Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 6 - Afhøring

Emma's POV

Jeg sad bare jeg stirrede ud i luften, jeg lyttede slet ikke til hvad politimanden der sad overfor mig sagde. Det var slet ikke ham jeg koncentrerede mig om, jeg koncentrerede mig om mit spejlbillede. Jeg gloede stift på den ene tåre der lå trygt og stille på min kind, det havde den gjort de sidste 10 min. Jeg sad og gloede på mig selv, og det eneste jeg så var hvor ynkelig jeg var. Jeg var ynkelig fordi jeg ikke havde fortalt nogen om det med min far før, jeg var ynkelig fordi jeg havde så svært ved at snakke med nogen om det, men for at være ærlig var en politimand ikke lige den jeg ville fortælle min livshistorie til, jeg har noget med fremmede, jeg har det som om jeg bare skal knytte mig til dem, for jo flere omkring sig jo bedre. Jeg kan vel bare godt lide at vide at der er nogen omkring mig, og alligevel fortæller jeg ikke mine nærmeste noget. Ingen vidste hvad min far gjorde mig, det var så åndsvagt at holde det hemmeligt. Jeg tænkte mig om en ekstra gang, for at finde grunden til at jeg var mest ynkelig, og pludselig kom den frem i hovedet på mig, det mest ynkelige af det hele var at jeg sad og græd over at min far var blevet snuppet. Han havde behandlet mig som skrald siden min mor skred, hvorfor havde jeg dårlig samvittighed, han havde i den grad fortjent hans straf, han kunne hygge sig i fængslet, orange havde alligevel altid været den eneste farve der klædte ham.

"Frk. Cripps" politimandens grønne øjne borede sig ind i mine brune øjne. Han sad fuldstændig afslappet som var det her noget han oplevede vær dag.
Tøvende nikkede jeg og sendte ham mit mest overbevisende smil, for at vise at jeg havde det fint og var okay.

"Jep-" jeg kiggede på hans bryst, der sad et lille skilt hvor der med fede sorte bogstaver stod: 'Laurent'.
"Mr. Laurent" jeg prøvede at lyde så afslappet som muligt, men det var svært. Jeg vidste at Luke sad inde ved siden af i endnu et afhørings rum, jeg havde det dårligt med at have blandet ham ind i det, jeg skulle bare selv være gået hjem. Han skulle ikke have set mig sådan, af en eller anden grund føltes det pinligt at han havde set mig sådan.

"Jeg spurgte dig om noget.." De grønne øjne blev ved med at holde øjenkontakten, jeg ved ikke hvorfor men der var noget ved dem der gjorde at jeg ikke ville fjerne mine øjne fra hans.
Jeg rødmede lidt, jeg havde jo slet ikke lyttet til hvad han havde sagt, men bare siddet i mine egne tanker.

"Ja, vil du lige fortælle det igen?" Med mit mest bedene ansigt fik jeg ham til at nikke.

"Hvor længe har din far slået dig?" Spurgte han, jeg sank bare tilbage i stolen. Jeg tænkte mig godt om, det var sket mange gange, så det var svært at huske hvornår det startede, men til sidst kom jeg dog til et endeligt svar og gav ham det.

"Jo altså første gang det skete var jeg 5, han slog mig fordi jeg var stukket af hjemmefra da han og mor skændtes, og nær var blevet kørt flad som en pattegris" jeg tænkte mig om, og udstødte et lille fnis da jeg lagde mærke til hans ansigtsudtryk, mig og Sam har noget med at sige pattegris i den sammenhæng istedet for pandekage, spørg ikke hvorfor.
Han rystede bare smilende på hovedet, han måtte være en af de der gode betjente som sagtens kunne skille alvoren i jobbet fra sjoven i det.

"Og hvornår skete det anden gang?" Spurgte han med hovedet begravet i notesbogen, jeg tænkte mig godt om igen.

"Det var vel da min mor skred fra ham, dengang var jeg vist 8, og det har stået på lige siden, især når han er fuld, men også bare sådan normalt" jeg væmmes ved tanken om ham, ad. Jeg var overlykkelig for endelig at være sluppet af med ham, jeg kunne ikke beskrive hvor meget jeg hadede ham, og hvor længe jeg havde ventet på at han forsvandt fra mit liv. Først nu begynder jeg at fatte at jeg skulle have fortalt det til politiet for længe siden, men jeg var vel bange for at være alene, for ikke at have nogen som jeg kendte omkring mig. Plejefamilier havde aldrig rigtig været mig, og især ikke børnehjem, hvor man bare går og venter på den dag hvor man er gammel nok til at flygte derfra og rent faktisk begynde et liv.

"Og hvorfor har du ikke fortalt det noget før?" Ha, han kunne få det svar jeg lige havde tænkt.

"Jeg var vel bange for at være alene, for ikke at havd nogen som jeg kendte omkring mig. Plejefamilier havde aldrig rigtig været mig, og især ikke børnehjem" jeg undlod dig delen af det med flygterriet, hvem ved måske havde han været på børnehjem da han var ung, eller måske kunne han  bare godt lide dem, og man skal nok ikke blive uvenner med en politimand.

"Har din far såret dig på andre måde, du ved som.." Han hostede som tegn til at jeg bare skulle svare, så han ikke skule afslutte det hele. Jeg rystede ivrigt på hovedet og så mod døren. Luften var begyndt at blive tyk, og hvis jeg skulle være helt ærlig ville jeg bare gerne med Luke hjem, og ligge i den der dejlige store seng, med det helt fantastiske gulvtæppe.

"Godt jeg tror vi er færdige for nu" smilte han, han ville nok bare slippe for det akavede øjeblik som lige vare blevet skabt.
Jeg rejste mig hurtigt og små løb over mod døren, hvor jeg hurtigt åbnede den og hoppede ud på gangen. Luke stod få meter væk, jeg hoppede let over til ham, han sendte mig et nervøst smil, jeg gengældte det.
Lige pludselig ændrede hans ansigt sig, til et fyldt med had og afsky. Jeg vendte mig om og så på min far, som modvilligt blev ført hen mod udgangen sammen med to betjente.
Lige pludselig slog han den ene betjent, og da den anden gik til angreb vred hans hans arm om, han snuppede hurtigt den enes pistol og rettede den mod Luke, som ikke nåede at flytte sig, og derfor fik en petron lige i maven. Han faldt tungt ned på jorden, med hånden for maven.
Far blev samlet op igen, og politi folk kom hen til Luke, mens andre ringede efter en ambulance.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?

- Luisa-m, 2016