Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 29 - Er det julemanden?

Emma's POV

Jeg satte blidt Jessica på en af barstolende og fandt en stegepande frem. Lysten til at synge overtog mig og jeg gik straks over til højtaleren, som stod mellem vasken og køleskabet. Den første sang som kunne høres i rummet var 'Good girls'. Jeg smilede og begyndte så at skråle med, da det var en af de sange jeg rent faktisk kunne.

"She's a good girl
She's Daddy's favorite
He's saved for Harvard
He know she'll make it
She's good at school
She's never truant
She can speak French
(I think she's fluent)

'Cause every night she studies hard in her room
At least that's what her parents assume
But she sneaks out the window to meet with her boyfriend
Here's what she told me the time that I caught her

She said to me,
"Forget what you thought
'Cause good girls are bad girls that haven't been caught.
So just turn around and forget what you saw
'Cause good girls are bad girls that haven't been caught." Sang jeg imens jeg lod min færdige omelet glide ned på en tallerken. Det var fjerde gang jeg hørte sangen nu, da mit mål var at kunne den uden ad. Jeg så over på Jessica som ikke så ud til at være så glad. Jeg skruede næsten helt ned for musikken og lænede mig hen over køkken ø'en for at age hende blidt på hovedet. Jeg fik et stort chok da to hænder pludselig lagde sig over mine øjne så jeg intet kunne se. Hurtigt rettede jeg mig op igen, stadig med hænderne over øjnene. Jeg var totalt stiv af skræk, jeg vidste at Calum ikke var stået op, ikke kl. 10 om morgenen. Michael ville jeg have hørt og Ashton ville aldrig ligge hænderne over mine øjne.

"Gæt hvem.." Da jeg hørte hans stemme begyndte jeg hurtigt at slappe af. Jeg kunne næsten høre på hans stemme at han smilede. Den stemme havde jeg savnet, Luke's stemme.

"Hmm, det er ikke Calum for han ville aldrig stå op så tideligt, det er heller ikke Michael for han larmer for meget til at snige sig ind på mig, Ashton ville aldrig gøre mig blind og Luke er i Australien, såååå.. Er det julemanden?", Luke's afslappede grin kunne højt høres i hele køkkenet. Han fjernede sine hænder og jeg vendte mig om. Først nu bemærkede jeg hvor tæt han egentlig stod på mig, for da jeg vendte mig om stod jeg direkte ansigt til ansigt med ham. Hans ansigt var kun få cm fra mit. Jeg så op i hans blå øjne.

"Er du allerede tilbage?" Spurgte jeg, mens jeg stadig havde øjen kontakt med ham. Han smilede.

"Har du savnet mig?" Spurgte han. Afslappet hvilede han sin ene hånd på kanten af køkken ø'en, så han stod tættere på mig. Jeg rødmede en smule, da jeg aldrig rigtig havde stået så tæt på en fyr før på den her måde, og så fordi det var Luke som stod foran mig.

Luke's krop var så tæt på mig nu at jeg nærmest kunne høre hans hjerteslag. Hans hjerte bevægede sig i normalt tempo, han syntes tydeligvis ikke at det her var ligeså akavet som mig.
Da jeg ikke svarede lænede Luke sig forover så hans hoved var ud for mit øre.

"Det er okay, du behøver ikke at svare, jeg ved at du har savnet mig" hviskede han, hvorefter han trak sit hoved tilbage igen. Jeg så med store øjne på ham, imens han bare smilede. Langsomt strøg han en tot af mit hår om bag mit øre. Længe så vi bare hinanden i øjnene. Stilheden var ikke akavet men dejlig. Til sidst blev det vist lidt for kedeligt for Luke for hans hoved begyndte langsomt at nærme sig mit, og lige da hans læber skulle til at røre mine blev vi afbrudt.

"Emma, er det dig i køkkenet?", jeg kunne sagtens genkende stemmen, Ashton. Han ødelagde mig Luke's moment den gris. Luke grinede og trådte så to skridt væk fra mig, hvorefter jeg vendte mig om, så både mig og Luke kiggede hen mod de åbne dobbeltdøre, som Ashton om lidt ville træde ind ad.
Ashton trådte ind i køkkenet iført grå joggingbukser og en sort nirvana tanktop. Man kunne høre hans bare tær glide hen af gulvet da han kom ind i køkkenet. Først så han mega forvirret ud, hvilket var forståeligt nok når Luke ikke skulle have været hjemme endnu, men da det endelig gik op for ham hvad der foregik gik han med hurtigt skridt over mod Luke og lagde forsigtigt sine arme om ham. Luke gengældte hurtigt krammet, og imens de stod og krammede kom Michael også ind i køkkenet. Han var iført sorte stramme jeans og en langærmet mørkeblå trøje. Han havde til gengæld sko på.

"Luuuuuuuuke!" Hvinede han og skubbede Ashton væk. Vi grinte af ham, men det ignorerede han for han havde travlt med at kramme Luke, sødt. Han hoppede dog væk fra Luke da der hørtes et stort brag, som havde nogen smækket en dør i. Jeg sendte drengene et 'ups' blik. Vi vidste alle sammen at det var Calum, og det var muligvis nok mit høje syngeri der havde vækket ham, kl. som han nok ville mene det var: lort om morgenen.
Jessica blev så forskrækket da hun hørte døren smække, at hun havde sat sig til at græde. Luke hoppede hurtigt over til hende og tog hende op i sine arme. Med numsen på hans ene arm og hovedet på hans skulder begyndte hun langsomt at slappe af. Luke kørte sin ene hånd op og ned af hendes ryg, han var tydeligvis meget bedre til børn end jeg var, og for min skyld måtte han da med glæde adopterer hende.
Verdens sødeste øjeblik blev selvfølgelig afbrudt af en træt Calum der trådte ind i køkkenet. Hans mørke hår strittede ud til alle sider, og renderne under hans øjne viste tydeligt at han ikke var klar til at sige godmorgen endnu. Han kiggede med trætte øjne rundt på os alle sammen, og stoppede ved Luke. Lige pludselig var det som om nogen havde hældt en stor spand vand ned over ham, for hans øjne blev lige pludselig store. Luke gav Jessica til Ashton som stod ved siden af ham, og åbnede armene op for Calum, der meget hurtigt var kommet over ved ham. Da de trak sig fra krammet så alle spændte på Luke, men ingen sagde noget, ikke før Michael afbrød stilheden.

"Fortæl!" Udbrød han, Luke sendte ham et skjult irriteret blik og vi hoppede alle ind i stuen, hvor vi satte os til rette og ventede på at Luke sagde noget.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Idag er det d. 16 maj, en af mine bedsteveninders fødselsdag, såååå tillykke Laura! Du fortjener en helt fantastisk dag!

- Luisa-m, 2016