Love isn't easy... especially not when You're famous.

Drop det flirteri!!

Nej, vi lavede ikke andet end at kysse i badet. Rolig nu, jeg er stadig jomfru, hvilket jeg bliver ved med at være, et stykke tid endnu. Eller, det er i hvert fald planen, men alting kan ændre sig... Det er ik' altid tingene går som man vil have det til... Men igen, min plan var, at forblive uskyldig noget tid endnu.

Jeg tog hjem, dagen efter badet. Denne gang var det dog ik' med privatfly...
Jeg sad ved siden af en lille irriterende dreng. Han var vel omkring de 13 år??

"Hvad hedder du smukke??", spurgte han og blinkede flirtende.
Jeg hævede et øjenbryn. Mente han det seriøst?? Han troede at han havde en chance hos en, der var 3-4 år ældre end ham?? Selvtilliden fejlede da intet.
"Kirstine", svarede jeg, og sendte ham et anstrengt smil.
"Jeg hedder", han svingede med sit blonde, halvlange hår. "Simon".
Jeg kunne ik' lade vær. Jeg ved godt, at det var så forkert, men jeg kunne ik' styre mig.
Jeg flækkede af grin. Det så bare så sjovt ud.

Han så fornærmet på mig. "Nu gjorde du mig ked af det...", begyndte han, og smilede lusket. "Så du bliver nødt til at give mig et kys, smukke engel", han wiggede med øjenbrynene.
"Jeg er ked af at skulle skuffe dig, men den smukke engel, har en kæreste, som hun elsker virkelig højt, og ik' har planer om, at være utro", svarede jeg, totalt uvidende om, at jeg ville komme til det... Altså, ik' med min godt vilje, mere tvunget.

"Så er han sq heldig...", mumlede Simon. "Hvad hedder han??".
Jeg overvejede et sekund af lyve, men da vores forhold alligevel, var officielt, så jeg ingen grund til det.
"Han hedder Luke, Luke Hemmings", svarede jeg, og tog mig selv i at smile, ved lyden af hans navn.
"Vendt... Er du Kirstine Wiid??", spurgte Simon med store øjne.
Jeg nikkede.
"Holy shit!! Kan jeg få en autograf??", spurgte han med bedende øjne.
Jeg nikkede bare. "Hvis du lover at droppe det der flirteri", svarede jeg, og han nikkede, uden at tøve et eneste sekund.

Resten af turen forløb rimelig godt. Han stoppede med at flirte, hvilket jeg var mega taknemmelig for. Men desværre, ville han ik' lade mig være i fred. Han snakkede som et vandfald!? I flere timer!?
På et tidspunkt overvejede jeg faktisk at gå på toilettet, og blive der resten af turen... Bare for at slippe for ham, og hans snakkeri...

Da flyveren endelig landede igen, var jeg hurtig ude af den. Jeg skulle bare langt væk fra ham Simon. Så langt væk, jeg nu kunne komme.
"Kirse!?", skreg en meget bekendt stemme.
Jeg så mig omkring, mine øjne søgte efter en person... En person der har betydet alverdens for mig, en person, jeg elsker som min egen søster...
Og jeg fandt hende. Hun så også mig, og vi satte i løb mod hinanden.
Hun svingede mig rundt, da vi omfavnede hinanden.

"Hvor har jeg savnet dig Rose", råbte jeg, af mine lungers fulde kraft.
Alle der så os, måtte jo tro, at vi er psykisk ustabile.
Men jeg var ret ligeglad. Og det var Rose vidst også.
"Ditto skat, ditto", svarede Rose.
Hun trak sig fra krammet, og så mig i øjnene.
"Dig og Luke er officielt!? I hele freaking verden!?", hvinede hun.
Jeg smilede. "Er det allerede kommet til Danmark??", spurgte jeg overrasket.

Hun nikkede ivrigt. "Du skulle ha' set Danielle's ansigt da hun fik det afvide... Jeg fortryder grænseløst at jeg ik' filmede det, eller tog et billede!?".
"Og jeg er ked af, at jeg ik' nåede at se det. For det ville ha' været årets midtpunkt", grinede jeg.
Rose nikkede. "Der er bare så meget slader du skal høre!?", hvinede hun og hoppede op og ned.
"Jeg kan ik' vendte med at komme i gang", grinede jeg, og hoppede op og ned, med hende.

"Kom så!! Jeg har bestilt er taxi, men han holder der ik' for evigt!?", Rose tog fat i en af mine takser og gik afsted, med mig i hælene.
Hvad vi ik' lige var forberedt på var, at Rose ik' var den eneste der ventede på mig.
"Shit", mumlede jeg, da jeg så alle paparazzierne, der stod udenfor bygningen, og ventede, med kameraer, mikrofoner, tegneblokke og blyanter.

"Rose, det der kommer vi aldrig i gennem", sukkede jeg.
"Jo vi gør", sagde Rose, og så sig omkring. Hendes øjne faldt over et par solbriller, og hun tog dem, betalte for dem, og gav dem til mig.
"Lad som om du ik' er dig", hviskede hun, og blinkede lusket.
Jeg smilede af hende. Hun var sq dejlig. Elsker min Rose!!

Vi gik ud, og i første omgang gik det godt. Ingen lagde mærke til noget.
Men det varede ik' ved... Da vi endelig var forbi alle paparazzierne, og åndede lettet ud, var der en der råbte, ovre på den anden side af gaden:
"Hey, er du ik' Kirstine Wiid?? Må jeg få en autograf??", råbte en lille pige smilende. Det var vidst ik' hendes mening, at mig og Rose, skulle løbe for livet, men det gjorde vi.
Med alle paparazzierne i røven.

Alle spørgsmålene kom væltende:

- "Kirstine, dig og Luke er kommet sammen??".

- "Hvornår skete det??".

- "Hvordan går jeres forhold??".

- "Vil I forblive sammen, selvom han er en international poprock stjerne??".

- "Hvorfor tror du han valgte dig frem for en model??".

Og meget mere. Nogle af dem gjorde ondt, men jeg prøvede at ignorere det så godt som muligt.
Først da vi endelig kom ind i taxien, kunne vi få vejret.
"Det var noget af en løbetur", grinede Rose.
Menneskerne slog på bilruderne.
"Kør dog for satan menneske!?", udbrød jeg til chaufføren.
Han trykkede spideren i bund, og vi kørte væk, mod Roses hus.
"Årh ja, forresten", sagde Rose. "Så har jeg en vigtig nyhed".

Hey mennesker❤️
Håber I kunne li' det?? Ved godt at der ik' skete det store i dette kapitel...👌😅
Kh miiigg😘