Love isn't easy... especially not when You're famous.

Afvist... Igen

Luke's synsvinkel:

Hendes skrig kunne høres i hele huset. Hele. Huset.
Det var forfærdeligt, og jeg fattede ik' at jeg kunne få mig selv til at gå fra hende!? Helt ærligt, hvad er jeg for en kæreste!? Jeg ved at jeg burde være blevet, men jeg kunne ik'... Jeg kunne ik' holde det ud, så nu sidder jeg her. Nede i stuen. Og glor ud i luften, ventede på, at de kommer ned igen.
Men minutterne gik, og skrigende ville ik' høre op.
Det føltes som timer, men pludselig, stoppede det, og der blev helt stille.
Jeg rejste mig op og gik frem og tilbage, med hænderne bag nakken.

Lyden af trin nærmede sig. Min opmærksomhed var vendt mod trappen, hvor Ashton kom ned og sendte mig et Tag-det-roligt-og-lad-vær-med-at-overfalde-hende-blik.
Bag ham kom Kirstine, gående i mellem Calum og Michael. Eller gående og gående, det virkede som om de nærmest bar hende.
Jeg bevægede mig forsigtigt hen mod dem. Hendes ansigt havde mistet farven. Hun var grå i huden, og hendes øjne var totalt udtryksløse. Fysisk så hun meget udmattet ud.

"Kirstine". Da ordene havde passeret mine læber så hun op.
"Luke". Hendes stemme var overraskende svag. Men jeg tænkte ik' videre over det, jeg løb bare over mod hende.
Calum og Michael slap hende og hun nærmest faldt ind i mine arme.
"Undskyld", mumlede jeg ned i hendes hår. "Undskyld jeg gik".
"Det okay", mumlede hun tilbage.
Men det var det jo ik'... Måske havde hun tilgivet mig, men jeg vil nok ik' tilgive mig selv lige foreløbigt.

---------------------------------------------

Kirstine's synsvinkel:

"Luke stop!! Det kilder!!", grinede jeg, og prøvede desperat at flytte hans hænder.
Vi lå oppe på hans værelse, mere detaljeret, i hans seng. Vi spillede Uno, men da jeg så tabte, og smed mine kort i ansigtet på ham, overfaldte han mig, og nu ligger vi så her. Han sad oppe på min mave, med sine ben på hver sin side.
"Hvad få jeg for det??", spurgte han og smilede lumsk til mig. Han havde et glimt i øjet, der fortalte mig præcist hvad han ville have, og mine kinder begyndte at blusse op.
"Min taknemmelighed", svarede jeg og smilede udfordrende til ham.
Han løftede et øjenbryn.
"Ik' godt nok", sagde han.

Jeg tænkte mig om et øjeblik. "Det er hvad jeg kan give dig", sagde jeg.
"Et kys måske??", spurgte han. Håbet i hans stemme var ik' til at overhøre.
"Nej", svarede jeg drillende efter et par sekunder.
"Hmmm...Okay så", han fik et chamerende smil sat på sit ansigt. "Jeg spurgte pænt, men hvem har brug for det, hvis man kan få hvad man vil alligevel??".
Intet af det han sagde gav mening, lige ind til han lænede sig ned over mig, og blidt kyssede mine læber.

Jeg afviste ham drillende, da hans tunge rørte min underlæbe. Han trak sig, og så mut ned på mig.
"Stop så med at drille", sagde han og legede med en tot af mit hår.
"Du kan da bare lade vær", gav jeg igen.
"Sandt nok, men jeg vil have det kys". Han lænede sig igen ned over mig, mens hans krop langsomt gled ned af min, så han tilsidst lå ovenpå mig.
Han forsøgte igen med tungen uden ret meget held.
Han brummede utilfreds, og jeg nød det bare. Jeg nød, at drille ham, at han blev frustreret over at blive afvist, at jeg kunne have den effekt på ham. Jeg nød det så længe det varede, men han fandt dog tilsidst ud af hvordan han kunne åbne min mund.

Han bed i min underlæbe, ik' så det gjorde ondt, men jeg fik et chok. Med chokket udstødte jeg et gisp, og han brugte tiden fornuftigt. På få sekunder legede vores tunger med hinandens og jeg nød det endnu mere, end da jeg afviste ham.
Han smilede tilfreds ind i kysset, og mumlede et eller andet med "Jeg vandt", eller noget.
Mine hænder fløj op til hans hår. Jeg hev blidt fat i det og trak forsigtigt i det.

Han lagde en hånd på mit lår. I starten lagde jeg slet ik' mærke til det, men da den begyndte at bevæge sig op ad mit lår, rykkede jeg på mig.
Luke lagde vist mærke til det, for han trak sig hurtigt.
"Okay??", spurgte han med rynket pande. Jeg nikkede bare, selvom jeg ik' følte mig helt bekvemt.
Han smilede, som om intet var hent og kyssede mig igen.
Jeg var med, lige ind til hans hånd igen bevægede sig op mod min lynlås i bukserne.
Jeg lagde mine hænder på hans bryst, og skubbede ham væk. På en rolig måde. Jeg afviste ham igen.
"Hvad sker der??". Han lød både skuffet, og forvirret.
"Ik' noget, jeg....", jeg stoppede mig selv og så bare på ham. "Jeg må hellere gå". Og med de ord hoppede jeg med af sengen og ud af værelset.

Jeg havde lidt dårlig samvittighed over at lade Luke sidde tilbage, helt alene og forvirret.
Men det var ik' ham der var problemet... Det var mig... Og ja, jeg ved godt at det er så dramatisk, men helt ærligt, så var det mig der var et problem.
Jeg ville så gerne fortælle ham det... Hvad problemet var... Men jeg kunne ik'... Jeg kunne ik' få mig selv til det... Det var simpelthen for pinligt. Seriøst, alt for pinligt.

Jeg nåede ned i køkkenet og tog et glas vand, da Luke kom løbende ned til mig.
"Hvad sker der Kirstine??", spurgte han.
"Ik' noget", svarede jeg bare og sendte ham et uskyldigt smil.
Han løftede et øjenbryn. Jeg smilede, og fulgt ud, klar over det publikum vi havde, lænede jeg mig frem, stalde mig på tæer, og smeltede vores læber sammen.
"Uhhhh", kommer fra Michael og Ashton fløjtede.
Calum smilede bare som bare pokker.
Jeg trak mig igen, og Luke smilede ned til mig.

"Hvor længe har I været sammen??", spurgte Ashton, og sendte Luke et blik jeg ik' forstod.
"Et stykke tid", svarede han bare.
"Godt scoret", mumlede Michael.
"Hvem af dem??", spurgte Calum grinende.
"Begge", svarede Michael med et skuldertræk.

Hey mennesker!?❤️
Det var alt for denne gang👌😂💋 Håber det går an??👌😅 Hvad tror I der er Kirstines problem??😏❤️ Og tror I hun nogensinde vil fortælle det??😱❤️
Kh miiiiggg😘