Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 5 - Det er politiet!

Emma's POV

Jeg stod forvirret og kiggede fra min far til Luke.
Han skulle ikke have set det her, ingen skulle, jeg vidste jo godt at det ville ske, jeg var forberedt på det, men jeg var ikke forberedt på at Luke ville se det.
Jeg troede at han var kørt hjem igen, og at jeg aldrig skulle se ham, eller hans venner igen.
Med tåre trillende ned af kinderne og blod løbende ud af næsen, så jeg fortabt hen på Luke, som bare stod med åben mund og stirrede på mig. Han lignede en der lige havde set et spøgelse, jeg tror ikke at han havde regnet med at min far var voldelig, og at det med at jeg skulle dø bare var noget jeg sagde fordi jeg var bange, jeg var os bange, men jeg mente det skam da jeg sagde at jeg skulle dø. Eller det var måske en overdrivelse, men jeg vidste godt at jeg ville komme blødende væk fra bryggerset.

"Luke var du ikke kørt hjem?" Fik jeg endelig fremstammet, jeg lød som et skræmt lille barn, som var blevet væk fra sine forældre Tivoli..
Han sagde ikke noget i starten men stirrede bare stadig på mig.
Efter lidt mere tid med forbløffede skræmte øjne løftede han langsomt hånden, så jeg kunne se hvad han havde i den. Min telefon.

"Du glemte den her.." Sagde han stille og løsrev endelig sine øjne fra mig, hvorefter han kiggede sig omkring. Han og hans venner lavede tit sjov, men han kunne nok godt se at det her ikke var tidspunktet hvor man tilføjede en sjov kommentar.

"Så du har været hos den der dreng i to dage uden at fortælle det?" Jeg vendte mig om og sendte mit far det mest uskyldige blik som jeg kunne. Luke så bare hen på ham, med skræmte øjne, som vidste han ikke hvad han skulle svare.

"Sådan var det ikke.." Nærmest hviskede jeg, jeg kunne høre at Luke skulle til at sige noget, men jeg holdte hånden op ved siden af mit hoved, for at signalere at han bare skulle holde mund.

"Du er simpelthen utrolig Emma-" min far grinte et gryntende grin, og knyttede langsomt sine hænder.

"Først giver du ikke lyd fra dig i to dage, og da du så kommer hjem lyver du mig lige op i ansigtet..!" Mine ben begyndte langsomt at ryste og min fars hænder løftede sig langsommere og langsommere indtil de var i min hoved højde.

"Jeg lyver ikke far, du kender slet ikke situationen" min skælvende kommentar hjalp ikke, for igen fik jeg en stor knyttet hånd lige i hovedet, og igen fløj jeg tilbage, denne gang endte jeg bare med at stå op af Luke.

"Du står og slår på din datter, hvad går der af dig?" Jeg kunne mærke Luke's hjerte slag, det bankede hurtigt, hans stemme udstødte had og raseri. Jeg vidste bare at det her ikke ville ende godt, og at Luke nok ville komme til at se ud som mig om lidt. Med blod løbende ud af næsen, men nok uden alle tårerne.

"Bland dig uden om Blondie..!!" Far gik et skridt nærmere på os. Hans ånde gav mig kvalme, det gjorde hele ham faktisk. Hans øjne var så røde og opsvulmede og hans stemme var så ulækker, man kunne bare mærke på ham hvor ynkelig han var.

"Luke måske skulle du smutte.." Hviskede jeg til ham, og sendte ham mit mest bekymrende blik, men helt ærlig så var jeg ikke bekymret, jeg aner ikke hvorfor, men han gjorde mig tryg, jeg stod op af ham, og kunne mærke hans hjerteslag mod min ryg, det gjorde mig af en eller anden grund bare tryg.. Jeg må vel snart indrømmer for mig selv at han slet ikke vil sælge mig til en mand på en skib..

"Ikke når din far er ved at slå hovedet af dig, ved du hvad?" Han hviskede ikke ligeså lavt som mig, og hans blå øjne skinnede direkte ind i mine brune øjne.

"Han dræber mig jo ikke når jeg er hans eneste chance for penge" mumlede jeg lidt for højt, så de begge hørte det. Jeg kiggede forskrækket over min kommentar ned i gulvet, mens jeg kunne mærke hvordan min fars vrede voksede.

"Jeg ringer til politiet!" Luke's bestemte stemme gik igennem mit hoved som et ekko, hvis han gjorde det ville jeg være forældreløs, hvor skulle jeg så bo? Jeg havde ingen slægtning at bosætte mig hos, og ingen mor, jeg ville blive sendt på børnehjem, eller i plejefamilie, og jeg har altså hørt historier om plejefamilier, nej tak.

"Nej Luke, det kan du ikke, jeg har intet sted at bo så, og jeg vil altså ikke i plejefamilie eller på børnehjem" min skælvende stemme gik igennem hele rummet, og det var tydeligt at høre hvor meget jeg mente det.
Luke's hånd landte på min skulder, og jeg kiggede med bedrøvede våde øjne op i hans.

"Du kan bo hos os, indtil vi finder en løsning" jeg tænkte hans forslag igennem et par gange. Det ville nok være hyggeligt men jeg kendte jo ikke de andre, det eneste jeg vidste om dem var at den ene havde meget farvet hår, og at en anden var en af de der morgensure mennesker.
Mit langsomme nervøse nik fik ham til at tage sin telefon op af lommen, og ringe til politiet. Luke trådte tilbage til døren, og jeg gik med ham. Min far så såret over på mig, med nærmest tomme øjne, jeg kunne ikke lide hans blik så jeg kiggede ned i gulvet.

-

Efter fem min. bankede det på døren. Alles hoveder vendte sig om mod den.

"Det er politiet!" Råbte en mandelig stemme igennem den tygge træ dør. Ingen sagde noget, Luke holdte bare sin hånd stille på håndtaget.

"Hallo, det er politiet, åben op eller vi åbner den selv" jeg fældede en tåre, og Luke åbnede langsomt døren.

Ikke rettet men ændret d. 08/08-2016 xD

- Luisa-m, 2016