A boy like him

II - Hvad er chancen?

Jeg havde lige facetimet med mine forældre i en halv time og ellers bare dovnet den af, så nu ville jeg fortage mig noget konstruktivt.

Sagen var den, at begge mine forældre var advokater - hvilket betød, at de arbejdede og rejste meget. Lige nu var de i Phoenix, og havde en sag kørende der.

Da jeg ikke gad klæde om i fitness, tog jeg mit træningstøj på hjemmefra. Det var ikke fordi, jeg havde brug for at tabe mig overhovedet. Mine ønsker var bare, at få en mere markeret mave, få trænet min numse og ellers bare nogle små basale ting.

Efter at have pakket mit fitness grej - bestående af et håndklæde og en vandflaske - valgte jeg at tage afsted. Da der ikke var så langt, kunne jeg lige så godt gå.

Grå skyer havde overtaget himlen, så det skulle ikke undre mig hvis det begyndte at regne. Det var meget sjældent at der regnede særligt meget her i Scottsdale, da vi boede i den sydlige del af Arizona - hvilket jeg også var glad for, da jeg klart foretrak sol fremfor regn.

Efter noget tid nåede jeg fitnesscenteret, heldigvis uden at møde snærten af regn på vejen. Da jeg trådte indenfor gik jeg målrettet op til en maskine og tjekkede ind, med mit fitnesskort. Derefter gik jeg igennem omklædningsrummet, for at komme ind i centerlokalet.

Jeg kiggede rundt, for at finde noget at tage mig til, da jeg fik øje på fyren fra tideligere. Okay, jeg ejede jo ligefrem ikke fitnesscenteret, så jeg kunne ikke forbyde ham at være her - men come on, to gange på en dag? Hvad er chancen?

Upåvirket af tanken om, at min næsten-'drabsmand' var her, gik jeg over til et løbebånd og smed min taske ved siden af. Derefter tog jeg en tår af min vandflaske, satte den ind i kopholderen på maskinen og trådte op på den. Jeg nåede dog ikke, at trykke 'start', da jeg blev hivet ned på jorden igen. Forundrende vendte jeg mig om, og blev mødt af et par blågrønne øjne. "Du kunne da godt have sagt hej," sagde han med et smil. "Jeg så dig ikke, desuden kan du ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre!" Svarede jeg og slog ud med armene. "Rolig tiger," sagde han med hans irriterende, - men i virkeligheden charmerende - britiske accent. "Hvis du vil have mig undskyldt, så kom jeg faktisk, for at træne," svarede jeg og trådte op på maskinen igen, hvorefter jeg tog musik i ørene og gik igang.

—

Helt forpustet gik jeg ud af omklædningsrummet, efter at have trænet i et par timer. Luften lagde sig som et tyndt lag på min svedige krop, da jeg kom udenfor. Jeg åndede hårdt ud og satte min taske ned på asfalten, for at få en tår vand. "Hey smukke," hørte jeg en stemme sige bag mig. "Årh, ikke dig igen," mumlede jeg træt og tog mig til hovedet. "Jeg fik sletter ikke fortalt mit navn. Wyatt." Introducerede han sig som. Navnet passede overraskende godt til ham, jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på, hvorfor. "Sadie," svarede jeg og prøvede at virke så ligeglad med hans eksistens som muligt. "Sadie," gentog han med et smil -"Vil du have et lift?" Spurgte han og refererede til motorcyklen, der stod op af muren lidt længere væk. Hvordan kunne han overhovedet spørge? Aldrig i mit liv skulle jeg have et lift på den dødsmaskine. "Um.. lad mig lige tænke. Nej!" Svarede jeg sarkastisk og svingede min taske op på skulderen, for så at gå. "Rart at møde dig, vi ses nok, Sadie," råbte han efter mig. Det skulle han ikke regne med.