Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Lyset i mørket

700 reads💜☺️

Y/N P.O.V

Vi løb, nej vi spurtede.
Vi spurtede væk fra huset, med tankerne om skyggerne der enten fulgte efter os, eller gennemsøgte huset, kælder til loft.
Vi spurtede væk med vores tasker dinglende over skulderen. For at være helt ærlig, kunne jeg sagtens havde undværet min.
En følelsesmæssig blanding af frygt, had og en løst til at kæmpe imod, strømmede rundt i min krop.
Kunne vi virkelig tillade os bare at give op uden kamp? Hvad hvis vi havde efterladt nogle vigtige oplysninger, som de kunne bruge til at finde os?
Mit hoved havde ærlig talt ikke overskud til at tænke på alt dette, så som den nemme udvej, valgte jeg bare at stole på BTS.

Min vejrtrækning blev pludselig hurtigere og tungere, med tiden der gik, og jeg kunne mærke min puls stige drastigt.
Var der ikke en måde man kunne bruge elementerne på? Måske til at flyve eller sådan noget? Hvis det var muligt, havde drengene sikkert gjort det.

Vi havde fulgt den samme vej hele tiden, indtil at jeg pludselig kunne se træer for enden af den, da vejen pludselig skilte sig i to. Men i stedet for at holde til højre eller venstre, løb de bare lige ud midt ind mellem træerne.

Ville det ikke være nemmere at løbe på vejen, i stedet for den ujævne skovbund?

I det mindste virkede de ret målrettet mod et sted, hvilket var godt, for jeg havde ingen ide om hvor vi kunne tage hen.
Jeg skulle til at spørge hvor de var på vej hen, da et skrig pludselig hørtes, hvilket fik os til at standse brat op. Jeg fik kuldegysninger, ved den pludselige høje lyd. Skriget var ikke tæt på, men heller ikke langt væk.

"Du har informeret organisationen, ikke?" Spurgte Jimin, Namjoon.
"Jo, selvfølgelig" Sagde Namjoon, dog stadig med et uroligt ansigtsudtryk.
"Vi bliver nødt til at få Y/N i sikkerhed, lad os bare håbe at organisationen vil tage os af hvad end det var" Sagde Jungkook.

Jeg havde taget dette som en kort pause så at jeg måske lige kunne nå at få vejret igen.
Men før at min puls bare kom tæt på normal, satte de i løb igen.

Vent et øjeblik. Var det ikke den skov skyggerne havde jagtet mig i? Jeg kiggede til højre og genkendte med det samme stedet, også selvom det var lidt svært i løb. Lige præcis dér havde jeg stået, og kigget rædselsslagen på skyggerne, der havde stået i udkanten af den dunkle og tætte skov.

Havde jeg i virkeligheden altid boet tæt på BTS?

Mine tanker forsvandt hurtigt da jeg kom til at løbe ind i nogen, som åbenbart havde stoppet. Dette fik mig til at vælte baglæns ned på den fugtige skovbund.

"Er du okay?" Spurgte Jimin grinende, som åbenbart var ham jeg stødte ind i.
"Ja ja" Svarede jeg bare med et lille smil, og tog den hånd som han havde rakt ud, for at hjælpe mig op.

"Hvorfor stoppede i?" Spurgte jeg. Som svar, kiggede de alle bare præcis det samme sted hen.
Få meter fra os, var et sort hul med mindst to meter i diameter.
Hvad er det?!

"Det er en portal. Ingen tid til forklaring. Ikke tænkt, bare hop" Sagde Hoseok, og lavede nærmest et hovedspring ind i hulet, og forsvandt med det samme. 
Derefter hoppede Jungkook og Yoongi.
"Din tur" Sagde Seokjin, men blev afbrudt rislen gennem trækronerne. Vi så alle tilbage, og der stod mindst halvtreds af skyggerne ved udkanten af skoven, og da begyndte panikken for alvor at ramme mig.

"Skynd dig!" Råbte Taehyung nærmest, imens skyggerne satte i løb.
Nej, jeg kunne da ikke efterlade dem!
"Y/N, vi kommer lige efter dig, bare skynd dig!" Råbte Jimin, da han lagde mærke til at jeg tøvede.

Ikke tænk, bare hop

Og derefter tog jeg tilløb, og sprang ind i det sorte hul. En kvalme trængte sig ind på mig, i det sekund jeg var sprunget. Sekunder efter mærkede jeg jorden under mine føder, men faldt da mine ben ikke kunne klare at bære mig længere.

Med det samme fortrød jeg at havde sprunget. Jeg skulle havde ladet dem først. Hvad nu hvis der ville ske dem noget?!

"Er du okay?" Spurgte Hoseok, og hjalp mig op på benene.
"S-skyggerne" Var det eneste jeg kunne fremstamme. Jeg prøvede ikke engang at lægge mærke til omgivelserne. Det eneste der betød noget var at de ville hoppe i tide, før skyggerne nåede hen til dem.
Få sekunder efter hørtes der et bump, og lige bag ved mig stod Taehyung og Namjoon. De så heldigvis ikke ud til at være beskadiget.
"Er i okay? Hvor er Jimin og Seokjin?" Spurgte jeg måske lidt for hurtigt.
"De burde komme nu-" Sagde Namjoon, men blev afbrudt af et andet bump.
En lettelse skyllede hen over mig, men blev alt for hurtigt fjernet, da jeg så Jimin knæle ved siden af en bevidstløs Seokjin.
Han havde blod dryppende ned langs den venstre side af hans hoved.
Uden at tøve knælede jeg ned ved siden af Jimin, og prøvede at stoppe blødningen.

Alt det her var min skyld.

"Find flasken!" Sagde Jungkook med en rystende stemme, og de andre rev taskerne op for at finde den. Jeg gik ud fra at de hentydede til medicinen, der kunne hele sår på et øjeblik.
"V-vi hoppede d-da skyggerne kun var få m-meter fra os. Jeg tror d-de nåede at skyde en besværgelse, e-eller noget lignende" Stammede Jimin, imens han fumlede med at tjekke Seokjins puls. Jeg havde aldrig set Jimin sådan før...

"Her!" Sagde Yoongi, og kastede den lille grønne flaske over til mig. Jeg åbnede den, og hældte det nærmest udover hans dybe brede sår i panden.

Langsomt begyndte blødningen at stoppe, og såret var næsten allerede helet. Jeg kunne endelig trække vejret igen.
Vi sad eller stod alle i en cirkel omkring ham.

"Han kommer nok ikke til sig selv, før om lidt tid" Sagde Namjoon en lille smule anstrengt.
Taehyung brugte en svævebesværgelse, så vi slap for at bære ham.
Mine ben rystede under mig. Alting blev bare ved med at gå så stærkt, og det hele var min skyld.

"Hvad så med skyggerne? De skader ikke nogen andre, vel?" Spurgte jeg usikkert.

"Det håber vi ikke. Lad os bare tro at organisationen klare det, og bare rolig, skyggerne kan ikke komme igennem portalen" Svarede Yoongi beroligende, men jeg kunne se at han var mindst lige så rystet som os andre.

"Hvor er vi egentlig på vej hen?" Spurgte jeg endelig, efter lidt stilhed.
"Organisationens hovedkvarter" Svarede Hoseok.

"Vi bliver nødt til at droppe ud af skolen.
Her vil du være i meget mere sikkerhed. Vi havde ellers først tænkt os at flytte når vores far var kommet hjem" Fortsatte han.

"Det hele bliver nemmere nu"