A boy like him

XIX - Et enkelt glimt

Okay, du kan godt.. Sadie, gå ind!

Right now stod jeg ude foran Wyatts hus og tog mig mod til, at banke på. Intet var akavet med Wyatt, men en hel del pinligt.

"Kommer du ind, elle har du brug for lidt mere tid til at filosofere?" Spurgte en stemme, der fik mig ud af mine tanker. "Stalker du mig?" Jokede jeg og så skarpt på Cody, der stod i døren. "Yup. Det var slet ikke fordi jeg så dig i døren," svarede han og klukkede kort. Det var en glasdør, argh Sadie.. Dit paphovede.

Jeg trådte lidt nærmere, da Cody lod mig komme indenfor. "Wyatt er vidst på sit værelse, men du kender jo vejen efterhånden," fortalte han, da vi sammen gik ind i stuen. Hector kom gående i mod mig, men stoppede brat op da han fik øje på mig. "Hv-a.. Hvad laver du her..," prøvede han at fremstamme stille, han lignede nærmest et spøgelse i ansigtet. "Er du helt okay, makker?" Flækkede Cody af grin, indtil Hector sendte et blik af hentydning i hans retning. Okay, var det bare mig, eller foregik der noget lummert jeg ikke måtte vide? "Jeg tror faktisk ikke Wyatt er ledig i øjeblikket, men jeg skal nok fortælle du var her," sagde Cody hurtigt og rømmede sig. Hell nah, om jeg skulle gå. Vi havde en aftale, så måtte han også holde den. "Drenge," mumlede jeg rystende på hovedet og gik forbi. Jeg vendte mig om en enkelt gang, men så bare dem begge stå akavet og kigge ned i jorden. Woaw, der var virkelig noget mærkeligt på færde.

Lyde kunne straks høres, da jeg nærmede mig Wyatts værelse. Inderst inde vidste jeg var der lige var sket, men jeg måtte se det med mine egne øjne. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde, men det føltes helt tomt - og så alligevel ikke. Hele min krop skreg emotions. Jeg slikkede mig på mine tørre læber, og trak forsigtigt ned i håndtaget. Et enkelt glimt af Wyatts svedige krop banket op mod en brunette, var alt hvad der skulle til. Jeg lukkede døren igen og styrtede ud mod udgangen, Cody og Hector så efter mig. De havde ondt af mig. Freaking om jeg manglede deres sympati, over for Wyatts ligegyldige handlinger.

Det sidste jeg kunne høre, inden jeg nåede ud på gaden, var Wyatt der råbte mit navn. Hah, som om jeg ville have noget at gøre med ham. Tårerne kunne mærkes at presse på, men jeg nægtede at græde over Wyatt. Han betød ingenting for mig, det havde han aldrig gjort. Måske sad jeg bare fast i en illusion om, at den eneste fyr der gav mig bare lidt opmærksomhed, skulle være min. God, hvorfor skulle jeg være sådan?

Jeg gik i en voldsom fart, under gadelygterne der skærmede igennem tågen. Man kunne intet se næsten, men jeg var ligeglad. Ligeglad med alt faktisk. Pludselig standsede mine ben, som om jeg mine fødder blev forplantet i fortovet. Jeg stod som helt forfrossent og stirrede håbløst op på stjernerne, jeg ikke kunne se, men vidste var der. Uden jeg havde lagt mærke til det, silede mine varme og saltede tåre ned ad mine kinder. Jeg græd - jeg græd krahfteddeme. Kunne man være mere pathetic? Sandheden var bare, at mine følelser for ham var større end nogensinde, han måtte bare aldrig finde ud af det.

Jeg fiskede min mobil op af lommen og bed mig blidt i underlæben, i det jeg fandt Tyler på messenger. Kommer du ikke og besøger mig i weekenden? Kys, skrev jeg. Mine hænder rystede helt, da jeg havde trykket send. 100 på jeg ville fortryde det i morgen, men Sadie i dag syntes det var den helt rigtige løsning.