevet", sagde jeg. "Så du ved slet ik', om jeg er god".
Hun sendte mig et uskyldigt blik. "Jeg har faktisk læst noget", indrømmede hun og smilede forsigtigt.

"Hvad!?". Jeg blev lidt sur, det indrømmer jeg gerne. For helt ærligt, så kunne jeg ik' lide, når nogen læser mine bøger. Jeg synes, at det var pinligt.
"Hvornår??". Jeg kneb mistroisk mine øjne sammen.
"Æhh", hun rømmede sig akavet. "Når vi sover sammen". Hun så ned i gulvet.
"Rose, du er så...", mere nåede jeg ik' at sige, da det ringede på døren. "Redet af klokken", sagde jeg, og tog mine krykker.

Jeg åbnede besværet døren, og blev med det samme chokeret.
Luke så op fra jorden, og mødte mine øjne. Jeg blev overrasket over, hvor sårbar og nervøs han var.
Han åbnede munden, men lukkede den så igen.
Jeg glemte alt om, at jeg havde krykker, så selvfølgelig tabte jeg dem og selvfølgelig fik jeg overbalance, så selvfølgelig faldt jeg.
Heldigvis greb Luke mig, inden jeg ramte jorden.

"Nej slip mig", sagde jeg og prøvede at rejse mig op igen. "Jeg er sur på dig". Lød det barnligt?? Jaahh... Var jeg sådan ret ligeglad?? Jaahhh...
"Kirstine, lad mig nu forklare", prøvede Luke, og lod fortvivlet sin hånd køre gennem sit hår.
Jeg tænkte mig om et øjeblik.
"Du får et minut", mumlede jeg, og humpede ind i huset ved hjælp af krykkerne.

Luke lukkede døren efter sig, og fulgte mig ud i køkkenet til Rose.
"Hvem var det??", spurgte hun, og så op. "Ohh", kom det fra hende, da hun så Luke. "Jeg tror lige at jeg giver jer lidt alenetid", mumlede hun akavet, og gik.
Luke rynkede på næsen. "Lugter her ik' lidt brændt??", spurgte han, og skævede til panden med bacon.

Jeg sukkede. "Hvis du kun er kommet for, at kritisere min mad, så må du meget gerne gå igen", sagde jeg utålmodigt.
Han tog hænderne over hovedet, som i overgivelse. "Undskyld".
Jeg skulede til ham, og satte mig op på køkkenbordet. "Fortæl", kommanderede jeg.

"Jeg ville virkelig gerne være blevet", startede han. "Men Simon sagde at vi skulle videre. Og vi prøvede virkelig at trække den ud, men vi kunne jo ik' blive ved... Vi havde det dårligt lige siden, vi forlod dig". Han lød oprigtig og når han siger 'vi' regner jeg med at han mener hele 5SOS.
"Hm...". Jeg vidste ik' hvad jeg ellers skulle sige.
"Du må tilgive mig, please", hviskede Luke, næsten som en bøn.

"Selvfølgelig", svarede jeg, og han åndede lettet op. "Jeg blev bare rigtig ked af, at I bare forlod mig. Helt ærligt, måske var jeg aldrig vågnet igen!!".
Han så hurtigt, og nedtrykt på mig. "Tror du ik', at den tanke har strejfet mig et par gange??".
Jeg trak bare på skuldrene.

"Jeg elsker dig Kirstine, virkelig".
Jeg smilede varmt til ham. "Jeg elsker også dig".
Han gengældte smilet, og hev mig op og stå. "Jeg elsker dig højere", mumlede han, og trak mig tæt ind til sig.
Mine læber strejfede forsigtigt hans. "Jeg elsker dig højest", hviskede jeg, og stillede mig på tær, så fyrværkeriet i min mave kunne blive antændt, i samme sekund vores læber mødes.

---------------------------------------------

Jeg var på vej i skole. På gåben, hvilket var virkelig trist.
Men altså, mig og Luke var kommet overens, og jeg havde fået dem til at spille, på min skole i dag.
Så ved I hvad?? Jeg slipper for fucking historie!?
Yeassss baby!?
Jeg humpede afsted med krykkerne, og var lidt sent på den.

"Kirstine, vent!!". Jeg kendte den stemme alt for godt, og irriteret vendte jeg mig om.
"Simon", hilste jeg, og smilede stramt.
Han kom løbende op til mig, og stoppede op ved min side.
"Vi skal lige ha' talt sammen", sagde han seriøst, og så ned på mig.
Jeg nikkede som tegne til, at han skulle fortsætte.
"Omkring dig og Luke".

Jeg var allerede træt af denne samtale.
"Simon, jeg ved godt at du ik' kan lide mig. Det er fint, men jeg elsker Luke, lige meget hvad du siger". Jeg begyndte at bevæge mig fremad igen.
"Hvor højt elsker du ham??", spurgte Simon, som også begyndte at gå.
"Meget højt", svarede jeg hårdt, og prøvede at gå hurtigere.
"Højt nok til, at give slip på ham, hvis det er nødvendigt??".

Jeg stoppede, og så koldt på Simon. Hvad fanden mente han med det?? Hvad i hede hulen skulle det pis betyde!? Hvad fuck var han ude på!?
"Ja, hvis det er bidende nødvendigt, så ville jeg. Men husk nu Simon. Jeg er virkelig egoistisk", smilede jeg flabet, og tog mobilen op af lommen.
Shit jeg var sent på den!? Jeg skulle være der om to minutter, og der ville mindst tage fem minutter at ankomme!? Og når jeg så havde krykker, skulle der lige lægges et ekstra minut oven i!?

"Så du er så egoistisk, at du sætter dine egne behov, før end Luke's??", sagde Simon.
Mit hjerte hoppede et slag over. "Nej", svarede jeg, knap så hårdt som jeg ville.
"Hmm, det virker det ellers til", sagde Simon fraværende, og studerede sine negle.
Han irriterede mig grænseløst.

"Hvad vil du Simon??", spurgte jeg opgivende.
Han smilede kort. "Snakke med dig", svarede han.
"Nej Simon seriøst. Hvad er det du vil".
Hans smil forsvandt og blev afstattet af et alvorligt ansigtsudtryk.
"Jeg vil have dig til at slå op med Luke".

Hey❤️
Boooommm, det sagde han bare ik'!? 😱🙈 Eller, det gjorde han jo så, men seriøst!?😂☝️
Hvordan tror I Kirstine vil reagere??😁👌 og hvordan hun vil handle??😱💕
Kh miiigg😘