Love isn't easy... especially not when You're famous.

Jagten i klassen

Kirstine's synsvinkel:

Ja, mor havde smidt mig ud af huset. Altså i overført betydning, hun sagde, at jeg skulle starte i skole igen.
Så her sad jeg altså, ved siden af Rose, og havde engelsk. Et fag, som jeg virkelig ik' kunne fordrage!! Misforstå mig ik' for jeg elskede engelsk. Bare ik' som fag. Nope, det var faktisk et af mine hade fag. Sorry to say it.

"Kirstine!!", hviskede Rose, og skubbede blidt til min arm.
"Hmm", jeg så på hende.
"Hvor fanden er du henne!? Vågn op", hviskede hun til mig.
Jeg smilede bedrøvet. "Jeg gider ik' Rose, jeg vil intet", hviskede jeg tilbage. Hun rystede på hovedet af mig.
"Så bare i det mindste lad som om, du høre efter", hviskede Rose, en anelse irriteret over mit svar.

Jeg nikkede og vendte blikket mod vinduet.
Jeg hverken lod som om, eller hørte efter. Faktisk, var jeg røv ligeglad.
Min opmærksomhed, blev trukket mod døren, da nogen skreg hysterisk.

"OMG!? Må jeg få en autograf!?", udbrød en pige, på engelsk.
Jeg stivnede. Hvis nogen spurgte om det, på engelsk, på vores skole, kunne det kun betyde en ting.
Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Det kunne ik' passe. Please sig, at det ik' kunne være sandt!?

Døren åbnede sig og Luke stak sit hovede ind i klassen.
Mit hjerte sprang et slag over. Det kunne så åbenbart passe.
Jeg rettede mig instinktivt op. Jeg måtte ik' give efter, han skulle bare gå.
Men længslen efter ham, bankede på. Savnet kom snigende ind på mig, som en tynd tåge, der bliver mere og mere tæt.

Hans øjne landede på mig, og som den kujon jeg var, rettede jeg blikket mod bordet.
"Undskyld mig, men jeg må bede dig om at gå ud", sagde vores sure engelsklærer.
Luke hævede et øjenbryn. "Må jeg snakke med Kirstine??", spurgte han, på engelsk selvfølgelig.
I starten så læreren en anelse forvirret ud. Men så fik det op for hende, hvem han var.

"Nej, du kan ik' bare komme og tro, at du kan afbryde mine timer, bare fordi du er berømt", sagde hun skarpt, på engelsk.
Luke sukkede dybt. "Hun vil ik' lade mig komme ind", mumlede han, til nogen bag sig.
Michael møvede sig frem og skubbede Luke tilbage. "Vi kommer igen, når der er frikvarter", sagde han bestemt, og så på mig. Han blinkede kort, som i, Du-slipper-ik'-for-os.
De forlod klasselokalet, og fik døren lukket omhyggeligt.

Jeg sad bare, og overgloede klokken. Det gik alt for hurtigt. De ville snart komme ind, og så ville jeg ik' have en chance for at slippe væk.
Heldigvis havde jeg tre muligheder:
Vi havde en trækdør ud til et fællesrum. En glasdør, ud til skolegården, og en normalt trædør, ud til en gang.
Hvilket ville sige, at jeg havde chancer for at kunne slippe væk og gemme mig på toilettet.

Der var et minut til, at der ville ringe. Jeg så mod glasdøren, og fik øje på Ashton, som stod med armene over kors, og bevogtede døren. Han så smilede på mig. Et drillende smil.
Damit, så havde jeg kun to muligheder.

30 sekunder endnu.
Nervøsiteten greb mig. Jeg ville ik' snakke med Luke, for helt ærligt, så ville det ende med, at jeg afslørede alt. Og Simon ville blive rasende på mig.
Det kunne jeg nok godt leve med, nu jeg tænkte over det. Hvis han da lod mig leve. Han havde kontakter, bodyguards, som kunne mase mig flad som en pandekage.

10 sekunder... Mine muskler strammede sig, og jeg var klar til at hoppe op, for jeg skulle væk. Jo hurtigere, jo bedre... Toilet, here I...
*ring ring*
Jeg gispede, da trækdøren blev hevet til side, og Luke kom farende ind. Jeg spottede Michael stå ved trækdøren, så den vej var også udelukket.

Luke så mig, og bevægede sig hen.
Jeg rejste mig op, og gik rundt, væk fra ham. Ingen i klassen havde rejst sig, ingen. Alle ville se dramaet mellem Kirstine, og hendes internationale pop-rock ex-kæreste.
"Vi skal snakke sammen", sagde Luke seriøst. Han øjne borede sig ind i mine.
"Nej, det skal vi ik'", svarede jeg. Nervøsiteten kunne nemt høres i min stemme.

Luke gik hurtigere, hvilket jeg så også gjorde. Han var lige i hælene på mig, da min dejlige, sure engelsklærer, råbte Luke an.
"Vil du straks holde op med at jage min elev!?", råbte hun, og både mig og Luke stoppede.
Hun gik med faste skridt hen mod os, og jeg bakkede diskret bagud, mod den sidste dør.
Da hun begyndte at skændes med Luke, åbnede jeg døren og forsvandt ud af den.

Desværre synes Calum lige, at han skulle stå i vejen.
Han greb mig, og holdte mig i et jerngreb, som jeg ik' kunne komme ud af.
"Calum, slip mig din idiot", hvinede jeg, og prøvede forgæves at komme fri.
Han rystede grinende på hovedet.
"Dig og Luke skal ha' snakket sammen", sagde han bestemt.
"Men jeg vil ik' snakke med ham!?", udbrød jeg surt, og stoppede min modstand.

Calum slap sit tag, og lod mig stå på jorden foran sig. "Det er jeg da ligeglad med. I SKAL snakke", sagde han, og så mig i øjnene.
Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. "Hvorfor gør du det her mod mig??", spurgte jeg ynkelig. "Hvorfor??".
"Fordi, du har begået en fejl, den største fejl i dit liv", mumlede Calum, og rynkede brynene. "Er du klar over, hvordan han har det?? Hvad det har gjordt ved ham??".

Jeg kunne tydeligt se på Calum, at der måtte være noget seriøst glat med Luke. Hans blik var såret, og dybt bekymret. "I må snakke".
Jeg så ned. "Calum, hvis jeg snakker med ham, vil jeg give efter", hviskede jeg.
Calum nikkede. "Og det er en dårlig ting eller hvad??".
Så var det min tur til at nikke. "Ja".

Calum sukkede dybt. "Undskyld", sagde han, og skubbede mig brutalt ind af døren igen, lige ind i Luke's favn.
Han var åbentbart færdig med at diskutere med læreren, for hun var gået.
Gispende, hoppede jeg bagud, ind i en væg.
"Kirstine, please... Jeg har kun et spørgsmål", sagde Luke bedende. "Bare et".

Jeg så ned i jorden. "Så kom med det", mumlede jeg.
"Er det Simon??".
Jeg så hurtigt op. Han havde regnet det ud?? Shit...
Luke kunne se på mig, at han havde ret. Han blev rasende. "Jeg sværger, jeg slår ham ihjel", mumlede han, med sammenbidte tænder.

"Nej Luke, han har ret", sagde jeg hurtigt.
Luke så på mig. Hans blik, var forvirret.
"Jeg ødelægger din karriere, dit fremtidige liv", hviskede jeg næsten ugørligt.
Men Luke fik det åbenbart godt. Overrasket så han på mig.
"Hvad er det du siger!?", udbrød han. "Hvad fanden er det, du snakker om!? Du ødelægger min karriere nu, men det er kun fordi vi ik' er sammen!?".
Jeg så chokeret op på ham.

"Hvad??". Jeg turde næsten ik' tro på det.
"Jeg elsker dig, mere end noget andet. At du slog op, rev mit liv fra hinanden, og den sidste uge har været et helvede!! Jeg vil kun leve, når jeg er sammen med dig", sagde han, og gik tættere på mig.
"Så du siger, at jeg ik' ødelægger dit liv??", hviskede jeg uforstående.

Han nikkede. "Hvis du er sammen med mig, er mit liv fuldendt", svarede han, og lagde sine hænder på mine hofter.
Jeg bed mig i læben. Hvor havde jeg dog været dum.
"Oh, lige et til spørgsmål", sagde Luke smilende. "Var der nogensinde en anden??".
Jeg udstødte et lavt grin og svingede mine arme om hans hals. "Nej, det har altid kun været dig", svarede jeg, og stillede mig på tær.

Han trak mig op til sig, og ramte mine læber, i et dejligt, varmt kys.
"Jeg giver aldrig slip på dig igen", mumlede han mod mine læber.
"Jeg forlader dig aldrig igen", svarede jeg tilbage.
Jeg trak mig fra kysset et øjeblik.
"Jeg elsker dig virkelig", sagde jeg, og så ham dybt i øjnene.
"Jeg elsker dig højere", svarede han, og lagde sin pande mod min.
"Jeg elsker dig højest", smilede jeg.
"Det kan ik' lade sig gøre", hviskede han, og smeltede vores læber sammen igen...

Hoii❤️
Det blev et meget langt kapitel, men siden at det er det andet sidste, så blev det lige sådan😂❤️
Håber at I kunne lide det?? 😁🙈Altså kapitlet😅☝️
Skriv endelige hvad der kan forbedres🙈💋
Kh miiiiiggg😘