Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 7 - Tell me

Emma's POV

Jeg sad uroligt i den larmende ambulance, med tanken om at det ikke var sikkert at Luke ville overleve, jeg ville jo havde det dårligt resten af mit liv, hvis min far dræbte en mand, den dårlige samvittighed voksede sig større jo mere jeg så på Luke, med en virkelig blodig mave. Hvis ikke han havde mødt mig, eller kørt mig hjem, så ville han ikke ligge herinde nu, i den lille op proppede ambulance.
Jeg blev bare ved med at gentage de samme ord igen og igen, "Luke bliv hos mig, bliv nu hos mig!" Den samme skælvende stemme igen og igen, min stemme.

"Bare rolig han klare den.." Sagde en læge, der sad og holdte øje med hans blodtryk på en firkantet hvid kasse. Selvfølgelig sagde han det, det skal en læge altid, det ville jo være åndsvagt hvis man var læge og så sagde: 'Bare rolig, han klare den vidst ikke men du kommer videre'. Det ville jo være mega dumt, men desværre er det tit sætningen som lægerne dækker over, jeg vidste godt at Luke måske ikke klarede den. Jeg ville ikke overleve hvis jeg skulle have hans død på samvittigheden.
Jeg snøftede, det føltes så underligt at side og græde over en nærmest fremmed person, men af en eller anden grund holdte jeg af ham på en underlig måde, hvilket var unormalt når man knap nok havde snakket med personen. Han virkede bare som sådan en rar person, og det var ikke fair hvis han skulle dø på grund af hans venlighed. Jeg var fuldstændig opsat på ikke at lade ham dø.

"Hvad hedder han?" Spurgte en anden læge, en dame, jeg sendte hende et falsk men overbevisende smil.

"Luke.." Jeg tog forsigtigt hans kolde hånd, han var bevidstløs. Lægerne havde spurgt mig om han havde nogen familie i nærheden, men de var hjemme i Australien, så jeg tog hans telefon og ringede med en kvalt stemme til Calum, ham den morgensure. De ville alle 3 møde mig på hospitalet. De sagde at det ikke var min skyld, og det var det måske ikke, men sådan føltes det bare, nok fordi det var min far der havde skudt ham. Jeg ville aldrig tilgive min far efter det her, aldrig. Han har totalt ødelagt mit liv, hvis jeg engang får børn skal de have rigtige forældre. Nogle som ikke skrider eller slår, nemlig, jeg vil altid være der for mine eller mit barn.

"Efternavn?" Jeg så på lægen, stadig med Luke's hånd i min. Han havde ikke fortalt mig det, hvorfor mon ikke? Jeg rystede bare på hovedet og lægen nikkede forstående, hvorefter hun så på den anden læge, jeg vidste at de sendte hinanden blikke, men jeg kunne ikke se hvilke blikke de sendte hinanden.

-

Hospitalet var fyldt med mennesker der sad og græd, folk der sad i stole og bare ventede på at en de holdte af kom ud, eller en læge kom ud, og ville fortælle dem at personen havde det fint og nok skulle komme sig. Alles øjne var så fulde af håb og sorg, det var frygteligt, jeg fik hurtigt konstateret at jeg ikke var vild med at være her. Det sjoveste var at jeg sad ligesom alle de mennesker, håbefuld og såret i en stol, omringet af Luke's venner, som helt sikkert inderst inde beskyldte mig.

-

Michael havde en guitar med, hvorfor vidste jeg ikke, men jeg havde en kæmpe lyst til at tage den og spille Wonderwall (sangen øverst), en af de sange som jeg tit spillede for at få følelserne ud. Nok fordi jeg altid hørte den efter min far havde slået mig eller jeg havde oplevet andre nederen ting, af en eller anden grund fik den mig til at slappe af.

"Jeg hader bare stilhed så meget!" Udbrød Michael lige pludselig, efter at ingen havde sagt noget i nok lidt over en time. Michael var ham med det farvede hår, men han havde åbenbart farvet det om, så det var ikke længere grøn blåt, men nu var det meget meget mørkeblåt.

"Ja, det er så akavet.." Kommenterede Calum, ham der som jeg vist havde vækket. Jeg havde lyst fil at smile, for at vise at det hele var okay, men jeg var slet ikke i humør til det, det var som om mine mundvige bare ikke gad løfte sig.

"Såååå, han skal nok klare den, men han sover lige nu.. Det er nok ikke sma.." Sygeplejersken blev afbrudt af Ashton. Ashton ham med det opmuntrende smil og det lidt krøllede hår, han havde faktisk en bandana på lige nu, sådan nogle kan jeg godt lide.

"Så vi må se ham nu?" Alle stirrede forventningsfuldt på hende, hun sukkede og nikkede så. Hvis jeg skulle være helt ærlig var jeg lidt bange for at han vågnede, jeg var bange for hvad han ville sige til mig, hvad nu hvis han var sur på mig? Hvad nu hvis han bebrejdede mig for skuddet i maven? En kuldegysning gik igennem min krop.

"Bare sørg for at være ude igen snart" sagde sygeplejersken og gik længere med af gangen. Drengene hoppede op og gik mod døren.

"Skal du ikke med?" Calum så ned på mig, han prøvede at smile, det samme som jeg altid gør når jeg vil skjule noget, skjuler sine følelser bag et falskt smil. Jeg rystede bare på hovedet, helt ærligt så var det at gå ind til en såret sovende Luke, som min far havde skadet ikke lige det der stod øverst på min to do liste.

-

Efter nok 10 min. kom de ud igen, de så alle sammen så bekymrede ud, som var de sikre på at han ikke ville overleve det. De dumpede alle sammen ned ved siden af mig igen, sukkende og triste.

"Jeg har et spørgsmål.." Sagde jeg midt i deres stilhed.

"Ja, bare stil det" Ashton så forvendtende på mig, det samme gjorde de andre også.

"Hvorfor fortalte Luke mig så meget om sig selv, men ikke hans efternavn" det var rigtigt, han fortalte utrolig meget om sig selv på køreturen, men ikke sit efternavn eller hvad han lavede i sin fritid.

"Å'hh gud, hun ved det ikke guys" Michael tog sig hurtigt for munden, selvfølgelig skulle han lige starte min nysgerrighed.

"Ved ikke hvad?" Denne gang var det mig der så forventningsfuldt på dem. De sagde ikke noget. Jeg gentog mit spørgsmål.
"Hallo, hvad ved jeg ikke?" De sagde stadig ikke noget.

"At vi er.." Michael fik en lammer af Ashton. Michael så uskyldigt rundt på alle.

"Vi må jo fortælle det.." Calum nikkede sig enig, hvad ville de fortælle mig?

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?

- Luisa-m, 2016