Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 25 - Random person

Luke's POV

Jeg trådte træt ud af flyet. 21 timer var mange timer, flere end jeg orkede og havde tid til. Jeg vidste at Ben ventede på mig i lufthavnen, og at han ville køre mig hjem. Hjem, å'h gud nej. Jeg vidste allerede hvad der ventede hjemme, en gang skæld ud og skuffelse fra mor og far. Hvis det stod til mig ville jeg bare gå direkte op på mit værelse og smide mig i min seng, men som min mor altid siger: "det er forældrene der bestemmer". Hvilket hentyder til at jeg nok ikke får lov til at smide mig i min seng med det samme.

-

Ben sendte mig et stort smil da jeg trådte ud i hallen hvor han stod. Jeg gengældte det kun halvt.

"Luuuuuke" hvinede han hviskende og åbnede sine arme da jeg stod foran ham. Han lagde blidt sine arme rundt om mig og jeg gengældte det.
Jeg trak mig forsigtigt fra krammet. Ben smilede afslappet til mig og gik så ud af lufthavnen med mig i hælende. Nu gik turen hjem, jubii...

-

Da Ben åbnede hoveddøren blev jeg stående i lidt tid i bunden af den korte stentrappe der førte op til døren. Jeg havde en fornemmelse af at det her ikke ville være som når jeg kom hjem normalt, fordi de gange havde det rent faktisk været frivilligt. Det var ikke fordi jeg ikke ville se min familie, fordi det ville jeg. Men jeg ville ikke forhøres om alt muligt, og derefter få den største skæld ud ever over et eller andet. At jeg gjorde min mor skuffet sker ikke så tit, men når det sker er det ikke rart, virkelig ikke rart.

"Kommer du med ind eller hvad?" Jeg så op på Ben som stod i døren og så undrende på mig. For at være ærlig ville jeg helst ryste på hovedet og så ringe efter en taxi, som kunne køre mig ud til lufthavnen, men istedet for tog jeg det kloge valg og nikkede.
Bilturen hjem havde være forfærdelig akavet. Hverken Ben eller jeg havde sagt noget, hvilket ikke sker særlig tit, da vi for det meste altid har en masse at snakke om når vi ses. Hvilket vi sikkert også havde i bilen, der var bare ikke nogen der ville snakke. Det var heller ikke ligefrem det bedste tidspunkt at fortælle om glade nye oplevelser på.

Da jeg trådte ind i gangen nåede jeg knap nok at blinke før Jack trak mig ind i et kram, et hårdt et. En ulidelig smærte gik gennem hele min krop.

"Jack, jeg er os glad for at se dig, men det der gør en smule ondt" hostede jeg. Jack løsnede sit greb, hvilket var dejligt. Jeg krammede tilbage og trak mig så. Hurtigt bandt jeg mine snørebånd op og smed mine sko ind til siden.

"Undskyld, jeg glemte lige at.. Ja.. Du ved godt hvad jeg mener" mumlede Jack stille. Jeg sendte ham et afslappet smil.

"Ja, jeg ved godt hvad du mener, jeg glemmer det også selv nogle gange" sagde jeg. Jack sendte mig et undskyldende smil, inden han blev skubbet væk af mor som var kommet ud i gangen.

"Lad mig lige se dig!" Sagde hun hurtigt. Hun hev nærmest min jakke af og rakte den bare til Jack, som hang den på den nærmeste knage.

"Jamen, os hej til dig Mor.." Mumlede jeg, imens hun hev min t-shirt op. Et gisp forlod hendes læber da hun så på min ind forbindende mave. Længe stod hun bare og gloede på min mave, hvilket var en smule akavet. Jack var sukkende gået med et 'har ondt af dig' blik, sammen med Ben.

"Er du snart færdig med at stirre, eller skal vi stå sådan her hele dagen?" Spurgte jeg og så ned på min mor. Hun gled forsigtigt tre af sine fingre hen over forbindingen.

"Min lille dreng, se lige på dig, det er jo forfærdeligt.." Hendes triste stemme gav ekko i gangen. Med våde øjne løftede hun endelig blikket fra min mave, til mine øjne. Længe så vi bare ind i hinandens øjne, indtil at hun valgte at afbryde stilheden.

"Du må være sulten, jeg har lavet mad.." Nærmest hviskede hun, mens hun lod min t-shirt glide ned over min mave igen. Jeg nikkede og fulgte efter hende ind til spisebordet hvor Ben og Jack allerede sad. De så begge med bekymrede blikke på mig, men det ignorerede jeg.

"Hvor er far?" Spurgte jeg og så på mor, som var ved at sætte sig ned.

"Arbejde" svarede hun som var det fuldstændig ligemeget. Jeg nikkede og så ned på min tallerken. Jeg havde ikke fået noget at spise de sidste 14 timer eller noget i den retning. Men alligevel følte jeg ingen trang til mad, men nærmere til at sove. Da jeg ikke spiste noget kunne jeg høre min mor sukke.

"Er du slet ikke sulten?" Spurgte hun tøvende. Jeg så stadig ikke op fra min tallerken, men kunne alligevel mærke at alles blikke hvilede på mig.

"Ikke rigtig, men jeg er træt.. Jeg tror jeg lægger mig til at sove", med forvirrede blikke og sukkende stemmer gik jeg op på mit værelse og smed mig i sengen. Jeg hev træt min telefon op af lommen og gik ind på Twitter, hvor mit blik hurtigt fangede et opslag. En pige havde lagt et opslag op hvor der stod: 'Som om Emma Cribbs kender Luke, hun spiller jo tydeligvis bare smart får at få opmærksomhed, hvorfor skulle en så random person kende selveste Luke Hemmings?'. Selvfølgelig var der nogen der ikke troede på mig, men det der stod i det opslag var lidt ondt, så jeg skrev en kommentar på det.

@Luke5SOS: Denne random person kender mig faktisk, vent med at hate på hende før i kender hele historien..

Træt lagde jeg min nu slukkede telefon på natbordet og lukkede mine øjne i, jeg faldte med det samme i søvn. Jeg vidste godt hvad der ventede i morgen, så hvorfor ikke bare nå det så hurtigt som muligt?

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Mange tak til alle der læser med!

- Luisa-m, 2016