Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

De er nok ikke så kolde

1000 tak for over 400 reads💜🥳 Jeg ved godt at jeg allerede har sagt det, men husk at tjekke min nye fanfiction ud☺️

Y/N P.O.V

Drengene kunne ikke finde noget i nogen bøger, der kunne forklare hovedpinen. Jeg måtte bare håbe at det ville stoppe. De ledte dog stadig efter noget de kunne bruge i deres fritid.

Det var næste dag, hvilket betød at jeg skulle i skole igen. Denne her gang var jeg ikke lige så nervøs. Vi var på vej til skolen i bil, og der blev stadig ikke udvekslet nogen ord. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det Taehyung sagde. Jeg ville jo ikke ødelægge deres venskab.

De parkerede bilen, og vi steg ud.
Jeg havde stadig en hætte trukket over hovedet.
Jeg kunne igen mærke en masse folk stirre på os.

"Er du okay?" Hørte jeg Hoseok hviske til mig. Jeg nikkede bare. Det var anden gang nogen havde spurgt mig om det.

Da vi trådte ind hørte jeg en masse piger begynde at hvine igen. De ignorerede det bare, som om at det var fuldkommen normalt, hvilket det sikkert også var for dem. Jeg krummede mig dog lidt mere sammen.
"Jeg skal lige på toilettet" Sagde jeg.
"Okay vi venter her, men skynd dig"

Jeg skyllede mit ansigt med koldt vand.
"Bare slap af" Mumlede jeg for mig selv.
Jeg hørte pludselig klokken ringe. Havde jeg virkelig været herinde i så lang tid? Jeg skyndte mig ud af badeværelset. Jeg nåede kun lige at åbne døren før jeg blev nødt til at stoppe op.

Tre piger stod med krydsede arme næsten lige foran døren. De prøvede at få øjenkontakt med mig, men jeg så bare ned i jorden
"Undskyld mig" Mumlede jeg og prøvede at sno mig uden om dem.
"Vent der" Hørte jeg en af dem sige.
Jeg standsede og vendte mig langsomt om igen, for at se hvad de ville mig.
"Hvorfor spiller du så uskyldig" Sagde den anden. De gik et skridt tættere på, og jeg gik bare et skridt tilbage. Jeg overvejede stærkt bare at løbe væk, det her tegnede ikke godt.
"Hold dig væk fra BTS" Sagde den tredje. I dét skubbede de mig hårdt op ad skabene der stod bag ved mig. Jeg kunne mærke mit ene skulderblad få et hårdt slag.
"Du fortjener dem ikke" Sagde den første. Jeg overvejede at bruge mit element, men jeg havde jo aldrig prøvet at bruge det på et andet menneske før, hvad nu hvis de kommer alvorligt til skade?

En af pigerne tog hånden op, på vej til at slå mig. Jeg klemte øjnene sammen, parat til at mærke slaget, men det kom aldrig. Lige pludselig mærkede jeg noget meget varmt, og nogen der blev skubbet op ad skabene ved siden af mig. Jeg hørte dem udstøde nogle små skrig, imens jeg stadig klemte mine øjne sammen i frygt.
Jeg åbnede derefter langsomt øjnene, og så pigerne med nogle brandsår på armene. De luntede væk fra gangen med tåre i øjnene.
Efter det så jeg Jungkook kigge bekymret på mig.

"Er du okay?" Skyndte han sig at sige og gik hen til mig.

"Jeg har det fint" Sagde jeg en smule rystet.

"I sådanne tilfælde må du altså må du altså godt bruge elementerne" Sagde han. Jeg nikkede og så ham direkte ind i øjnene. De var glødende røde og så præcis lige så fascinerende ud som første gang jeg så dem. Han stirrede tilbage.

"Dine øjne fascinerer mig altid" Sagde han.
"I starten kunne jeg ikke lade være med at se på dem, det var derfor jeg bad dig om at komme op på taget"

Jeg kunne nu tydeligt huske hvad der skete oppe på taget. Mine øjne mindede om en pige han engang kendte, en pige han kunne lide.....
Han sagde jeg manglede varme, han sagde at mine øjne så tomme ud. Jeg forstod aldrig hvad han ville med det møde. Det gjorde mig lidt trist på en måde.

"Nåede du overhoved at høre hvad jeg sagde til sidst, før du gik væk fra taget?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg sagde at jeg ville hjælpe med at få varmen tilbage i dine øjne"

Jeg stod lidt mundlam. Hvis jeg havde hørt det, ville alting nok være lidt anerledes. Måske havde jeg forstået jeg at de ikke var så kolde som de virkede.

"Undskyld jeg ikke har sagt det noget før" Sagde han efter lidt tids stilhed.

Jungkook P.O.V

"Undskyld at jeg ikke har sagt det noget før"

Da jeg sagde det, så jeg et lille smil forme sig på hendes læber. Det var første gang jeg så hende smile. Det klædte hende, hun burde gøre det noget oftere.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste der vil tilbringe mere tid med hende. De andre har sikkert heller ikke vidst hvad de skulle sige, eller reagere. Vi skulle jo alligevel bruge ret lang tid sammen med hende.