Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Forældre

Y/N P.O.V

Vi var lige steget ind i bilen, på vej til at komme hjem fra skolen.
Den her gang var det Namjoon der kørte. Som altid stirrede jeg bare ud af vinduet

"Y/N, der er noget vi lige må fortælle dig" Sagde Namjoon.
"Okay" Svarede jeg, og kiggede fortsat ud ar vinduet.

"Du ved.... vores far kommer hjem i næste uge" Sagde han. Den sætning fik mig til at fjerne blikket fra de træer vi kørte forbi. Jeg husker ikke at de havde nævnt noget om at de havde en far? Jeg vidste ikke end gang at de var brødre.
Jeg troede at de ikke havde nogen forældre, lidt ligesom jeg. Måske er det noget de har fortalt, men så har jeg bare glemt det.
"Hvorfor har i ikke fortalt noget om at jeres forældre kommer hjem?" Spurgte jeg.
Jeg burde nok havde spurgte lidt mere forsigtigt ind til det. Jeg tror jeg kom til at ramme et ømt punkt.

"Hvorfor har du ikke fortalt noget om dine?" Spurgte Yoongi. Jeg stivnede, ligesom de havde gjordt da jeg spurgte.

Der var et minuts stilhed, før bilen stoppede. Vi var henne ved deres hus, eller burde jeg sige vores?
Alle steg ud med det samme, og gik indenfor.

~

Vi sad samlet i stuen. Nogle sad og stirrede ned i gulvet, imens andre sad og fumlede med deres fingre. Vi sad her næsten hver gang vi havde en samtale. Det var enten her, eller ved spisebordet.

Stilheden blev afbrudt da Jimin udstødte et langt suk før han sagde noget.
"Vi kan ikke lide at tale om vores far fordi vores mor er død" Sagde han.
"Hver gang vi nævner vores far spørger personen også ind til vores mor"

Jeg så ned i jorden. Jeg vidste hvordan det føltes, og derfor fyldte jeg mig skyldig at havde spurgt.

"Faktisk er vi ikke 'rigtige' brødre" Sagde Yoongi efter at der blev lidt for stille. Jeg lignede nok et sort spørgsmålstegn.
"De fleste af os er adopteret, det vil sige alle bortset fra Namjoon" Fortsatte han.

Jeg var fuldkommen tavs. Det eneste jeg tænke over lige nu, var at jeg beundrede at de var så sammenknyttede, også selvom de ikke var i familie i blod. Jeg havde aldrig set dem være sammen med en der ikke var et 'medlem' af BTS.

"Hvad med dig?" Spurgte Taehyung
"Mig?" Sagde jeg.
"Ja, hvad med din familie?" Afsluttede han.
Jeg så ned i gulvet igen. Det var en af de ting jeg havde undgået at snakke om.

"Jeg har ikke nogen familie" Svarede jeg.

-

Jeg kunne stadig huske nogle ting fra bilulykken. Skrigene, ambulancens sirener, og nogle billeder af mine forældre der lå livløse på forsæderne før det hele blev sort. Det eneste jeg undrede mig over var at jeg ikke kunne huske noget blod. Jeg kan kun huske en hovedpine, som nok var årsagen til at jeg besvimede. Jeg var kun elleve, og jeg havde stadig nogle traumer over det.
Af den grund klarede jeg mig selv fra da jeg var elleve år, og det var der jeg stoppede med at bruge elementerne. Før dét brugte jeg kun elementerne meget sjældent, men jeg skjulte ikke mine øjne før ulykken. Jeg ved ikke hvorfor at jeg begyndte at skjule dem lige præcis dér, men det blev hurtigt til en vane.
Det var dog kun de forældre der havde adopteret mig. Jeg kan ikke huske en ting om hvordan mine biologiske forældre døde, og jeg har heller aldrig fået det fortalt.

-

Jeg kæmpede for ikke at fælde de tårer der sad i min øjenkrog.
"Mine biologiske forældre døde da jeg var seks år og jeg kan ikke huske hvordan.
Jeg går ikke ud fra at have nogen søskende, da jeg ikke husker nogen andre en mine forældre. Jeg blev sendt på et børnehjem hvor jeg blev adopteret, men da jeg var elleve døde de også, bare i en bilulykke, som jeg overlevede" Sagde jeg.
Jeg vidste at jeg svarede på alle de spørgsmål de ville stille, men ikke turde, da jeg sagde at jeg ikke havde nogen famile.

"Undskyld, d-det gør mig ondt" Sagde Hoseok.

Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk, og så op fra gulvet.

"Sket er sket" Sagde jeg og prøvede at komme med et overbevisende smil, hvilket nok ikke lykkedes særlig godt.
Der blev stille igen.

"Vores mor døde også da vi alle var imellem elleve og tretten. Det var skyggerne der dræbte hende... Siden da har vi svoret at tage hævn" Sagde Jungkook. Jeg lagde mærke til at han knyttede sine næver hårdt sammen imens han sagde det.

Jeg ved godt at jeg skrev dette kapitel mega sent😖 Håber i kan lide kapitlet alligevel, og ser frem til det næste🙃💜
PS Godt nytår😂🥳