Os to (feat Marcus og Martinus)

Hvorfor skal jeg miste jer?💔

Martinus synsvinkel
Kan Maria spille klaver? Jeg blev overrasket. Hun er jo god. Og hendes stemme. Wow. "Jeg vidste ikke at du kunne spille klaver" sagde jeg. "Jeg kan spille lidt. Jeg har gået til klaver i ret lang tid. Da vi boede i Danmark" svarede Maria. Jeg var overrasket. Jeg kan jo ikke spille lige så meget som hende. Vi gik ind på hendes værelse. "Spiller du også guitar" spurgte jeg. "Ja min fætter lærte mig at spille" svarede hun.

Marias synsvinkel
Jeg skal vise Martinus hvad jeg kan. Han skal se hvad jeg kan. Jeg ved han kan synge og spille fodbold. Nu skal han høre mig ordenligt. "Martinus du skal høre mig synge og spille nu" sagde jeg. Jeg trak ham ind i musik rummet. Jeg fandt en mikrofon. Jeg tog den med hen til klaveret og satte mig ned. Jeg spillede sangen "dancing On my own" Da jeg var færdig havde jeg tårer i øjne. Jeg følte at ingen forstod mig. Jeg ved bare ikke hvorfor. Martinus krammede mig. Det var det bedste kram. Min telefon ringende. Jeg så det var fra hospitalet. Jeg undrede mig meget. Hvor er mor. Hun har ikke været hjemme i to dage. Jeg tog telefonen.

H:Hostpitalet M:Maria

H:Er det her kristinas datter?
M:Ja det er det.
H:Hej du snakker med Kristian. Jeg er overlæge. Jeg sidder her med Kristina. Hun har været med i et trafik uheld og hun overlever ikke.
M:H......ha....har hun været med i en ulykke?
H:Ja en spritbilist kørte ud for rød og kørte ind i din mor. Hun overlever ikke. Det jeg rigtig ked af.

Samtale slut

Det kan ikke passe. Min mor må ikke være død. Jeg løb ud af rummet. Martinus fulgte efter mig. Jeg løb ind til Nicolai. "Maria hvad er der galt" spurgte Nicolai bekymret. "M....mo...mor e er død" sagde jeg græde færdig. "Maria hvad snakker du om?" Spurgte Nicolai. "Der var en læge som ringede og sagde det. Han sagde at mor havde været med i en ulykke. En spritbilist kørte ind i hende" svarede jeg. Martinus gik over og krammede mig bagfra. Han gav mit lidt tryghed. "Maria du bliver nød til at tage med mig tilbage til Danmark. Du kan ikke bo her alene" sagde Nicolai. "Nej det vil jeg ikke. Jeg vil bo her" sagde jeg med en hård stemme. "Maria det kan du altså ikke" sagde Nicolai. Jeg løb ind på værelset. Smækkede døren. Smed mig i sengen. Hvorfor skal alle gå fra mig nu. Min far, Emma og nu min mor. Jeg kan ikke klare det. Jeg hørte Nicolai og Martinus snakke sammen om det. Så jeg løb ned og tog mine sko på. Jeg åbnede døren. Jeg var lige gået ud. Men lige der på kantstenen sidder Oliver og Karoline. Karoline ser mig. Jeg er helt rød i hovedet. Jeg havde jo grædt. "Maria jeg skal fortælle dig noget" sagde Karoline. Jeg nikkede bare. Hvis det er dårligt nyt kan jeg ikke klare det. "Eva er død. Hun døde af kræft. Hun fik det pludselig. Det overtog hende. Hun kunne ikke klare det mere" sagde Karoline og fik tårer i øjne. Jeg begyndte bare at græde mere. "Hvorfor skal alle også dø nu" spurgte jeg. Oliver kiggede underligt på mig og spurgte "Maria hvad snakker du om?" "Min far, Emma, min mor og nu Eva. Alle er gået fra mig" jeg græd højt. Jeg mærkede to hænder omkring mig. "Maria vi klare det sammen" hviskede Martinus i mit øre. Jeg blev overrasket men jeg græd stadig. Jeg gik over og krammede Karoline. Vi græd meget. Indtil hun skulle hjem. Jeg sagde farvel og gik inden for. Jeg gik ovenpå. Jeg skriftede til løbetøj. Jeg ville bare ud og løbe det lidt væk. "Martinus vil du med ud og løbe?" Spurgte jeg. "Ja men jeg skal over og skifte hvis det er" svarede han. Jeg nikkede. Vi gik over til hans hus. Jeg stod ude i gangen og ventede på ham. Ligepludselig kom Marcus ned. Han kiggede på mig. "Er der noget galt?" Spurgte han. Han gik over for at kramme mig. Jeg krammede hurtigt og gik ud af krammet. "Min mor" jeg begyndte at græde igen. "Min mor døde i en ulykke i dag" sagde jeg. Martinus kom ned. "Vi tager lige ud og løber" sagde Martinus. Vi gik ud af døren og løb.
----------------------------------------------
Hej alle sammen. Jeg kan ikke skrive et kapitel da jeg skal til en konfirmation. Hvad synes i om historien indtil videre.