Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 23 - Skuffede min mor..

Emma's POV

"Hvad har du nu lavet?" Sukkede Calum i den anden ende af røret.

"Jeg tror bare at jeg kommer hjem og fortæller det.." Svarede jeg og lagde på inden Calum kunne nå at sige noget.
En ny besked poppede op på min telefon. Jeg smilede da jeg læste den.

Luke: Jeg skal vente i 6 timer på næste fly, hold mig med selvskab!

Mig: Jeg kan da ikke skrive med dig i 6 timer?

Luke: Hvorfor ik'? (Er skuffet..!)

Mig: Fordi jeg har et liv?

Luke: Tssh, så skriver jeg bare med Mikey!

Mig: Hyg dig! xD

Luke: Skal jeg nok!

Jeg lod afslappet min telefon glide ned i min baglomme og satte kursen hjem til drengene. Jeg måtte bare håbe på at de ville forstå mig når jeg fortalte hvad der var sket. Så længe de ikke smed mig ud eller hadede mig var jeg tilfreds.

Luke's POV

Emma: Hyg dig! xD

Mig: Skal jeg nok!

Jeg lagde langsomt min telefon ned i min jakkelomme igen. 6 timer hvor jeg intet havde at lave, et ord: kedeligt. De burde have fly til de forskellige lande hver time, som busser.
Jeg kom hurtigt i tanke om at jeg nok skulle fortælle min mor at jeg blev lidt forsinket.
Med hurtige fingre gik jeg ind på min telefonbog og trykkede på 'mor'.

-Indgående opkald-

"Hej, det er Liz.." Min mors smilende og lettere glade stemme gik gennem røret. Jeg smilede lidt for mig selv.

"Hej mor, det er Luke" sagde jeg og bed mig i læben. Hun havde virkelig lydt bekymret da hun ringede, så når hun fandt ud af at jeg ville komme senere end det var meningen ville hun nok flippe en smule ud.

"Luke, ringer du fra flyveren? Kan man egentlig overhovedet det?" Spurgte hun. Hun kaldte mig for det meste Luke, men kun fordi jeg havde tvunget hende. Hun kaldte mig kun Lucas når hun var alvorlig.

"Apropos flyveren-" sagde jeg med normal stemme.
"Jeg sidder ikke rigtig i den, jeg nåede den ikke.." Afsluttede jeg med en lidt mere stille stemme. Jeg kunne høre min mor sukke i den anden ende. Åh nej, nu var hun sur.

"Lucas Robert Hemmings-" selvom vi snakkede over telefon var det tydeligt at høre hvordan hun havde det. Hun var skuffet, såret og sur. Det her ender aldrig godt, især ikke når hun siger hele mit navn.
"Jeg ser dig næsten aldrig, jeg lader dig tage verden rundt selvom du kun er 19 år, jeg støtter dig så godt som muligt, selvom jeg mest af alt bare savner min dreng. Men det her er din drøm, og den vil jeg ikke ødelægge ved at være en overbeskyttende savnende mor. Men når jeg ringer og siger at du skal komme hjem fordi der er familie problemer kunne du godt lige tage dig lidt sammen, smide guitaren væk og koncentrere dig om din familie..!" Hun sagde det hele langsomt så jeg kunne følge med. Jeg hadede hendes lange prækener om forpligtelse og familie. Men det hun sagde rørte mig alligevel, det var tydeligt at høre hendes store skuffelse over mig, og jeg hadede når min mor var skuffet over mig.

"Undskyld mor, jeg prøvede virkelig at nå det.. Men-" hun afbrød mig.

"Men der kom noget i vejen, gør der ikke altid det Lucas? For at være helt ærlig skuffer du mig.." Sagde hun muggent. Jeg sagde ingenting, men sad bare i en af lufthavnens bløde mørkeblå vente stole. Hun havde lige direkte indrømmet at hun var skuffet over mig, hvilket gav mig en forfærdelig dårlig samvittighed.

"Jeg er ked af at jeg skuffer dig, virkelig. Jeg kommer 6 timer senere end planlagt.." Sagde jeg stille. Nogle piger var begyndt at kigge på mig lidt længere væk. Jeg trak hurtigt min sorte hætte længere ned over hovedet og tog solbrillerne op af lommen, hvorefter jeg tog dem på. De der fans havde forsinket mig, og nu havde jeg skuffet min mor. Jeg orkede ikke flere fans.

"Ja, jeg ved godt at du hader at skuffe mig. Vi ses om 27 timer.." Sagde hun stille. Hun lagde på inden jeg nåede at sige noget. Ikke en gang et farvel ville hun høre. Pis, det hele var bare noget pis.

Emma's POV

Jeg trådte ind i stuen hvor alle drengene sad. De spillede et eller andet fodboldspil der hedder fifa. Jeg tog mig sammen og åbnede munden. Lige da jeg skulle til at snakke bibbede min telefon. Jeg hev den besværligt op af baglommen og læste den nye sms.

Luke: Har en lorte dag, tuder!
Jeg grinte rystende på hovedet.

Mig: Tag en tudekiks! xD

Luke: Det er ikke sjovt, jeg mener det, har virkelig en lorte dag!!

Mig: Me too..

Luke: Så er jeg ikke den eneste. Skuffede min mor, hader at skuffe min mor.. Hvad har ødelagt din dag?
Jeg tænkte mig godt om. Jeg ville ikke svare på det lige nu, så jeg lagde telefonen tilbage i baglommen og klappede hænderne sammen, så drengene satte deres spil på pause for at se på mig.

"Jeg har en muligvis dårlig nyhed at fortælle..." Sagde jeg. De stirrede alle bekymrede og spændte på mig. Så.. Nu startede det!..

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Håber at der stadig er nogen der læser med! n.n

- Luisa-m, 2016