Love isn't easy... especially not when You're famous.

Uden at sige farvel...

Jeg havde virkelig ondt i min højre ankel. Det gav et jag af smerte, da jeg forgæves prøvede at rejse mig op.
Det endte så med, at jeg møvede mig frem, selvom det næsten var umuligt. Jeg søgte min mobil, og fandt den heldigvis.
Hurtigt fik jeg ringet til Luke, som tog den:

"Hva' så skat!! Vi er på vej hjem, er der om fem minutter", lød Luke's glade stemme. Jeg kunne gøre en masse grin i baggrunden.
"Luke", pev jeg, men min stemme knækkede over.
"Drenge, shh, shh", hans stemme lød pludselig mere alvorlig. "Hvad sagde du søde?? Er du okay??".
"Det gør ondt", græd jeg ynkeligt. Først nu, kom tårerne væltende ud.
"Hvad gør ondt!?", udbrød Luke, og der blev helt stille. Alle lyttede til vores samtale.

"Han kom og...", jeg tog mig stønnende af smerte til maven, og kastede op.
"Kirstine tal til mig, hvad fanden foregår der!?", sagde Luke desperat.
"Det gør så ondt". Jeg snøftede ind. Intet af det jeg sagde, gav mening. Intet.
"Skat, vi er hjemme om lidt, lige om lidt. Bare hold ud jeg komme", Luke lød virkelig desperat.

"Hjælp mig", græd jeg, og prøvede at bevæge mig, uden resultat. Jeg kunne intet.
"Med hvad, hjælp med hvad!?", Luke prøvede at bevare roen, men det gik ik' så godt. "Kør hurtigere, jeg skal være ved hende nu!!". Jeg var overbevist om, at det sidste ik' var til mig, med til chaufføren.
"Luke", mumlede jeg, men jeg nåede aldrig at høre hans svar... For min mobil gik død.

Jeg lagde og ventede, i hvad der føltes som flere timer!!
Jeg nåede kun at kaste op, tre gange, før døren til mit værelse blev slynget op, og lyset blev tændt.
Min ryg lå mod døren, og jeg var alt for afkræftet til, at kunne vende mig om.
"Shit". Det lave udbryd kom fra en velkendt stemme. Luke's stemme.

Der kunne høres løbende fødder, og råbende stemmer. Dog var det eneste jeg lagde mærke til, Luke, som sad lænet over mig. Han havde lagt mit hovede i sit skød, og krummede ryggen ind over mig.
Han græd, rigtig meget enda. Det ville jeg nok også havde gjordt, for det gjorde ondt som bare fanden, men jeg havde ingen kraften tilbage. Ingen overhovedet.

"Det skal nok gå". Jeg kunne lige så tydeligt se hans mund bevæge sig, men hans stemme virkede så fjern. Som om, han var 40 meter væk, eller noget.
Han tog min hånd, og lagde sin egen, på min kind. Jeg følte hans berøringer, men det virkede som om, at det var en drøm. Som om, han ik' rigtig rørte mig.

Jeg sendte ham et forsigtigt smil, inden mine øjenlåg, blev for tunge, og jeg måtte give efter.

---------------------------------------------

Jeg slog øjnene op. Jeg lå i et helt hvidt, lyst rum, i en dejlig, blød seng.
Da jeg prøvede at sætte mig op, mærkede jeg straks, at noget ik' var som det skulle være. Jeg havde ondt, og alle mine muskler var ømme.
Forsigtigt bevægede jeg mit hovede, så jeg kunne se rundt i rummet. Ik' fordi der var så meget at se, men altså faktum er, at jeg ik' havde brækket nakken. Så meget kunne jeg være sikker på.

Meget forsigtigt, fik jeg sat mig op. Jeg så rundt, og mine øjne landede på et spejl, som var ovre i den anden ende, af lokalet. Ved siden af, stod der en stol.
Jeg fik svinget mine ben over sengekanten, og bevægede mig langsomt hen mod spejlet.
Jeg kunne huske aftnen klokkeklart. Alt hvad der var sket, og derfor vidste jeg godt, at det ik' ville være et kønt syn, som mødte mig.

Og ganske rigtigt.
Gispende tog jeg en hånd op for munden.
Mit hår var fedtet, jeg havde et meget blåt øje, og man kunne tydeligt se, flængen over mit venstre øjenbryn. Jeg lod mine fingre følge flængen, som var blevet syet sammen.
Og der så jeg mine arme. Der var rifter, og små sår over alt.
Det samme med mine ben, små, røde rifter og sår herskede overalt på min hud.

Nervøs, trak jeg op i min T-shirt som jeg havde fået på og gispede, ved synet af min mave.
Fra navlen, og ned til til min højre hofte, havde et glasskår virkelig haft det sjovt. Et stort, syet sår, viste sig, og grinede næsten, af den bikini jeg skulle ha' haft på, til sommer. Men nu kan jeg godt kysse den farvel!!
Jeg lod min t-shirt falde ned igen, og stod bare og så i spejlet.

Døren åbnede sig bag mig, og af ren refleks, regnede jeg med at se Luke's ansigt.
Men jeg så min mors. Hendes røde øjne lyste af bekymring, og fortrydelse.
Hun havde grædt i lang tid, det var ik' den store raketvidenskab.
Hun gik over mod mig, og jeg vendte mig om, for at give hende en krammer.
Heldigvis var det et forsigtigt, stille kram, så min krop ik' ville springe op igen.

"Mor havd laver du her??", spurgte jeg overrasket. Men også glad, for jeg havde savnet hende på hele Touren.
"Jeg besøger min forslåede datter". Hun grinede, men det var et hult. Hun grinede kun fordi, at hun var lettet over ik' at have mistet mig.
"Nej jeg mener, hvad laver du her?? Hvordan vidste du at...", jeg holdte inde.
"At du var her??", min mor så på mig, som om jeg var dum. "Søde, hele verden ved at du er her".

Det slog mig, at hun havde ret. Selvfølgelig, kunne det ik' holdes hemmeligt, at den internationale pop-rock stjerne, Luke Robert Hemmings's kæreste, blev slået til plukfisk, i lille Danmark. Nogen gange, var jeg altså for dum. Det ville Calum helt sikkert have sagt, hvis han var her...
Vendt... Hvorfor var han her endelig ik'??.

"Mor, hvor er Calum, Michael, Ashton og Luke??", spurgte jeg med dirende stemme.
Mor så ned i gulvet. Hun sukkede dybt, inden hun lod sine øjne møde mine.
Hendes blik gjorde mig nervøs, som om, de havde gjordt noget utilgiveligt.
Hvilket de også havde:
"De", min mor så på mig, med øjne der lyste af medlidenhed. "De er taget videre på deres Tour".

Hey everybody!?❤️
Jeg håber at det rækker??😊😱
I hvert fald, så gør jeg mit bedste såe😂👌
Som jeg hver gang skriver: Skriv hvis der er noget jeg kan forbedre😂😁
Kh miiiiggg😘