Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 14 - Burn

Emma's POV

Jeg læste det igennem igen og igen, i håb om at der næste gang jeg læste det ville stå noget andet. Men hver gang blev jeg skuffet. Hver gang var det de samme tunge ord der stod, som sidste gang jeg læste dem. Det her var bare for meget. Hun var skredet igen, igen havde hun efterladt mig i det her hus alene.
Jeg gled lige så langsomt ned af væggen med våde kinder, ligesom man gør i film, det skal ikke være en hemmelighed at jeg godt kan lide at være dramatisk.

Jeg kunne mærke det våde papir mod mine fingerspidser. Jeg mærkede da endnu en dråbe landte blødt på papiret.
Mit hoved gjorde ondt, der var fyldt med alle mulige tanker.

Jeg lod langsomt det våde papir glide ud af mine hænder. Mine frie hænder bar mit hoved. Jeg begravede hovedet endnu dybere ned i mine hænder.

Hun havde gjort det igen, for anden gang. Og nu havde jeg en lille søster at tage mig af, det hele var bare noget pis.
Ordene på det papir sårede mig, men lettede også mit hjerte fra mange års spekulering, der havde sunket det længere ned i mit bryst, end det burde være.

Brevet skulle bare væk. Jeg løftede tungt min hånd op i vindueskarmen, hvor jeg rodede lidt rundt med den for at finde den lighter der plejede at ligge deroppe.
Da jeg fandt den skubbede jeg den hurtigt ned i mit skød. Hurtigt kørte jeg min hånd gennem mit hår, for at kunne se bedre. Jeg måtte tage mig sammen nu.

Jeg baskede lidt med lighteren, og fik endelig tændt den. Jeg mærkede straks varmen der skød op i hovedet på mig, jeg stirrede i lidt tid på lighteren. Ild så altid så levende ud. Det bevægede sig altid hurtigt rundt, og gav altid varme.
Lighteren var lige nede under papirets ene hjørne.

"Gud Emma, hvad pokker laver du?" Stemmen gik gennem stuen som et ekko. Jeg hørte sætningen flere gange før den forsvandt sammen med mit sidste snøft. Jeg kiggede med totalt udtværet mascara op på Luke.
Hvorfor kom han altid, når jeg troede han var væk? Han kiggede med skræmte øjne ned på mig. I hans øjne kunne man se mine blive spejlet. De var blanke og sorte. Jeg tøvede og slukkede lighteren igen med lukkede øjne.

"O'h gud, hvad er der sket?" Spurgte han. Jeg kiggede ned mod mine fødder. Jeg kunne mærke at han satte sig på hug foran mig, og hørte at han stønnede af smerte da han havde sat sig ned. Jeg svarede ikke, men rakte ham bare det næsten gennemblødte brev. Det var ligemeget om han vidste det med min mor nu.
Jeg kiggede langsomt halvt op på ham, jeg kunne se at han læste brevet. Jeg kunne se da hans øjne skiftede fra smerte til medfølelse og sorg.

"Vil du læse det op?" Spurgte jeg og så på ham. Han sendte mig et undrende blik.

"Jeg vil bare lige høre en anden læse det op, måske har jeg læst noget forkert" hviskede jeg nærmest. Han nikkede tøvende, og åbnede munden.

"Kære Emma,
Når du læser dette brev skal du vide at jeg er forfærdelig ked af det. Jeg ville ønske at jeg aldrig havde forladt dig dengang, virkelig. Men jeg forlod dig fordi din far var forfærdelig mod mig. Han gjorde ting som mænd ikke burde gøre mod deres koner, især ikke når de har et barn.
Jeg ville ønske at jeg kunne blive her og se dig blive den dame jeg altid har ønsket at du blev, men hver gang jeg ser på dig, ser jeg ham. Din far. Og det er for hårdt for mig.-" Luke tøvede og kiggede bedene op på mig. Jeg kunne se at han ikke havde lyst til at læse videre. Han kunne vist heller ikke lide det brev, måske hadede han det ligeså meget som jeg.

"Fortsæt.." Mumlede jeg. Han tøvede og åbnede munden igen for at læse videre.

"-Du må virkelig undskylde Emma, jeg ville ønske at det kunne blive på en anden måde, men det kan det ikke. Hver gang jeg var sammen med dig og far, og levede i samme hus som jer, blev jeg ved med at sige til mig selv, at jeg var en stærk kvinde, men da jeg skred fra dig var det bevist. Jeg var svag. Og det vil jeg altid være...
Du må tage dig af din søster, en svag kvinde som mig kan ikke passe sådan en lille solstråle. Jeg ved at du hader børnehjem og plejefamilie, for sandheden er at i alle de år du har levet uden mig, har jeg altid været hos dig. Du har bare aldrig lagt mærke til det. Jeg kender dig godt, og jeg har set dig blive den pige du er idag. Du må bare love mig at du tager dig af din søster. Jessica. Hendes far er kommet i fængsel, så han kan ikke passe hende. Bare lov mig at du passer på hende, ligeså godt som var hun din datter. Din mor" jeg tog fejl. Ingen ord havde ændret sig, der stod præcis det samme, som da jeg havde læst det de sidste 15 gange. Luke så bedrøvet på mig. Jeg kunne ikke klare at se ham sådan. Ked af det på grund af mig, hans øjne var så skinnende, det var tydeligt at han snart ville ende med våde kinder. Jeg kiggede hurtigt ned på mine fødder igen.
Jeg kunne mærke da to fingre lagde sig under min hage, og løftede mit hovede blidt op. Luke sendte mig et bedrøvet smil.

"Vi har stadig plads i huset, ihvertfald til to mere" han prøvede at lyde optimistisk, men det var tydeligt at høre, at han havde det dårligt på mine vegne. Jeg grinte et lidt kvalt grin af ham. Denne gang smilte han et rigtigt smil.
Med besvær rejste han sig op igen, med hjælpe fra sine krykker. Han så ned på mig, og ventede bare på at jeg også rejste mig.
Jeg trak mig tungt op med hjælp fra vindueskarmen, og slog armene rundt om Luke, mens jeg sørgede for ikke at skade ham. Han krammede tilbage. Det var lige det jeg trængte til, et kram.

"Tak" sagde jeg ind mod hans skulder. Jeg kunne mærke at han smilede ned mod min hovedbund.

"Så lad os komme hjem" sagde han. Jeg nikkede mig enig.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Tak til alle som læser med! :3

- Luisa-m, 2016