Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 34 - Stirre moment

Emma's POV

Jeg åbnede stille øjnene og blev mødt af et skarpt lys, mine øjne skulle lige vende sig til at det var blevet lyst, og da de gjorde det så jeg på noget helt fantastisk, eller faktisk ikke noget, men nogen, en person, Luke. Hans hår var totalt rodet, altså som havde han sovet med det i fem dage, det sad bare mega fucked, men det var cute. Hans vejrtrækning var dyb og afslappet, og hans læber var let skilte. Han så så fucking cute ud når han sov, eller han så altid cute ud, men bare i det her moment var han for nuttet. Jeg strøg forsigtigt en tot af hans mørkblonde hår væk fra hans fjæs. Længe kiggede jeg bare på ham, indtil at han ødelagde mit stirre moment.

"Det er lidt creepy at du stirre-" mumlede han med hans hæse morgenstemme, argh, det her var menneskemishandling. Jeg smilede til ham. Hans øjne var stadig lukkede, lille trætte Lukey.
"Hmm, så lad da bare vær med at sige noget-" mumlede han og rykkede lidt på sig. Da han stadig havde sin arm bag min ryk, lagde jeg mig godt tilbage på den så han ikke smuttede fra mig, don't leave me alone Luke.
Han åbnede langsomt øjnene og så træt på mig. Jeg smilede til ham, og jeg måtte ligne en idiot for han begyndte straks at grine af mig. Jeg havde lyst til at spørge hvad der var galt, men jeg kunne bare ikke sige noget, jeg var vel stadig rystet efter hvad jeg havde gjort. Jeg havde kun sagt en sætning igår efter at Luke var kommet ind, men ellers intet andet.
"Godmorgen..-" Sagde han hæst og rev sin arm til sig så han kunne forlade mig, neeeeeej, han forlader mig igen..
Han gik over til sit skab og åbnede det, han gloede bare ind i det, som orkede han ikke at tage noget på. Lige nu stod han bare i boksershorts og bar mave, vent hvad, han står i kun underbukser foran mig, omg.
Jeg stirrede længe på ham og lagde slet ikke mærke til at han havde taget tøj på.
"Det begynder at blive lidt underligt når du hele tiden stirre på mig-" grinede han. Jeg rystede på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. Luke havde taget sorte jeans på med huller på knæene, og en en langærmet trøje som havde hvide ærmer og ellers bare var sort.
"Eeeeew, dit tøj er jo totalt blodigt, skal jeg hente noget nyt?" Spurgte han imens han kiggede ned på det nattøj jeg havde taget af herinde igår. Jeg nikkede som svar og så så Luke smutte ud fra værelset.
Jeg sad og sagde nogle underlige lyde for at prøve at sige noget, men jeg kunne ikke sige et ord, ikker et eneste, og hvis jeg virkelig fik sagt noget var det bare stammen.

Luke kom ind med noget tøj og jeg smuttede ud på toilettet for at gå i bad og så tage tøjet på. Efter det hjalp Luke mig med at få en ny forbinding på.
Jeg vidste godt at jeg ville blive udsat for en konfrontering idag, så jeg ville helst bare låse mig inde på mit værelse, men Luke gik bag mig da vi skulle ned i køkkenet, så jeg kunne ikke stikke af, øv, den her gang må du gerne forlade mig Luke..

-

"Morgen" mumlede en træt Calum, da mig og Luke kom ud i køkkenet. Jeg sagde ingen ting og Luke nikkede bare. Det var kun Calum og Michael der var ude i køkkenet da vi kom, men lidt efter kom Ashton os ind. Han sendte mig et alvorligt blik og åbnede så munden, åh nej..

"Hvad filen gik der af dig?" Spurgte han. Alle kiggede først på ham og så på mig. Jeg sagde ingenting.

"Jeg har prøvet at snakke med hende hele morgenen, hun siger ingenting" sagde Luke og lavede et nul med hans tommel og pegefinger. Jessica tog grinene fat rundt om hans fingre. Jeg skar en grimasse af hende. Som sagt, han må gerne adoptere hende!

"Emma, gider ud ikke godt snakke til os, please?" Calum lavede de sødeste hundeøjne ever, det' heller ik' fair når han har sådan nogle nuttede øjne bare normalt, hvis det var muligt måtte han gerne få Jessica for de øjne, men sådan er verden bare ikke skabt..

"Jeg.. Jeg" stammede jeg.

"Har vi gjort noget galt?" Spurgte Michael. Jeg rystede vildt på hovedet. Jeg så op i Luke's flotte øjne.

"Snak. Med. Os!" Befalede han. Jeg dumpede ned på en barstol og tog Jessica's frie hånd ind i min, jeg havde brug for at holde en eller anden i hånden, selv Jessica.

"Jeg.. Jeg kan ikke" mumlede jeg kiggede op på dem alle sammen.

"Omg, hun udvidede sit ordforråd-" hvinede Michael.
"Av.." Mumlede han da Ashton gav ham en lammer.

"Hvorfor kan du ikke snakke med os?" Ashton sendte mig et par alt for alvorlige øjne.

"Fordi jeg.." Jeg kiggede flot ned i gulvet. Jeg kunne ikke snakke med dem, jeg kunne bare ikke. Jeg var så flov over at have gjort det, sådan var jeg ikke. Jeg røg ikke ned med nakken hvis jeg blev drillet eller irriteret, eller det troede jeg ikke.

"Hun er flov for pokker drenge, kan i ikke se det?" Udbrød Luke. Jeg kiggede skræmt og overrasket op på ham. Det føltes som om han havde læst mine tanker, ad. Alle så lige pludselig på Luke, selv Jessica.

"Er det rigtigt? Er du flov?" Spurgte Calum og lige pludselig så alle på mig i stedet for Luke. Det er okay, bare kig på Luke igen, det skader ikke. Han er os et kønnere syn end mig.
Jeg nikkede som svar og drengene sukkede. Måske af lettelse. De lignede nogle lettede mennesker der lige havde fået en åbenbaring.

"Hvorfor er du flov?" Spurgte Michael. Luke sendte ham et 'helt ærlig' blik. Jeg løftede min sårede hånd lidt, og Michael nikkede forstående.

"Du skal ikke være flov Emma, bare.. Fortæl os hvad der skete, vi skal nok hjælpe dig!" Sagde Ashton. Jeg nikkede og gav slip på Jessica's lille bitte hånd.

"Jeg.. Jeg plejer ikke at lade folk få mig ned med nakken okay, jeg er vant til at blive svinet til, men de der piger, de var.. Så pisse onde, de sagde at jeg udnyttede jer for at få opmærksomhed og penge, hvorfor fanden skulle jeg gøre det? Sådan er jeg ikke, jeg mener jeg vil hellere bo på gaden end at udnytte jer-", alles blikke lå på mig. De var tydeligvis overraskede over hvor meget jeg lige havde sagt, hvilket jeg også selv var.
"Jeg ved ikke hvad der gik af mig, virkelig, sådan noget gør jeg ikke, men.. Men det skete bare og jeg er ikke stolt af det-" det sidste lød lidt underligt da min stemme knækkede. Ashton trak mig op fra stolen og hev mig ind mod hans bryst. Hans arme lå trygt omkring mig, og jeg græd bare endnu mere. Men ikke af sorg, fortvivlelse eller forvirrethed, på en måde af glæde. Glæde over at have nogen som jeg følte mig tryg sammen med, nogen som passede på mig of holdte af mig som jeg holdte af dem, det var i den grad en helt fantastisk følelse.
"I må aldrig forlade mig!" Græd jeg ind mod Ashton.

"Vi forlader dig aldrig Em, det lover jeg" sagde Ashton. Jeg begyndte at græde endnu mere da han sagde det. En hånd landte på min ene skulder. Ashton gav slip på mig, og jeg vendte mig om og så på Calum. Han fik et stort kram og det samme gjorde Michael, og til sidst stod jeg foran Luke. Jeg lagde mine arme rundt om ham og han gengældte med det samme mit kram.

"Gør ALDRIG sådan noget igen, okay!" Han lagde selvfølgelig ekstra tryg på 'aldrig'.

"Det lover jeg!" Sagde jeg ind mod hans bryst.

"Godt" mumlede han.

Åmg, 1,17k eller sådan noget, det er for sindsygt, besvimede næsten da jeg så det, virkelig mange tak!

Har ændret mit cover tilbage til det gamle igen, det andet passede ikke ind alligevel, er tilfreds med det her, håber jeg os at i er!? xD
[Også et billede fra i Lørdag..!^^]

- Luisa-m, 2016