Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Restauranten 2

"Er i klar til at bestille?" Spurgte jeg, imens jeg holdt blokken stramt i min hånd. Mit hjerte bankede så højt, at jeg var sikker på at alle i restauranten hørte det.

Kunne jeg ikke bare havde ventet til der var en, som kunne tage deres bord i stedet?

De så alle op på mig i det jeg åbnede munden. I starten var det ret ubehageligt, men deres øjne... waow. De havde alle sammen de smukkeste øjne, og alle med hver deres speciale farve. Man kunne tydeligt se hvilket element de hver især havde. De havde også alle sammen den naturlige skønhed, og smukke ansigtstræk.

Wow

Jeg rystede på hovedet, og gav mig selv en mental lussing.

De kommer ikke til at give dig nogen som helst gavn!

"Jo, jeg kunne godt tænkte mig......" Begyndte en af dem. Jeg begyndte at skrible det ned. En efter en sagde hvad de godt kun tænkte sig. Det var som om at hvert enkelt ord de sagde, tog mindst en evighed. Jeg var dog stadig super lettet, for det så ikke ud til at de lagde mærke til mig.

"Det tror jeg var det hele" sagde den der startede med at bestille. Hans stemme havde slet ikke nogen tegn på glæde, det var som om han var helt tom. Det var faktisk sådan alle de syv drenges stemmer lød.
Jeg nikkede, tog deres menukort og gik så hurtigt væk fra bordet igen.

??? P.O.V

Seks af os sad hjemme, og ventede på at den syvende ville komme. Jimin havde fået eftersidning igen, så han ville komme for sent. Vores far arbejdede, og han havde lagt nogle penge til os, fordi at han ville have os til at spise på en restaurant. Han havde en ide om at pengene kunne betale for hans fravær, men vi kunne nok ikke være mere ligeglade med pengene. For at være helt ærlig, tror jeg at vi alle sammen helst ville blive hjemme, men vi ville heller ikke skuffe vores far, hvor dumt det end lyder.
Alle sad inde i stuen på sofaen, og ventede. Jungkook havde været væk i sine egne tanker, siden han kom ud fra toilettet i morges.
Vi sad bare og snakkede om den sidste opgave vi fik, som heldigvis var vellykket.

"Namjoon-"

Jeg så op fra det sted, jeg havde stirret på de sidste par minutter.

"-Vi bliver nødt til at tale med Jimin om de eftersidninger, det ender med at gå ud os alle, hvis han kommer for sent til en opgave" sagde Seokjin.

Jeg nikkede
Hvis vi pludselig skulle ud igen, og han ikke var der, ville vi have en meget mindre chance. Vi ville faktisk havde en meget mindre chance, hvis bare en af os ikke ville være der. Hver især havde sine styrker, der forbandt vores hold, og hvis en af dem blev fjernet, ville vi falde fra hinanden.

Døren åbnede til stuen åbnede, og ind trådte Jimin. Hans øjne slog lyn, og han virkede ret deprimeret. Normalt virkede han ret ligeglad, og plantede det drilske falske smil på læben, som han altid havde på, men der var tydeligvis et eller andet galt.

"Jimin " sagde jeg og nikkede mod den tomme plads i sofaen, som tegn til at han skulle sætte sig. Det var som om han ikke havde ænset os, og blev slået væk fra sine tanker, da jeg talte til ham. Han satte sig på den tomme plads i sofaen, som jeg havde udpeget, og så undrende på os.

"Jimin, du skal stoppe med at få de eftersidninger" sagde Seokjin helt ligeud. Jeg hævede øjenbrynene, chokeret over at han sagde det så direkte.
Jimin tav i et øjeblik.

"Men det ikke min sky-" begyndte han, men blev afbrudt af Hoseok.
"Det ved vi godt, men hvis ikke det stopper går det udover jobbet, og vi har brug for dig"

Jimin kiggede over på mig spørgende. Jeg nikkede som bekræftelse på hvad Seokjin og Hoseok sagde.

"Men hvordan skal jeg lade være med at få eftersidninger, når det ikke er min skyld" Fortsatte Jimin. Man kunne godt hører på hans stemme, at han blev lidt irriteret.

"Lad vær med at slås, eller lad vær med at blive taget  i det" svarede Yoongi og trak på skuldrene, som om det var fuldkommen åbenlyst.

"Men det er jo ikke mig der start-" sagde Jimin men blev denne gang afbrudt af mig.

"Vi ved godt det ikke er dig der starter det, men du bliver nødt til at lærer at styrer dit temperament" sagde jeg.

Jimin sukkede, og lænede sig tilbage i sofaen.

"Jeg vil prøve" sagde Jimen efter et minuts tid.

Vi alle smilede. Det følte faktisk ret underligt, jeg tror at det er længe siden jeg har gjordt det.

"Sådan skal det lyde Jimin" sagde Hoseok, han var altid den der holdt vores humør oppe. Jimin rullede bare øjne af ham, og rejste sig fra sofaen.

"Før du går nogen steder skal du huske, at vi har lovet far at gå ud at spise" sagde jeg, før han nåede at bevæge en muskel mere. Han sukkede, igen.

"Kan vi ikke bare-" fortsatte Jimin.

"Nej vi kan ikke blive, du ved hvor meget det betyder for ham." afbrød jeg.

"Må jeg i det mindste ikke bare afslutte én sætning?" Sagde Jimin vredt.

Vi grinede og rejste os fra sofaen.

~

Seokjin kørte bilen, imens vi andre sad på de forskellige sæder i den. Det ville ikke tage mere end fem minutter at kører hen til den nærmeste restaurant. Der var ingen der gad at sige noget på vejen, og det havde jeg det også fint med, for jeg nød stilheden. Seokjin parkerede bilen, også steg vi alle ud, og gik mod indgangen. En tjener førte os hen til et bord, og gav os menukortene. Jeg sad og kiggede på menukortet, og blev ved med at læse den samme ret igen og igen, uden at ænse nogen af ordene. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kunne koncentrerer mig. Jeg så op fra menukortet igen, og lagde mærke til hvor mindsket den følelse for at være her var. Jeg fokuserede nu på menukortet, og besluttede efter nogle minutter hvad jeg ville have. Næsten lige efter det, kom en tjener over til os.

"Er i klar til at bestille?" Spurgte hun. Jeg så op fra menukortet og lagde mærke til som det første at hun virkede ret anspændt. Måske fordi hun havde lagt mærke til vores øjne, og ved alt det omkring elementerne. Hun havde trukket en kasket ned over hovedet, så det næsten var umuligt at se hendes ansigt. Jeg kiggede ned på menukortet igen.

"Jo, jeg kunne godt tænke mig..." begyndte jeg. Vi bestilte alle efter tur, imens hum skrev ned.

"Det tror jeg var det hele" sagde jeg efter den sidste af os havde bestilt. Efter det forhastede hun sig væk med menukortene.

Så vi skræmmende ud?

Jungkook og Jimin så undrende på hende, og rystede så begge på hovedet.

Underligt

Der virkede et eller andet specialt over hende, og jeg lagde også mærke til at Jungkook hele tiden skimmede restauranten, som om han spejdede efter nogen. Jeg valgte hurtigt at lade det ligge, og fokuserede på maden, som lige var blevet leveret af en anden tjener. Vi havde alle valgt noget, som vi ville kunne spise hurtigt, så vi kunne komme ud herfra igen.

Endelig var vi færdige. Det føltes som timer, men da jeg kiggede på uret, så jeg at vi kun havde spist i cirka tredive minutter. Taehyung havde bedt en tjener om regningen, og nu ventede vi bare på at den ville komme. Både Jungkook og Jimin så ret skuffede ud, hvad forgår der med de to? Nogle minutter senere kom tjeneren tilbage med regningen. Vi betalte, og gik med hastige skridt ud af restauranten. Jeg vil ikke sige at det var forfærdeligt, men det kunne helt sikkert havde været bedre. Turen hjem var ligesom turen herind, helt stille. Vi plejede normalt at være meget mere snaksaglige, men det var som om at vi alle var helt tomme for ord på grund af noget, som jeg ikke vidste hvad var.

Jeg undskylder for det sene kapitel. Som sagt har jeg haft meget travlt, men håber stadig  i kan lide det😊