Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 19 - Amnesia

Emma's POV

Vi stod stadig og krammede, uden Luke. Det føltes forkert, at kramme uden Luke. Vi blev ved med at kramme i håb om at han ville komme og joine os, men i stedet ødelagde hans vores moment og gik ud af værelset.
Calum trådte væk fra os og sukkede. Da han trådte væk gjorde Michael det selvfølgelig også, og det samme med Ashton. De stillede sig alle tre ved siden af hinanden, og så med underlige blikke på mig.

"Hvad?" Udbrød jeg for at stoppe den akavede stilhed. De så forbi mig og over på døren. Forventede de at jeg skulle gå ud af den, med min kuffert i hånden og aldrig opsøge dem igen? Eller forventede de at jeg gik efter Luke og undskyldte, og snakkede med ham? Hvor skulle jeg kunne finde ham? Jeg kender ikke huset.
Jeg blev afbrudt i mine tanker da en babygråd begyndte at fylde rummet.
Jeg sukkede og så hen mod min lille søster.

"Stop de der blikke, vil i have mig til at gå efter ham?" Spurgte jeg. De nikkede allesammen, og jeg var på to sekunder ude af værelset. Jeg orkede ikke Jessica lige nu.
Min mission var at finde Luke et eller andet sted i huset og snakke med ham om hvad der var sket, eller noget i den retning. Nervøst gik jeg rundt i hele huset og åbnede dør efter dør, uden at se en Luke nogen af stederne. Indtil jeg kun manglede en dør, døren ind til musikrummet. Jeg havde været der en enkelt gang da drengene ikke havde været i nærheden, de skulle ikke vide at jeg kunne spille klaver og guitar, eller for den sags skyld næsten synge.
Jeg åbnede langsomt og stille døren, og der sad han. Med ryggen til mig. Han spillede guitar, en eller anden afslappet stille melodi.

"I drove by all the places we used to hang out getting wasted
I thought about our last kiss, how it felt, the way you tasted
And even though your friends tell me you're doing fine

Are you somewhere feeling lonely even though he's right beside you?
When he says those words that hurt you, do you read the ones I wrote you?

Sometimes I start to wonder, was it just a lie?
If what we had was real, how could you be fine?

'Cause I'm not fine at all

I remember the day you told me you were leaving
I remember the make-up running down your face
And the dreams you left behind you didn't need them
Like every single wish we ever made
I wish that I could wake up with amnesia
And forget about the stupid little things
Like the way it felt to fall asleep next to you
And the memories I never can escape

'Cause I'm not fine at all..." Sluttede han af. Han sukkede og satte guitaren væk fra sig. Jeg havde hørt sangen et eller andet sted før, jeg vidste det.

"Den sang lyder lidt trist" sagde jeg og gik tættere på ham. Han fløj forskrækket op fra den sorte stol, hvorefter han hurtigt rakte ud efter sine krykker, da han havde svært ved at stå op uden. Han kiggede hen på mig. Nervøst bed han sig i læben, mens han kløede sig akavet i nakken. Jeg smilede afslappet til ham.

"Lad mig gætte, jeg skulle ikke have hørt dig synge?" Spurte jeg. Han sendte mig et skævt smil mens han satte sig tungt ned på stolen igen, og satte krykkerne fra sig.

"Jeg har hørt den sang før, hvad er det nu den hedder?" Spurgte jeg og satte mig forsigtigt på en højtaler som stod en lille meter fra mig.

"Amnesia.." Svarede han mens han akavet sad og legede med hjørnet i bunden af hans sorte t-shirt. Jeg tænkte mig godt om og smagte lidt på navnet. Jeg tror jeg havde den på min 5sos playliste, men er ikke sikker.

"Den er meget langsom, jeg troede ikke rigtig at i spillede sådan noget stille musik" sagde jeg. Luke trak på skuldrene. Han var ikke så snaksalig lige nu, men det var okay. Han virkede faktisk ret trist, hvorfor ville jeg nu finde ud af.

"Så hvorfor sidder du her alene med våde øjne, og synger en trist sang?" Spurgte jeg ligeud. Han kiggede overrasket op på mig. Hurtigt gned han sig i øjnene så de ikke var lige så skinnende våde mere. Typisk drenge, så bange for at vise deres følelser.

"Jeg er ked af hvis jeg har gjort noget der har såret dig Luke, virkelig!" Indskød jeg. Luke rystede afslappet på hovedet.

"Du har intet gjort Emma" sagde han svagt med en hæs og kvalt stemme. Han lød som en der kunne bryde ud i gråd på 0,5. Jeg kiggede spørgende hen på ham. Hvis jeg intet havde gjort galt, hvem havde så?

"Hvorfor er du så så trist?" Spurgte jeg. Han rakte ud efter sine krykker, men jeg snuppede dem hurtigt så han ikke kunne smutte. Fordelen ved at han var på krykker: man kunne bestemme hvornår han måtte gå og ikke måtte. Han sendte mig en dræbende blik, virkelig. Men der var noget over det, som gjorde at jeg ikke tog mig af det. Måske fordi det føltes som om han smilte lidt, nedenunder det der onde blik.

"Luke fortæl!" Sagde jeg strengt og stillede hans krykker op af væggen bag mig. Han sukkede og løftede sig op via hjælp fra en reol der stod ved siden af ham. Okay den havde jeg ikke lige set komme. Men jeg gav ikke op, jeg ville have ham til at fortælle det, spørg ikke hvorfor.

"Lucas Robert Hemmings, sæt dig ned på din røv og fortæl mig hvad der går dig på, eller jeg fortæller hele internettet at du danser rundt i hele huset kun iført underbukser om morgenen" jeg sendte ham et lusket smil. Han satte sig sukkende ned, ha jeg ramte rigtigt.
Mit sigende blik som jeg sendte ham, viste tydeligt at jeg bare ventede på at han fortalte, og det opdagede han vist, for han åbnede endelig sin triste mund op og sagde noget.

"Jeg skal tilbage til Australien, i morgen" mumlede han, næsten så lavt at jeg ikke kunne høre det. Jeg tabte vist min kæbe på gulvet, for Luke så underligt på mig. Han forlod mig. Vidste drengene det her? Tog de med? Alle tankerne fløj rundt i hovedet på mig.

"HVAD?" Nærmest råbte jeg gennem hele rummet. Nok så højt at drengene om lidt stormede ind af døren, hvilket ikke rørte mig en skid...

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Håber at der stadig er nogen der læser med! n.n

- Luisa-m, 2016