Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 28 - :@)

Luke's POV

Efter at have siddet i et skjult hjørne i små 3 timer bestemte jeg mig for at tage hjem igen. De nærmest over hundrede opkald og sms'er fra min familie havde irriteret mig i lang tid nu, og hvis jeg hørte min ringetone en gang til ville jeg nok smide min telefon ind i det nærmeste og hårdeste jeg så.
Jeg rejste mig besværligt op fra græsset med min guitar og notesbog i den ene hånd, og min telefon i den anden. En brummende lyd fik mig til at standse på vej ud af parken. Hurtigt åbnede jeg min telefon og læste beskeden.

Emma: Luuuuuuke, kom hjeeeeeeeem! Drengene driver mig til vanvid, kan altså ikke vente to dage eller sådan noget på at du kommer hjem, savner dig! :-((
Det overraskede mig ikke at hun ikke kunne klare drengene længere, de kunne være ret så irriterende nogen gange, og de kan i den grad drive en til vanvid, meeen jeg elsker dem alligevel. At hun savnede mig overraskede mig en smule, men whatever, det var sødt at hun savnede mig, og jeg indrømmer gerne at jeg også savnede hende en smule, en smule.

Mig: Kommer hurtigere end forventet! xD

Emma: Perf!
Savner du slet ik' mig, her er man så sød at skrive at man savner dig, og hvad får man tilbage, fire ord og en glad smiley.. (Pige sur!) :'-(

Mig: Du fik os et udråbstegn? ;-)

Emma: Hvor er du dog irriterende.. o.o

Mig: Ej, savner os dig Em!

Emma: I knew it! Vidste at du ikke kunne leve uden mig Laks!

Mig: Laks?

Emma: Stavekontrol.. o..o

Mig: Yeah right xD

Da jeg kiggede op fra min telefon igen stod jeg foran min dør. Inde bag døren kunne jeg høre nogen råbe. Jeg åbnede lydløst døren og stillede mig op af væggen i spisestuen, så jeg kunne høre hvad der blev sagt i køkkenet uden at blive opdaget.

"I kan squ' da ikke bare styre hans liv sådan, fat dog at han kan passe sig selv. I skræmte ham væk, i er hans forældre det er meningen at i skal støtte ham, ikke det modsatte. Hvem ved hvor han er nu? Han har været væk i 3 timer, hvis vi finder ham på hospitalet kørt ned af en lastbil fordi han var fuld så gir' jeg jer skylden", jeg kunne tydeligt høre på den høje stemme at det var Jack. Forsigtigt kiggede jeg ind i køkkenet, men til mit store uheld så mor mig.

"Luke, hvor har du dog været?" Min mors bekymrende men rasende stemme fyldte køkkenet hvor de alle stod, røde i ansigtet. Jack og Ben stod ved siden af hinanden, og far og mor overfor dem. Det var tydeligt at Ben var på Jack's side, hvilket gjorde mig glad.

"Årh, du ved, på forskellige barer, hos tatovøren, vil i se min nye tatovering, den er lige her" jeg begyndte at hive op i mit ene bukseben.

"Haha, morsomt. Hvorfor stak du af?" Jeg lod mit bukseben glide ned over mit ben igen og kiggede min mor direkte ind i øjnene.

"Frihed, jeg stak af for at få frihed, for at komme væk fra jer, by the way så tager jeg tilbage til London senere..", min mors ansigts udtryk ændrede sig fra rasende og bekymret til såret og flov.

"Hvorfor forlader du os igen?" Spurgte min far. Jeg kiggede undskyldende over på ham.

"Hvorfor skulle jeg blive, i skælder mig jo kun ud. Desuden har jeg venner i London som jeg faktisk savner.." Svarede jeg.

"Savner du aldrig os?", denne gang kiggede jeg over på Ben. Jeg sendte ham et afslappet smil.

"Jo, jeg savner jer tit, men jeg har faktisk en koncert og et interview snart, så det ville være smart at komme tilbage snarest muligt", alles blikke var rettet mod gulvet.

"Undskyld Lucas, undskyld at vi var så hårde ved dig, undskyld for alle de ting vi sagde, selvfølgelig vil vi ikke have at du stopper i bandet, vi elsker at se dig glad, vi er bare bekymrede. Bare tag tilbage, jeg stoler på dig", jeg så med et meget overrasket blik på min mor. Få tåre trillede ned at hendes kinder, jeg gik hen og slog armene om hende, hun gengældte med det samme mit kram. En høj hulken kunne høres i hele køkkenet, og min skulder var efterhånden ret våd, med det var ligemeget.

"Det er okay mor!" Sagde jeg roligt mens jeg kørte hånden op og ned af hendes ryg. Jeg stod og gjorde det indtil at hulkende stoppede og jeg kunne høre at hendes vejrtrækning var normal igen.

"Vi er stolte af dig Lucas, husk det" smilede min far. Jeg gav ham et kram og løb ovenpå for at pakke mine ting igen. Det mor havde sagt havde overrasket mig en del, men jeg var taknemmelig for det hun havde sagt, og det samme med det min far havde sagt. De vidste ikke hvor meget det betød for mig at de var stolte af mig, virkelig ikke. Da jeg skulle til at putte min telefon ned i baglommen brummede den, jeg hev den op og læste beskeden.

Emma: Hvordan gik det i øvrigt med dine såkaldte "familie problemer?" :@)
Jeg grinede lidt over hendes valg af smiley og svarede så.

Mig: Af pommern til, i starten, men det er ordnet nu, derfor kommer jeg hurtigere hjem! :-))

Emma: Lyder fint? Whatever, har lært Calum at lave spaghetti i kødsovs, var stolt af ham, indtil at han brændte den på, og vi måtte bestille pizza, igen :'-0

Mig: Ahahaha, ser Calum's undskyldende ansigt for mig mens han prøver at slukke brandalarmen, lmao xD

Emma: Tror min trommehinde sprang :-/

Mig: Ved hvor du kan få høreapparater? ;x

Emma: Haha, lol (ikke sjovt!)

Jeg lagde min mobil i min lomme og lynede min kuffert, London håber du har savnet mig, for nu kommer jeg tilbage.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Lmao = Laugh my ass out
Lol = Laughing out loud

- Luisa-m, 2016