A boy like him

V - Skæbnen er McDonalds

Denne her dag skulle bare glemmes fuldstændig, Wyatt var bare så dum! Dumme dreng, årh.

Da jeg kom hjem tog jeg et langt bad, som virkelig var det jeg havde brug for. Lilly havde lagt en masse beskeder om, at hun var ked af, at Josh og hende blev væk fra mig. Jeg var også ked af den grund, meget ked af det! Hundehoveder, de skulle sørge for jeg ikke gjorde noget slemt - det var trods alt dem der havde drukket mig under bordet. Dog havde jeg forsikret Lilly om, at jeg var okay og at vi snart skulle finde en dag sammen.

I dag var sidste dag, hvor jeg var alene hjemme. Mine forældre kom hjem i en uge cirka, hvor de så skulle afsted igen - men denne gang, skulle jeg med. De måtte trods alt savne deres syttenårige datters selskab meget. Eller noget..

Selvom jeg ikke var så meget for at indrømme det, havde jeg haft tømmermænd det meste af dagen. Det jeg havde cravet gevaldigt var Mcdonalds mad, selvom det ikke var noget jeg spiste normalt. Én gang i lang tid kunne ikke skade, I mean, jeg kunne sagtens træne lidt ekstra næste gang. Right? Så det var der jeg skulle hen nu.

Klokken var deromkring syv, så der var lidt mørkt udenfor nu det var januarmåned. På vej ud af døren fik jeg trukket en sort hættetrøje over hovedet, så jeg ikke ville fryse. Derefter gik jeg den lange tur ned til McDonalds, bare for at få en eller anden kaloriefyldt burger. En varm duft fyldte mine næseborer i det jeg kom ind, hvilket gjorde mig endnu sultenere. Nu skulle jeg bare bestille og så hjem med det samme, for at æde og se netflix i min dyne. Mit rette ellement.

"Hej, jeg skal bare have en McChicken, mellem fritter og en chokolademilkshake," sagde jeg med et smil, som blev gengældt af manden ved kassen. Derefter betalte jeg og stod nu og ventede på min ordre.

Pludselig åbnede døren i den anden ende, hvor mine øjnede landede på personen af ren refleks. Jeg tøvede og så alle andre steder hen, end ham der viste sig at være Hector. Heldigvis modtog jeg nu min mad. Good timing, det kunne ikke gå for hurtigt med at komme ud herfra.

"Sadie?" Spurgte han, da jeg gik direkte forbi ham. Oh noller! "Hej Hector," svarede jeg med et falsk smil. Han kiggede ned på min madpose og så hen på mig. "Hey, vil du spise med mig og Wyatt?" Spurgte han og kløede sig i nakken. "Wyatt er her også, huh," spurgte jeg om, men det lød mere som en konstantering. Hector nikkede bare, han ventede vidst stadig på svar. "Argh, jeg ved ikke..," mumlede jeg. "Jo da, hvad er bedre end vores selskab?" Min seng, mhm. "Vi ses udenfor, ikke?" Sagde han bestemt, men inden jeg nåede at svare imod, var han gået op til kassen.

Med tanken om, at jeg bare ville snige mig væk, gik jeg udenfor. Wyatt stod rigtig nok op af muren og ventede. "Oh my lanta, du køre motorcykel og ryger. Er du bandemedlem, eller hvad?" Spurgte jeg og så på ham. Han blev overrasket da han så mig, og klukkede. "Ikke helt, smukke," svarede han og tog en pakke op af lommen, som en spørgen om jeg ville have. "Umm nej tak, ved du lige hvor stor chancen er, for at få kræft?" Sprugte jeg og trippede lidt på fødderne. Wyatt træk på skulderne og skrottede så sin smøg. "Er det min tur, til at spørge om du følger efter?" Spurgte han og smilede. "Meget morsomt, men jeg var her teknisk set først," svarede jeg. Gud, hvor lød jeg som en nørd - Morsomt, teknisk set. Jeg slog mig selv hårdt i hovedet mentalt, over hvor pinlig jeg var.

"Det er vel bare skæbnen der føre os sammen hele tiden, tror du ikke?" Spurgte han og kom tættere på. Jeg havde helt lyst til at sætte mine hænder i hans pjuskede hår. "Tro på det. Jeg smutter, vi ses vel snart," mumlede jeg og rullede øjne. I et kort sekund flakkede mine øjne ned på hans fyldige læber, og jeg sværger, i det lille nanosekund havde jeg bare lyst til at kysse ham. Da jeg så kiggede op igen, så han mistænksomt på mig. Mon man kunne se min lyst til ham? Hvor kunne jeg bare godt rive hans tøj af, så hans veltrænede krop kom til syne og bare.. stop Sadie, væk med de beskidte tanker!

"Du står her stadig, du vil have, at jeg siger, du skal blive," sagde Wyatt nærmest stolt over, at kunne læse kropssproget på en pige. "Nej, farvel," svarede jeg med et hævet bryn og gik så et stykke, før jeg blev hevet tilbage ind i Wyatts arme. "Hvad har du gang I? Psykopat man!" Udbrød jeg, men blev stoppet af hans læber mod mine. Han holdte mig om livet og trak mig helt ind til hans krop, så jeg følte mig helt tryg. Det tog mig noget tid, før jeg fik registreret hvad der skete i min hjerne. Wyatts tunge kunne mærkes i min mund, indtil jeg gav lov. Det føltes sletter ikke som et kys, snarere som om vi blev en del af hinanden. Situationen var så intens og dejlig, at jeg ikke kunne trække mig. Kunne jeg lide Wyatt?