Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 22 - Rap i kæften

Emma's POV

Jeg lagde sukkende mine bøger ind i skabet. Skole, yes, fornem ironien. Normalt havde jeg intet problem med at komme i skole, men lige nu orkede jeg det bare ikke. Ashton havde insisteret på at køre mig herhen, men jeg havde med det samme svaret nej, da jeg kendte ham godt nok til at vide at han ville holde en eller anden faderlig præken om hvordan det er at være venner med verdens kendte pop rock stjerner. Spar mig.
Efter Luke var kørt væk i en taxi havde huset været fuldstændig stille. Hvilket ikke sker så tit i deres hus. Måske var det chokket over hvad Luke havde svaret tilbage med da vi allesammen var inde i musikrummet: "Jeg ved godt at vi er i et band, er bedste venner og deler alting med hinanden og sådan, men nogle ting vil jeg altså gerne holde for mig selv..!" Det var det han sagde mens han kiggede Calum koldt op i øjnene. Hvem der havde tisset på hans sukkermader fandt vi aldrig ud af, for han skred ud af rummet direkte efter det.

"Emma!" Mit navn gik gennem gangen som et ekko. Sam kom hen mod mig. For at være ærlig havde jeg ikke snakket med hende siden den dag jeg havde fortalt hende alt.
Da hun stod ved siden af mig kunne jeg se at hun smilte til mig i øjenkrogen. Jeg var ikke i snakke humør.

"Hej Sam, jeg er ke-" min sætning blev afbrudt af mit skab som blev smækket hårdt i. Jeg kiggede forskrækket op i Lindsey's blå øjne. Selvfølgelig, som hun sagde sidst vi havde snakket var det her jo ikke slut endnu. Hun kunne bare komme an.

"Ej se, er det ikke taber et og taber to, som vi har her" grinte hun med sit skingre grin. Et suk forlod min mund.

"Så står du jo ik' helt alene" svarede jeg flabet igen. Hendes blik borede sig ind i mit. Folk var lige så stille begyndt at samle sig omkring os. Alle der stod i miles omkreds havde hørt hvad jeg svarede igen. Nogle få stod endda og filmede det.

"Nogen er vist lidt rap i kæften idag" sagde hun og smilede nærmest stolt af sig selv over sin kommentar.

"Lindsey stop med at snakke i 3' person om dig selv, det er frustrerende" svarede jeg spydigt tilbage. Folk omkring os gispede alle sammen. Lindsey så virkelig surt på mig. I et hurtigt og hårdt tag hev hun min taske fra mig og vendte den på hovedet så alle mine ting faldt ud af den. Smart ikke at lyne den..

"Jeg har altid været nysgerrig over hvilke ting en taber som dig går og bære rundt på" smilede hun.

"Jamen så er jeg da glad for at stille din nysgerrighed" mumlede jeg, lige højt nok til at de fleste kunne høre det. Lindsey fniste og begyndte at rode rundt i alle mine ting, som lå nede på det kolde beskidte skolegulv.
Hun grinte mens hun en efter en løftede alle mine ting op og studerede dem. Ingen folk havde flyttet sig. De stirrede på mig og Lindsey som var det ugens nyeste afsnit af deres ynglingserie der blev sendt i fjernsynet.
Lige pludselig stoppede hun med at grine da hun kiggede på min telefon. Jeg kiggede undrende ned på hende.

"Hvem er Luke?-" Spurgte hun mens hun rejste sig op fra at have siddet på hug. Jeg svarede ikke men kiggede bare irriteret på hende. Da jeg ikke svarede kunne jeg høre lyden af min telefon der tændtes. Hvor dumt er det lige ikke at havde kode på? Meget dumt!
"Omg..-" Sagde hun stille. Hendes mund stod åben. Som ventede hun på at nogen puttede noget mad ind i den.
"Du kender squ' da ikke Luke Hemmings" udbrød hun. Jeg rakte hurtigt ud efter min telefon og til mit store held fik jeg den, da Lindsey stadig stod med åben mund og tænkte over tingene.
Jeg kiggede ned på den lyse skærm og kunne se at hun havde været inde på mig og Luke's beskeder.
Hurtigt var jeg nede i bundne af vores beskeder og så på den nyeste.

Luke: Em, hjælp. Mit undercover look blev afsløret af nogle fans. Jeg nåede ikke mit fly fordi jeg skulle tage billeder med dem, fedt... O.o

Lindsey stod stadig med åben mund. Jeg svarede hurtigt tilbage da beskeden ikke var så gammel.

Mig: Hvordan kan jeg hjælpe agent 007? xD

Hurtigt lod jeg min telefon glide ned i min baglomme på mine cowboybukser. Ups, det hele var afsløret nu. Det var filmet da Lindsey opdagede at jeg kendte Luke.
Hurtigt samlede jeg alle mine ting op, og smed dem ned i min taske. Jeg maste mig hårdt gennem den efterhånden store menneskemængde, og hev min mobil op af lommen igen da jeg stod i skolegården. Hurtigt gik jeg ind i min telefonbog og trykkede på 'Calum'. Han tog den med det samme.

-Indgående opkald-

"Hej, det er Calum.. Ehm nej jeg mener det er.. Ehm Phil-" Calum's forvirrede stemme gik gennem røret. Jeg grinte af ham.

"Det er bare mig Calum" svarede jeg. Jeg kunne høre Calum puste ud i den anden ende.

"What's up?" Spurgte han.

"Jeg har kvajet i det, igen.." Sagde jeg stille. Der var fuldkommen stille i den anden ende, indtil at Calum endelig sagde noget...

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Virkelig mange tak til alle som læser med, det betyder virkelig meget for mig!

- Luisa-m, 2016