Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 11 - Suprise

Emma's POV

Jeg gik våd ud af bruseren og svingede det nærmeste håndklæde omkring mig. Et bad gjorde altid mine tanker klare, jeg følte mig altid klar til at gå alting imøde efter et dejligt langt bad. Der var bare fire ting jeg ikke ville gå imøde, eller faktisk personer. Michael, Calum, Ashton og især Luke. Det hele ville bare blive akavet, og de havde rent faktisk såret mine følelser da de gav mig skylden for at fansene havde fundet dem.

-

Jeg måtte indrømme at jeg havde haft bedre fødselsdage end den her. Den her fødselsdag bestod af en løbetur, et dejligt bad og kinesisk takeaway i aften. Jeg kunne jo ringe til Sam, men så skulle jeg til at forklare hende alting, og det var for at være ærlig ikke lige det jeg havde mest lyst til, og jeg havde jo lovet drengene ikke at fortælle noget om dem til nogen. Jeg elsker Sam, men jeg kender hende godt nok til at vide at hvis jeg sagde at jeg kendte dem, ville hun straks tvinge mig til at skaffe hende et møde med dem, eller os ville hun fortælle Lindsey og hendes barbie'er at jeg kendte dem, så de ville blive totalt stumme og aldrig genere os igen. Den tanke havde også strejfet mig, indtil at jeg kom i tanke om at de nok ville plage livet af mig for at få dem et møde med dem, og når de så havde fået det fordi jeg gav op, ville de bare bruge det overalt, og blive de mest populære i byen.

-

Jeg svingede mine ben op på sofabordet og tændte for fjernsynet. Normalt så jeg kun fjernsyn når jeg var totalt lost og ikke vidste hvad jeg ellers skulle lave, og det skete ikke tit. Jeg var noget frem til en konklusion, det her var verdens kedeligste fødselsdag ever.
Jeg rettede træt blikket mod fjernsynet, og skulle lige til at skifte kanal da jeg opdagede hvad der var i fjernsynet.

"Det er nu blevet offentliggjort at Luke Hemmings fra det verdens berømte band, 5 Seconds of summer, ligger på hospitalet i London. Årsagen til at han ligger der kender vi ikke, men fansene er oprevede og står i måske tusindvis ude foran hospitalet, og venter på at drengene kommer ud, da Luke er blevet udskrevet idag", de viste en video af hvis jeg skulle gætte over et tusind piger som stod og skreg ude foran det hospital jeg havde forladt for to dage siden.
"Alle er nysgerrige over hvad der skete. Og mange stiller også spørgsmål om hvem pigen som en flok fans så komme ud fra Luke's hospitalsværelse for to dage siden var" jeg sukkede højlydt da jeg så en video af mig der med besvær kom ud fra hospitalsværelset. Heldigvis kunne man ikke se mit ansigt, så ingen ville kunne gætte at det var mig, og hvis jeg var heldig ville drengene ikke offentligøre det. Jeg gad ikke blive hende den mystiske pige som forlod Luke Hemmings hospitalsværelse med tåre glidende ned af kinderne.

Jeg blev vækket fra mine tanker da fjernsynet lige pludselig begyndte at skrige. Eller det vil sige alle fansene skreg da man så 6 mennesker træde ud af hospitalets store gennemsigtige døre. Jeg skruede ned for lyden, og kiggede nærmere på de 8 personer. To af dem var muskelbundene med over tatoverede arme, to andre lignede de andre bare mere skaldede. De gik omkring fire drenge, som jeg ikke rigtig gad se på. Michael, Calum, Ashton og Luke. Luke gik med krykker, de andre drenge gik omkring ham.
De steg ind i en stor sort bil, og begyndte at køre væk, mens et par få fans løb skrigene efter bilen. Andre så skuffede ud, sikkert fordi de ikke fik af vide hvordan Luke kom til skade.

-

Sukkende slukkede jeg fjernsynet og kiggede over mod vinduet. Jeg skulle aldrig have gået ind i den gyde, så var jeg ikke blevet såret, jeg skulle bare have ringet efter en taxi, istedet for at blive kørt hjem af Luke. Så ville min far stadig være her, på min fødselsdag. Jeg skulle ikke være taget med på hospitalet, så var jeg ikke blevet beskyldt for at sladre om hvor drengene befandt sig.
Jeg besluttede mig for at prøve at glemme de sidste 7 dage så godt som muligt. Noget som muligvis ville blive en anelse svært, men jeg ville da prøve.

Med et hop stod jeg op fra sofaen. Jeg nærmede mig vinduet og åbnede det. Jeg trængte helt klart til friskt luft. En løbetur var ikke nok for mig. Jeg rettede blikket ned mod billedet som stod i vindueskarmen. Med en hurtig bevægelse tog jeg det op og kiggede ned på det. Tre mennesker, min far og en smuk kvinde som stod med baby mig i sine arme. Min mor. Jeg havde tit haft lyst til at smide det her billede ud af vinduet, men jeg vidste godt at det var fars sidste billede af mor, så jeg undlod det altid, han ville både blive sur og såret hvis jeg ødelagde det. Men nu var far her ikke længere. Jeg sukkede beslutsomt og smed langsomt det sidste billede af min mor som jeg havde ud af vinduet. Jeg fuldte det med øjnene indtil det landede hårdt på jorden, og man kunne se glasskårene ligge rundt om det. Nu ville jeg nok aldrig kunne huske hvordan min mor så ud, men jeg var ligeglad, hun kunne bare være blevet hos mig dengang.

-

Det ringede på døren og jeg trampede højlydt ud til døren. Hvis det var drengene ville jeg i den grad smække døren lige i hovedet på dem.
Med en sukkende bevægelse åbnede jeg døren. Min kæbe landte på jorden. Jeg kiggede nøje efter. Der stod en yndig dame i døren med lysebrun hud og mørkebrunt hår. Hendes mørkebrune øjne skinnede, en tåre trillede ned af hendes ene kind. Hun stod fuldstændig som på det billede jeg lige havde smidt ud af vinduet, bare med en tåre glidende ned af kinden. Hun stod også med et lille bitte barn i hænderne, som smilte som mig på billedet. Det skræmte mig lidt.
Jeg sank en ordentlig klump, og fældede en tåre.

"Mor.." Stammede jeg.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Skriv lige hvis kapitlerne er for lange :3

- Luisa-m, 2016