Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 9 - Truende fans

Emma's POV

Jeg satte forskrækket guitaren ned, og så hen på Luke. Han lignede et lille såret lam, som mest af alt bare havde brug for at sove, sove og sove. Jeg havde vist vækket ham, hvilket ikke var smart da det var det vi ikke måtte.
Hurtigt sendte jeg mit mest uskyldige og bekymrede blik jeg kunne til ham. Han så lidt overrasket ud. Måske var jeg ikke lige den han havde regnet med at se når han vågnede, altså hvis han vågnede, hvilket han til min og andres store glæde gjorde.

"Hej, Em.." Jeg afbrød ham med det samme, da jeg kom i tanke om at lægen havde sagt at hvis han vågnede, skulle vi sørge for at han ikke fik snakket, han skulle åbenbart ikke bruge for mange kræfter.

"Nej, Luke du må desværre ikke snakke, det er imod hospitalets regler. De siger at du bruger for mange kræfter hvis du snakker, så sig hej til mig på et andet tidspunkt!" Sagde jeg bestemt og smilede et hemmeligt smil, da jeg godt kunne høre hvor dumt det jeg lige havde sagt lød.
Luke grinte af mig, indtil jeg sendte ham et strengt blik, som tydeligvis skræmte ham, hvilket fik ham til at stoppe sin grinen. Det fik desværre mig til at grine, virkelig meget, og det førte videre til at han også begyndte at grine. Jeg havde svært ved at snakke, så jeg kunne ikke stoppe ham i det. Jeg tænkte slet ikke over hvor meget skæld ud jeg ville få hvis en læge kom ind, men til mit store held skete det ikke.

"Så du kan både spille guitar og synge?" Spurgte Luke, han virkede slet ikke træt længere. Han havde åbenbart hørt mig spille og synge, hvilket ikke vare meningen.

"Jeg kan spille lidt guitar, men jeg kan i den grad ikke synge" sagde jeg og så hen på den afslappede Luke som bare lå i sengen og rystede på hovedet. Han lignede en der var meget uenig.

"Ikke rigtigt, du kan sagtens begge dele, har du nogen fans, altså andre end mig?" Spurgte han og tog sig hurtigt til maven, der hvor han var blevet skudt, men da han så at jeg havde set det fjernede han hurtigt hånden, og sendte mig et 'bare glem det og svar på mit spørgsmål' blik.

"Tak" mit smil var stort, måske lidt for stort. Af en eller anden grund havde jeg det bare godt sammen med Luke. Han var sjov, nem at snakke med og altid så afslappet og god til at klare situationer.

"Min bruser er helt klart min største fan" grinte jeg sammen med Luke, som i en smug bevægelse tog sig til maven igen, han troede nok ikke at jeg så det, men det gjorde jeg.
Det bekymrede mig lidt, men han havde jo sendt mig et 'jeg er okay' blik, og jeg troede på ham.

"Så hvorfor sagde du ikke at du var i et verdenskendt band?" Spurgte jeg, mens han sendte mig et uskyldigt blik, som i den grad ikke virkede på mig.

"Ej, har drengene sladret" sagde han og kiggede ned på sine tær som stak frem nede fra bunden af dynen. Jeg nikkede bare, og han svarede på mit spørgsmål.

"Jeg kunne godt lide at være sammen med en som ikke kun var sammen med mig fordi jeg var berømt, men fordi personen rent faktisk kunne lide mig Lucas Robert Hemmings, og ikke verdenskendte Luke Hemmings. Jeg ville ikke ødelægge det ved at fortælle hvem jeg var. Men du ville jo finde ud af det på et tidspunkt, du må bare ikke være sur.." Den sidste sætningen sagde han lavt mens han igen kiggede ned på sine tær. Jeg rødmede lidt over det han sagde, det kunne jeg mærke da mine kinder begyndte at brænde lige så langsomt.

"Hvordan kan jeg være sur på en som jeg næsten fik dræbt" svarede jeg ham. Mit svar fik ham hurtigt til at kigge væk fra sine tær, og istedet kigge på mig. Hans blå øjne borede sig ind i mine brune øjne. Han åbnede munden og skulle helt sikkert lige til at sige mig imod, men han blev afbrudt af døren der blev åbnet. Calum fløj ind og så på Luke der lå med nok 9 puder bag ryggen. Luke smilte ikke til ham, jeg tror gerne at han ville have sagt det han skulle til at sige til mig.
Bag Calum kom Ashton trampende ind, han virkede lidt muggen. Til sidst kom Michael som grinede af et eller andet. De stirrede alle sammen på Luke, som i den grad ikke gengældte glæden over at se dem, lige så meget de gjorde ved ham.
Bagefter kiggede de alle tre på mig, som bare mimede 'jeg har ikke gjort noget', hvorefter jeg rejste mig for at gå ud. Jeg lod Michael's guitar blive inde hos drengene.

-

Jeg sad lidt og tænkte, over mange ting faktisk. Min far som nok ville komme ret lang tid i fængsel, efter alle hans forbrydelser. Jeg tænkte på at jeg ingen mor havde, som jeg kunne fejre min fødselsdag med. Jeg tænkte også på Sam, som ikke havde hørt fra mig i nok 5 dage. Det sidste jeg tænkte på var Luke's ansigt da han blev afbrudt af drengene, måske var han enig. Måske var han inderst inde sur på mig over at han havde fået en petron i maven. Måske bebrejdede han faktisk mig lidt.

-

Jeg rejste mig op for at gå, selvom jeg godt vidste hvor dumt og ondt det var, men helt ærligt følte jeg mig ikke særlig tilpas her mere.
Jeg gik ned af den hvide gang, da der lige pludselig kom en masse piger løbende i min retning. Efter dem kommer et par mænd i sort, som vist prøvede at stoppe dem, hvilket ikke skete, for selvom mændene var nogle store brød med tatoveringer over det hele, var der for mange piger.

"Hvor er Luke Hemmings?" Spurgte en af dem, der fik hele gruppen til at stoppe lige foran mig. Jeg kiggede over på mændene bag pigerne, de fægtede vildt med armene for at signalere at jeg ikke skulle fortælle det.

"Aner det ikke, måske på en anden etage" svarede jeg, og fik taknemmelige ansigter fra mændene der stod og samlede piger op, så de hang på hinanden over deres skuldre.

"Løgner, vi ved han er her, fortæl os det eller vi går amok" sagde en anden, jeg så forvirret ned på hende, hun var mindst 20 cm. mindre end mig, det var lige til at grine af, at hun troede hun kunne få mig ned med nakken, i hvertfald alene, hvis hun fik hjælp fra de andre piger ville de nok sagtens kunne gøre det.
Mændene bagved sukkede, imens alle sendte mig onde blikke. Jeg trak på skuldrene og spurtede så så hurtigt jeg kunne over til Luke's hospitals værelse, hover jeg hamrede døren op og forpustet sagde:
"De har fundet jer"

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?

- Luisa-m, 2016