Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Hovedkvarteret

900 reads, det går stærkt☺️💜🥰

Y/N P.O.V

Vi gik videre, med Seokjin svævende ved siden af os. Han var stadig bevidstløs. En følelse af skyld og lettelse strømmede let igennem mig. Skyld fordi at det var min skyld at Seokjin var blevet såret. Hvorfor lod jeg ikke dem hoppe først? Lettelsen var fordi vi endelig slap væk. Jeg anede ikke hvor vi var, men jeg havde på fornemmelsen at det ikke var muligt for skyggerne at komme her.

Vi havde gået i mindst en halv time, med kun lyden fra vores fodskridt. Vi var stadig inde i en skov, men i udkanten af den.

"Hvor er vi egentlig henne?" Spurgte jeg. Jeg vidste jo kun hvor vi var på vej hen.

"Et sted ingen vil finde, medmindre de har adgang til portalerne" Svarede Hoseok.

Så der var altså flere? Andet ville også være underligt, da de jo havde sagt at man havde let efter mig og skyggerne i flere lande.

Endelig var vi ude af skoven. Endelig kunne vi se solen igen. Skoven havde været så tæt, at kun få solstråler kunne komme igennem. Jeg kiggede til siden, og så at skoven stoppede præcis det samme sted, så langt øjet kunne række.
Jeg så derefter ligeud, og blev lidt overrasket ved synet. En kæmpe glasbygning stod kun halvtreds meter fra os. Der var lys i de fleste af de utallige vinduer, og så egentlig i helhed meget elegant ud.

Først der opdagede jeg, at jeg stod alene, få meter fra starten af skoven. Jeg luntede op til de andre, som åbenbart ikke havde lagt mærke til at jeg manglede, og at de bare var gået.
De virkede lidt fjerne, mere end de plejer.
"Er i okay?" Fik jeg spurgt.

"Mmhh" Svarede nogle af dem.
Måske skulle de bare lige opfatte hvad der var sket, og det skulle jeg egentlig også.

Vi stod nu foran indgangen til den kolossale bygning, som var den organisations hovedkvarter, BTS arbejdede for.
To store mænd med jakkesæt stod på hver sin side af glas dobbeltdøren, og de havde begge rødglødende øjne.
Var det endda også nødvendigt at have bodyguards?

Vi trådte ind, og selvfølgelig var den også smukt indrettet. Der var overraskende lidt personer, i forhold til hvor stor bygningen var. De fleste af dem i jakkesæt eller lignende, som på en måde fik mig til at føle mig dårligt tilpas.

Vi gik op af nogle trapper, og de fleste af dem vi gik forbi, stirrede bare lidt på os, før de gik målrettet videre.
Vi gik videre ned ad en gang, og derefter op af nogle flere trapper, indtil vi kom frem til en dør.

På et skilt midt på døren stod der BTS. Jeg kiggede lidt rundt omkring, indtil mit blik faldt på de andre døre, som stod lidt længere væk, og de havde også alle sammen skilte på. EXO, Blackpink, Got7 og Twice? Hvad skulle det betyde?
Før jeg nåede at tænke mere over det, åbnede døren automatisk, hvilket gav mig et lille chok.
Vi trådte ind i en stor lejlighed. Indretningen mindede meget om deres hus, lejligheden var bare lidt mindre, som for at være helt ærlig, ikke gjorde mig noget.
Taehyung som 'bar' Seokjin, fik ham til at ligge på sofaen, da han stadig var bevidstløs. Vi gik derefter alle ind i stuen.

"Det her er det sted vi overnatter eller bor, i sådanne tilfælde" Sagde Yoongi. Jeg nikkede bare.
"Hvad er de andre rum til?" Spurgte jeg, og hentydede til de døre jeg så.
"Det er til andre grupper" Svarede Jungkook, og satte sig i en lænestol.
"De har også enten prøvet at finde dig, eller at bekæmpe skyggerne" Fortsatte han.
Endnu et sug af skyld trængte sig ind på mig.

"Vi begynder træningen i morgen, vi er vidst alle for trætte til det i dag" Sagde Namjoon, efter lidt stilhed.

"Træning?" Sagde jeg.
"Ja, du bliver nødt til at øve dig lidt mere før du har kontrol over elementerne" Sagde han som svar.
Jeg nikkede bare igen, og det blev igen stille.
Hvorfor var vi egentlig altid så stille i sådan nogle situationer? Det er ellers nu vi har mest brug for at have en opmuntrende samtale.

"Gæsteværelset ligger i den gang, tredje dør til venstre" Sagde Jimin og pegede i retningen.

Uden rigtig at tænke over det, begyndte jeg at gå i retningen til gæsteværelset.
Jeg smed min taske på gulvet da jeg trådte ind i værelset.
Først nu opdagede jeg hvor træt jeg egentlig var.
Jeg satte mig i sengen og kiggede ned på mine fødder.

Der var meget jeg skulle tænke over.