A boy like him

XXIV - Huh?

Det var ikke for at afvise ham, men jeg skubbede ham væk fra mig. "Wyatt jeg kan ikke..," mumlede jeg og så ned i jorden. Jeg kunne ane hans forvirring, da han løftede min hage op, med sine fingre. Han tvang mig til at kigge ind i hans øjne, og det gjorde jeg. "Det er ikke fair af mig," prøvede jeg. Hvorfor skulle jeg altid havne i sådan noget her? Ja, jeg kunne lide Wyatt - In fact, det knuste mig da jeg så ham og den anden pige sammen. Men lige nu ventede Tyler på mig hjemme. Tyler, som havde fløjet helt fra Los Angeles til lille Scottsdale, bare for at besøge mig. Det var slet ikke meningen, at jonglere med to fyre på den måde. Jeg måtte se at tage mig sammen. "Sadie, giv mig en chance," sagde han med et ulæseligt ansigt. Tøvende bed jeg mig i læben, for ikke at bryde ud i et smil. Uden at sige et ord, trak han mig ind i sine arme. Jeg skulle til at bryde krammet, men det føltes så betryggende. "Men Wyatt..," mumlede jeg ind i hans bryst i en trist tone. "Shh, lad os bare lige være i øjeblikket," hviskede han et i mit øre med hans varme ånde, hvilket kildede. Jeg sagde ikke mere, men lukkede bare øjnene.

—

Da jeg nåede hjem, blev jeg helt lettet over, at mine forældres bil ikke stod i indkørslen. Det var med en falsk facade, at jeg kom Tyler i møde. For selvom jeg udstrålede glæde, var det ikke på grund af ham - det skyldtes alt sammen Wyatt, hvilket gjorde mig trist til mode indeni.

"Hej søde, jeg har ventet på dig," sagde Tyler, da jeg kom ind i mit værelse. Han lå på min seng, med benene op af væggen og hovedet nedad. "Ej du må virkelig undskylde, at du har skulle kede dig hele dagen," sagde jeg med en sørgmodig tone. Tyler satte sig ordentligt op og så overrasket på mig, grundet mit humør. "Nurh, det var ikke din skyld, du skal jo passe din skole," sagde han med sympati og lagde hovedet på skrå. Han opfattede nok det hele, som om jeg var ked af det på grund af dét. Men det var for sent, og jeg var fuldstændig ligeglad. Mine ben gav op, så jeg faldt ned på knæ. Tyler rejste sig chokeret og satte sig overfor mig, helt uvidende om mit pludselige udfald. Det var yderst cringe, men jeg græd - græd over min kærlighed til Wyatt, og at jeg ikke kunne håndtere det.

"Shh..," hviskede Tyler beroligende. Jeg snøftede og så op på ham med våde øjne. "Fortæl så," sagde han med en blød stemme. "Du må ikke tro, at jeg ikke holder af dig. For det gør jeg, men..," min stemme knækkede. "-Dit hjerte tilhører Willy," færdiggjorde han min sætning, og fjernede noget af mit hår, der havde klisteret sig fast på mine våde kinder. "Wyatt," rettede jeg ham med et lille grin. Han smilede kort over mit smil. "Jeg tænkte det nok," sagde han stille. "Huh?" Spurgte jeg forvirret og tørrede mine øjne, med mit ærme. "Den måde I kiggede på hinanden," uddybede han og sugede læberne ind. "Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg elsker ham," erkendte jeg, lidt chokeret over det forlod min mund. Det var første gang, jeg havde sagt det højt. Helt ærligt, så tror jeg ikke jeg vidste det før nu. "Hvad venter du så på?" Spurgte Tyler og rejste sig op fra gulvet. Jeg så på ham med et hævet bryn, efter han havde hjulpet mig op at stå. "Find ham," gentog han og lagde hænderne i lommen. "Er du sikker? Jeg kan da ikke bare forlade dig, når du er rejst så langt," svarede jeg spørgende, selvom alt inde i mig brændte for at holde om Wyatt, og fortælle ham, at jeg elsker ham. "Argh, jeg klarer mig," sagde han med et lille smil og viftede med hånden, som tegn på at jeg skulle stikke af. Jeg fremviste et stort smil, hvorefter jeg krammede ham og forsvandt ud af værelset.