Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 13 - Av

Emma's POV

Jeg smækkede døren lige i hovedet på ham. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, eller nogen af de andre. Min mor og lille søster var her, så jeg ville ikke spilde et minut på de 4 idioter.
Han skreg et hjælpeløst "Av" da jeg smækkede døren. Døren var ikke lukket. Jeg grinte da jeg opdagede at jeg havde klemt hans fod i bunden af døren. Han havde nok regnet med at jeg ville lukke den, bare ikke så hårdt som jeg gjorde. Derfor havde han sat sin fod i vejen. Jeg havde ikke tænkt mig at sige undskyld, han havde fortjent det, om han så gik med krykker eller ej. Jeg åbnede ikke døren, men blev bare ved med at holde den lukket så han ikke kunne fjerne hans fod. Jeg fik det ret godt af det, nu lyder jeg bare ond, men jeg kan ikke gøre for hvordan jeg tænker eller har det. Sådan er det bare.

"Ehm Emma, det gør sådan lidt ondt det der" beklagede han sig, jeg rystede grinene på hovedet, og åbnede døren, men han fjernede ikke sin fod. Han sendte mig et akavet blik og bed sig nervøst i læben.

"Mit gæt: du fandt ud af at jeg havde ret og gjorde det jeg sagde at i ikke skulle: komme krybende tilbage til mig og bede om tilgivelse?" Spurgte jeg og tyssede lidt på min lille søster som var begyndt at snøfte. Luke sendte mig et skævt smil, som bare viste at han ikke gav op.

"Du er forfærdelig til at tage imod ordre" sukkede jeg og prøvede at lukke døren. Denne gang var Luke bare forberedt på det, så han sørgede for at jeg ikke kunne lukke den, med sin hånd.

"Det var faktisk ikke rigtig en ordre" smilede han gennem dør sprækken. Jeg åbnede sukkende resten af døren igen, og prøvede afslappende at få min lille søster som jeg stadig ikke kendte navnet på til at holde mund.

"Hvad vil du Luke?" Jeg lyste ikke ligefrem af begejstring for at Luke var mødt op. Hans stod bare der med sine krykker, og når jeg så på dem fik jeg ikke den mindste skyldfølelse. Noget som er vigtigt at vide når man lære mig at kende er at jeg kan bære nag meget længe.

"Undskylde?" Sagde han med bedene skinnede øjne. De der hvalpeøjne narrede han altså ikke mig med.

"Smut med dig hvalp" jeg prøvede igen at lukke døren, men måtte give op igen, da Luke alligevel var stærkere end mig.

"Hør her Emma, jeg er ked af at jeg ikke troede på dig. Du ved jeg lå på hospitalet og tænkte ikke klart-" jeg afbrød ham med det samme, da jeg hørte den dumme undskyldning.

"Luke brug den undskyldning på en anden, som ikke er mig. Du kan lige så godt glemme det!" sagde jeg vredt. Jeg drejede om på hælene mens jeg lod døren stå åben, jeg vidste alligevel godt at jeg aldrig ville få den lukket alligevel.

"Det er ikke en undskyldning hvis den er sand" prøvede han. Han stod bag mig i bryggerset. Min lille søster var begyndt at græde nu. Jeg kunne ikke holde det ud, det hele var bare for meget for mig. Luke opdagede det, han sendte mig et smørret smil.

"Hvad nu hvis jeg gør dig en super tjeneste, vil du så tilgive mig?" Spurgte han, og stod lige pludselig foran mig istedet for bag mig. Han gav virkelig ikke op. Måske havde han det virkelig dårligt med det hele. Men det havde jeg også. De sidste to dage havde været et helvede. Et helvede fyldt med skyldfølelse, sorg og gråd.

"Tilgivelse er noget man skal gøre sig fortjent til, og det gør man altså ikke ved en enkelt tjeneste" sukkede jeg mens jeg kæmpede for at mit hoved ikke skulle eksplodere. Jeg kunne bare ikke klare baby gråd lige nu. Og hvor var min mor? Hvorfor kom hun ikke og tog sin datter?

"Jeg kan passe din baby?" Spurgte han og så uskyldigt ned på mig. Jeg gav mig selv lov til at få øjenkontakt med ham. Hans blå øjne fangede mig hurtigt, de var fulde med håb og skyldfølelse.

"Det er ikke min baby, men min.." Jeg holdte øjenkontakten med ham. Han ventede på at jeg fortsatte min sætning, men det havde jeg altså ikke tænkt mig. Helt ærligt ville jeg med glæde give ham det her lille monster. Hvad skete der lige med folk? Tror alle bare at jeg tilgiver dem på grund af en baby? Hun begyndte at græde endnu mere. Åh Gud jeg kunne ikke klare det her lige nu. En mor, en grædende baby og en Luke. Det var for meget, og så endda på min fødselsdag.

"Din hvad?" Spurgte han. Han så så afslappet ud, som han stod der med sine krykker, og smilede ned til min lille søster. Han vidste godt at jeg ikke havde nogen mor, eller ihverfald plejede jeg ikke at have en. Jeg havde den største lyst ever til at fortælle ham alting, men jeg var jo sur på ham. Og sådan skulle det lige forblive lidt endnu.

"Det er ligemeget, smut så med dig" sagde jeg koldt og pegede med min frie hånd mod døren, som han selvfølgelig ikke havde lukket efter sig. Han kiggede trist ned mod mig, og jeg kunne ane en smule skuffelse i hans blå øjne. Jeg gad ikke undskylde. At blive sur over det de havde gjort, var måske en lille ting at blive sur over. Men sådan er jeg bare, jeg bliver sur over de mindste ting. Det er ikke min skyld. Jeg har prøvet at styre det, men det kan jeg ikke.

"Fint, tag hende med hjem, jeg henter hende senere" mumlede jeg. Han havde jo ikke begået så stor en fejl, og jeg måtte altså lære at styre min vrede. Han smilte taknemmeligt mod til mig. Jeg rakte hende frem mod ham, da vi begge to brød ud i grin. Jeg havde savnet hans grin. Godt nok kendte vi ikke hinanden særlig godt, men jeg manglede nogen at grine med. Vi grinte utrolig meget, han jo havde krykker, og kunne ikke bære min lille søster, da han ingen arme havde frie.

"Okay, vil du bære hende ud i bilen for mig?" Spurgte han, da vi endelig trak vejret igen. Jeg nikkede smilende.

-

"Mooooor, Luke passer lige..." Jeg tænkte mig godt om, jeg kendte stadig ikke hendes navn. Det gjorde Luke heller ikke. Jeg luntede hurtigt ind i stuen, hvor min mor burde være, men det var hun ikke.
Jeg kaldte rundt i huset et par gange, og ledte over alt, men hun var ingen steder. Alting var som før hun kom, undtagen en ting. På stuebordet lå der en seddel. Jeg løb hurtigt over mod den og tog den op. Jeg havde faktisk ikke lyst til at læse den, men det skulle jo gøres, så jeg begyndte lige så langsomt at læse den.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Skriv lige hvis kapitlerne er for lange :3

- Luisa-m, 2016