Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Forklaringen

"Hvad vil i overhoved med mig?" Spurgte jeg efter at havde vendt mig om. Den her gang var det deres tur til at tænke.

"Tale" svarede Jungkook

"Om hvad?"

"Dig" fortsatte Jimen

Jeg sukkede. De vidste allerede alt for meget om mig, så hvad ville de egenligt vide? Jeg satte mig tungt i sofaen over for dem og kiggede lidt rundt. Det var først nu jeg opdagede hvor stort deres hus var og hvor smukt det var møbleret. Jeg vidste de var rige, men ikke så rige.

Jeg så tilbage på dem, og opdagede selfølgelig at de alle stirrede på mig igen.

"Hvorfor tog i mig med tilbage, hvis i var så vred på mig før?" startede jeg, for jeg havde også mange ubesvarede spørgsmål at stille.

De trak på skuldrene og derefter sagde Hoseok
"Vi ville gerne have svar."

De så mere afslappede ud nu, men atmosfæren var stadig lidt intens.

"Hvorfor opsøgte i mig?" Spurgte jeg derefter, også selvom jeg på en eller anden måde godt kender svaret.

"Er det ikke åbenlyst? Jungkook havde set dine øjne" sagde Seokjin.

"Lad mig omformulere, hvorfor først nu?" Fortsatte jeg. De vendte alle hovedet mod Jungkook som stirrede ned i jorden. De vendte blikket tilbage på mig og trak på skuldrene igen.

"Hvordan kunne du alt det ned ved tunnelen, uden at havde trænet" spurgte Taehyung og førte emnet over mod mig.

Hvad mener han med det? Skal man træne?

Jeg så spøgende på ham og han gengældte blikket.

"Skal man træne?" Udbrød jeg så. De kiggede med store øjne på mig og sagde så

"Har du altid kunnet bruge dine kræfter sådan?!"

"Ja, har i da ik det?" Svarede jeg. Namjoon mumlede noget jeg ikke hørte.

"Hvorfor f*nden har du aldrig fortalt noget til nogen!" Udbrød Jungkook. Jeg hævede mine øjenbryn, men ikke af hvad han sagde, men den måde han sagde det på. Jeg knyttede mine næver sammen i frustration. Jeg har aldrig vidst noget om det, så hvorfor skylde skylden på mig! Jeg forblev tavs og stirrede ned i gulvet.

"Du burde begynde at deltage i vores timer, du har talent" sagde Hoseok og ignorerede Jungkook's bemærkning.

"Nej" sagde jeg ligeud.

"Du burde ihvertfald ikke holde det hemmeligt mere" fortsatte han.

Forstod de det slet ikke? Jeg har angst for at blive bemærket. Flashbacks begyndte at poppe ind i mit hoved, imens jeg kraftig prøvede at skille mig af med dem, men det var privat og jeg kendte dem slet ikke nok til at de kunne vide noget om det.

"Kan i ikke bare glemme det?" Spurgte jeg, men vidste desværre allerede svaret.

"Hvad tror du selv?" Bad Jimen igen.

Jeg sukkede igen, og bed mig selv i læben.

Havde de virkelig tænkt sig at at sige det til andre?

"Hele verden leder bogstavelig talt efter dig, og det har du bare tænkt at ignorere?" spurgte Namjoon. Jeg kunne godt se deres pointe, men kunne de ikke se min?

"Hvad vil der ske hvis folk for det af vide?"spurgte jeg lidt målløs, imens jeg prøvede at forstille hvad der kunne ske. Jeg rystede på hoved, og kom tilbage til mine rigtige tanker. Hvordan kunne det være at for tre dage siden, var alt normalt og fuldstændig som det plejede at være. De syv drenge havde ødelagt alt hvad jeg havde bygget op på.

"Det kan du jo finde ud af" svarede Namjoon.

Burde jeg virkelig gøre det?

Bare tanken om det virkede helt forkert, men var det det rigtige at gøre? Et klik slog inde i mit hoved,da jeg huskede hvordan de havde behandlet mig i tunnelen.

"Hvorfor brugte i vold, hvis i bare ville snakke?" Spurgte jeg, mest fordi jeg gerne ville have emnet på noget andet.

"Kan du huske sedlen? Det var bare en lille del af det." Sagde Jimen.

"Vent er det hende?" Spurgte de andre. Jimen nikkede bare og vendte blikket tilbage på mig. Så han havde fortalt om mig, og det samme med Jungkook. Det var meget oplysende og virkelig forvirrende på samme tid. Jeg stirrede ned i mine hænder, er der noget gemt bag dem? En historie jeg ikke kender til?

"Så du har ikke tænkt dig at holde det hemmeligt, vel?" Spurgte Yoongi. Jeg trak bare på skuldrene, og fortsatte stirre ned i mine hænder.

"Jeg- jeg" stammede jeg imens jeg ledte efter ord.

"Jeg bliver nødt til at gå" endte jeg med at sige. Jeg rejste mig op fra sofaen og gik med lange hurtige skridt ud af døren.

"Vent-" hørte jeg nogle kalde, men jeg stoppede ikke, tvært imod begyndte jeg at løbe.

Hvem er jeg?

~

Jeg kunne se min lejlighed nu. Jeg løb hele vejen tilbage uden pause, og helt tom indeni. Jeg luntede op ad trapperne og låste døren op. Jeg smed mig i den lille seng da jeg kom ind på mit værelse, og før jeg kunne nå at tænke mere over det, faldt jeg i søvn.