Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 21 - Undercover

Luke's POV

Fri fra krykker, endelig. Taxi scrhauføren var kørt afsted igen, med mine krykker på bagsædet. Godt nok haltede jeg stadig lidt, da jeg ikke rigtig havde vænnet mig til at gå normalt igen, men jeg ville hellere halte end gå med krykker.
Lufthavnen var propfyldt, der var mennesker overalt. Jeg trak besværligt afsted med min sorte kuffert, og prøvede at undgå at køre nogens fødder over. Med hætten trukket godt ned over hovedet og de sorte solbriller var der forhåbenligt ingen der opdagede, at det var mig Luke Hemmings der gik rundt her i lufthavnen. Misforstå mig ikke, jeg elsker alle vores fans, men jeg var igang med en mission lige nu, og den skulle fuldføres snares muligt.
Larmen omkring mig generede mig ikke. Jeg lukkede den ude og fortsatte mod mit mål, gaten. Mit mål blev dog lidt forsinket da jeg lige pludselig gik direkte ind i en person.

"Se dig dog for!-" Råbte personen. Jeg kiggede lidt ud over mine solbrillers kant. Jeg var gået direkte ind i en pige. Hendes mørkebrune næsten sorte hår sad i en stram hestehale. Hendes næsten sorte øjne så forvirrede ud. Jeg gjorde alt for ikke at stirre på hende, men hun lurede mig vist.
"Du ville nok ikke gå ind i folk, hvis du tog din hætte og solbriller af" mumlede hun utilfreds. Jeg rakte hende min hånd og hun tog overraskende nok imod den.

"Undskyld.." Sagde jeg stille da hun var kommet op på benene igen. Hun sendte mig et afslappet smil og trak så på skuldrene.

"Det er okay-" sagde hun da hun så ud til at slappe fuldstændig af igen.
"Melody Powell" sagde hun smilende og rakte mig hånden. Jeg ville helst have ungået det her, hvad nu hvis hun lige pludselig flippede ud når jeg fortalte hende mit navn. Det kunne også være at hun bare var helt rolig og ikke anede hvem jeg var, ligesom Emma. Jeg tog en beslutning og trykkede hendes hånd.

"Lucas.. Ehm..-" mere nåede jeg ikke at sige før jeg blev afbrudt.

"Omg, Luke Hemmings!" Skreg nok en hel flok, som stod bag ved mig. Jeg kunne mærke at flere i lufthavnen var begyndt at kigge på mig, pis. Mit undercover forsøg var ødelagt og missionen var nu bragt i fare.

"Pis..-" mumlede jeg. Melody så spørgende på mig. Hun havde sikkert hørt mig sige pis. Hun lignede ikke ligefrem en der vidste hvem 'Luke Hemmings' var.
"Omg hvor?" Råbte jeg med en så piget stemme jeg kunne. Melody grinede af mig. Jeg måtte prøve at lade som om jeg ikke var mig, hvilket lyder dumt, men jeg havde et fly jeg skulle nå.
Jeg kunne høre at flokken af piger grinte bag mig.

"Godt forsøgt, men du er nem at genkende" en grinene stemme skar igennem mine øre. Nu havde hun jo gjort mig nysgerrig. Hvorfor var mit undercover kostume nemt at afsløre?

"Hvorfor er jeg det? Spurgte jeg. Melody stod stadig foran mig med et totalt tandpasta smil. Jeg havde stadig hætte og solbriller på, så jeg var ret så sikker på at Melody ikke kunne se mit ansigt.

"Den måde du står på, din stemme, dit tøj og din kuffert. Du er set i lufthavnen før med den samme" svarede den samme stemme som før. Creepy, bare det at hun overhovedet lagde mærke til mig i den her store menneske mængde var utroligt. Nogle fans stalker bare for meget.

"Må vi få et billede, altså hvis du ikke har alt for travlt?" Spurgte en ny stemme. Denne her gang en lysere en, som var det en yngre pige. Melody sendte mig et spørgende blik, hun forstod tydeligvis ingen ting af det her.
Tøvende vendte jeg mig om, stadig med hætte og solbriller på. Jeg nikkede men var ret så sikker på at de ikke kunne se det for min sorte jakke, som dækkede det meste af min overkrop og min hætte, som var trukket godt ned over hovedet.

"Altså hvor man rent faktisk kan se dit ansigt" sagde en tredje. Jeg løftede stille hovedet og så over på dem. Der stod 5 piger og smilede med hver deres telefon i den ene hånd. Jeg tog sukkende og forsigtigt mine solbriller af, og lagde dem ned i min jakke lomme. To af pigerne stirrede virkelig meget på mig, sådan virkelig meget, som var det første gang de nogensinde så en person tage sine solbriller af, creepy.

"Du skuffer dem hvis du ikke trækker hætten af" hviskede Melody. Hendes hoved lå blidt på min ene skulder, så hendes mund var lige ud fra mit skjulte øre. Hvis jeg tog den af ville det hele gå i hat og briller, men hun havde ret. Jeg ville ikke skuffe mine fans, så jeg trak langsomt den sorte hætte af hovedet og smilede så et meget overbevisende falskt smil til pigerne. De hvinede alle sammen da jeg smilede, da de helt klart ikke kunne se på mig at det var et falskt smil.

"Sååååå.. Hvem vil starte?" Spurgte jeg. De hoppede alle sammen op og ned. Det var officielt, min mission var gået i vasken indtil videre. Hvis jeg ikke kom hen til gaten med det samme ville jeg ikke nå flyet, og jeg ville ikke komme hjem. Hvilket ville betyde at jeg skulle tage det næste fly til Australien og derefter klare problemerne så jeg kunne komme hjem. Den her mission blev bare længere og længere, og jeg var stærkt begyndt at tvivle på om jeg nogensinde ville fuldføre den..

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...? 
Virkelig mange tak til alle som læser med, det betyder virkelig meget for mig!

- Luisa-m, 2016