Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 17 - Sorry..

Emma's POV

Jeg kunne ikke, jeg kunne ikke forråde de folk der havde taget mig til sig, da jeg havde mest brug for det. Men jeg kunne heller ikke lyve for Sam. Min eneste ven her på skolen. Hun ville finde ud af at jeg havde løjet på et tidspunkt, og når hun gjorde det ville hun nok aldrig tilgive mig. Eller måske ville hun, men ikke med det samme, og jg havde brug for hende.
Jeg hev fat i hendes arm, og trak hende med ud af kantinen.

"Emma, hvor skal vi hen?" Spurgte en meget forvirret Sam. Jeg trak bare videre med hende. Der måtte være en måde at forklare det på, uden at afsløre for meget.
Jeg gik ud af skolens store døre, og satte i et strengt tempo hen mod et hjørne i skolegården.

"Ej se, er det ikke lille Emma der er kommet tilbage?" Jeg kunne høre Lindsey's ulækre tøse fnis bag mig. Hurtigt stoppede jeg brat op. Jeg orkede hende ikke, virkelig ikke. Hun prøvede altid at få mig ned med nakken, men det var ikke sket en eneste gang endnu.

"Orh kom nu, er du nu også for kedelig til at kigge på os? Måske vil du ikke blændes af vores gode udseende, nu hvor du intet selv har" Sagde hun. Jeg kunne mærke hvordan alle i gården var begyndt at kigge på os.

"Lindsey-" mumlede jeg sukkende. Jeg stod stadig med Sams arm i hånden, med ryggen til Lindsey, og sikkert også hendes små følgere.
"Neeej, jeg vil bare helst ikke væmmes idag, det er et nyt mål jeg har sat mig for" svarede jeg. Jeg kunne høre hvordan folk gispede omkring os. Ingen turde sige Lindsey imod, de var alle bange for hende. Jeg forstod dem simpelthen ikke. Hun kunne ikke gøre mere skade end alle andre.

"Ha sjovt heller ikke mig" fnøs hun. Jeg vidste lige hvad jeg skulle sige igen.

"Så må du hellere holde dig fra spejle" Svarede jeg igen. Sam fniste lavt. Folk havde samlet sig omkring os, de stod alle samme og stirrede med åbne munde. Det var ikke særlig tit at folk svarede Lindsey sådan igen. Men hvorfor skulle hun være bedre end alle andre? Bare fordi hendes far er rig, og er rektor på denne skole, er alle bange for hende. Jeg er ligeglad med om jeg bliver smidt ud af skolen, jeg er bare træt af hendes opførsel.

"Det her er ikke slut Cribbs, høre du mig" hvæsede hun. Jeg kunne høre hvordan hun trampede væk fra alt opmærksomheden. Folk stirrede stadig. Jeg trak Sam gennem folkemassen, og ankom endelig til mit mål, hjørnet. Sam smilede til mig. Hendes øjne var fulde af håb. Jeg tænkte mig godt om. Det skulle forklares på den helt rigtige måde.

"Okay, Sam du må love at du ikke flipper ud" sagde jeg bestemt, efter en tids stilhed hvor jeg havde tænkt. Hun nikkede ivrigt og så spændt på mig. Jeg bed mig nervøst i læben.

"Jeg har ikke sovet hjemme..-" Sagde jeg stille. Hun sendte mig sit 'jeg havde ret' blik. Det blik har jeg fået mange gange de seneste år.
"Jeg har sovet hos nogle venner..-" fortsatte jeg. Hun blev bare ved med at kigge på mig. Folk var ligeså langsomt begyndt at fordele sig rundt i gården igen.

"Hvem?" Spurgte hun mens hun sendte mig et spørgende blik. Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne jo ikke sige det til hende. Så ville jeg forråde drengene, og hvis de fandt ud af det ville de sikkert smide mig ud, hvilket ville betyde at jeg intet sted at bo havde.
Jeg tøvede og så hende ind i øjnene. Hun ventede bare spændt på at jeg svarede.

"5 Seconds of summer.." Sagde jeg ufatteligt hurtigt. Jeg tog mig hurtigt for munden. Jeg havde lige afsløret det, pis. Sam stirrede på mig med åben mund.

Efter at hun havde stirret på mig i noget tid bad hun om at få alt og vide, og jeg fortalte hende alt. Hun lovede ikke at fortælle nogen om det, hvilket lettede mit hjerte, da jeg vidste at jeg kunne stole på hende.

-

"Så du har en lille søster?" Spurgte Sam da vi stod ved vores skabe. Vi havde lige klaret sidste time og havde endelig fri. Jeg nikkede til hende og smækkede mit skab i.
"Det er bare for vildt.." Hviskede hun, mens vi gik ned af den propfyldte gang. Jeg kunne mærke hvordan flere kiggede efter os, eller nok mest mig. Mange havde oplevet det der skete i gården, og rygter spreder sig ufattelig hurtigt på skolen, så stort set alle vidste det nok. At jeg havde svaret Lindsey imod, mens folk havde hørt det. Det her ville ikke ende godt.

"Hør Sam, jeg måtte virkelig ikke fortælle det her til nogen, men jeg stoler på dig okay, så jeg tror på dig når du siger at du kan holde det hemmeligt" jeg kiggede på Sam. Hun nikkede.

"Din hemmelighed er sikker hos mig" sagde hun mens hun lagde hånden på brystet. Jeg smilte til hende.

"Tak, jeg bliver nødt til at smutte nu" sagde jeg da vi var kommet ud i skolegården. Sam nikkede og gik til venstre da vi kom ud fra skolen. Jeg gik til højre. Små vindpust fik mit hår til at flyve tilbage. Jeg skulle hjem til drengene nu. Den dårlige samvittighed kravlede op gennem mig. Tænk at jeg havde fortalt det, selvom jeg havde lovet at jeg ikke fortalte det til nogen.

-

Jeg trådte ind af de store døre, og kunne høre drengene inde i stuen. Som sædvanlig sad de og spillede fifa.

"Drenge, jeg kom til at fortælle at jeg bor hos jer til en" mumlede jeg. Jeg håbede at jeg sagde det lavt nok, så de ikke kunne høre det for deres fifa, men jeg havd desværre ikke heldet med mig. En af dem satte spillet på pause, og de stirrede allesammen på mig.

"Af hvad gjorde du?" Spurgte Ashton og sendte mig et uforståeligt blik. Calum stirrede bare på mig og Michael sendte mig et spørgende blik. Luke så ned i jorden, men jeg kunne se at han bed sig i læben. Jeg havde fundet ud af at det er noget han tit gør når han er nervøs.

"Jeg kunne ikke lyve for min bedste veninde-" sagde jeg så uskyldigt som muligt, mens jeg slog ud med armene. De stirrede allesammen med tomme ansigter på mig, undtagen Luke, som stadig så ned i gulvet.
"Is it too late now to say sorry?" Sang jeg med stille stemme, og så undskyldende på dem. Jeg ventede på deres svar. Det jeg håbede mest på var bare at de ikke smed mig ud, men hvem ved.. Måske havde jeg ødelagt alting...

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Jeg er virkelig glad for at i læser med! :3

- Luisa-m, 2016