Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

Oprør

Y/N  P.O.V

En ekstrem lettelse skyllede ind over mig. Jeg var i et øjeblik utroligt bange for, at min drøm ville havde blevet til virkelighed. Det var derfor at jeg uden nogen som helst tøven havde fulgt efter dem. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis.....

Nej, det må du ikke tænke på lige nu..

På den anden side var jeg chokeret. Jeg kan huske at BTS flere gange havde sagt at deres far ville komme hjem, men at der altid på en eller anden måde kom noget i vejen.
Nu stod han der, ved stikkontakten, og så lige så chokeret ud som vi gjorde.
Han havde sort og gråt hår, som sikkert var fuldt med alderen. Han havde ikke mange rynker, men man kunne godt tyde dem hist og her. Han var ikke tynd, men heller ikke tyk, også gik han med briller. Han havde jakkesæt på, men slipset stod han med i hånden. Han så rar, men seriøs ud.

De gik frem fra dørkarmen, og spredte sig en lille smule ud, så de ikke stod klemt mod hinanden, som før. Derefter stod de alle stille, og betragtede hinanden.

Et smil brød kort efter frem på hans læber.
"Jeg troede i var gået i seng, og sov nu" Sagde han, of tjekkede sit ur.

"Noget distraherede os fra det" Sagde Namjoon, og kløede sig bag nakken.
Mine kinder blev med det samme røde. Jeg ville ønske at jeg ikke havde forstyrret deres søvn.

De stod bare der, og betragtede forsat hinanden. Hvorfor følte jeg at dette var mærkeligt? Var det ikke længe siden de havde set hinanden? Ikke at jeg havde meget erfaring, men plejede man normalt ikke at kramme, eller noget lignende? Havde de slet ikke sådan et forhold til ham? Måske var det bare mig, der ikke vidste hvordan familiers forhold egentlig var...

Pludselig fik han øje på mig, hvilket fik mig til at stivne en smule.

"Åh, du må være Y/N" Sagde han og gik frem mod os, eller nemmere mig. BTS fik et lille chok, fordi at de nok stadig ikke havde lagt mærke til, at jeg var fulgt med.

"En ære at møde dig" Sagde han, og tog min hånd for at trykke den.
"De har længe skrevet om dig, og har opdateret mig, men det er jeg sikker på at du allerede ved"
Jeg nikkede som svar. Hans ansigtsudtryk var glad, men strålede dog heller ikke af det. Det var egentlig lidt svært at læse ham.
"Dine øjne er virkelig så fantastiske, som rygterne siger" Fortsatte han, og gav endelig slip på min hånd.
"Tak" Svarede jeg, med et smil.
Han virkede rar og imødekommende, heldigvis. Jeg havde også længe grublet over hvordan deres far ville være. Men der var stadig en eller anden tom stemning i rummet.
"Og forresten, hedder jeg Choi Hayoon" Sagde han med et smil.
"Hvis du ikke allerede vidste det"
Det var en oplysning jeg satte pris for, så jeg ikke skulle kalde ham for BTS's far. Underligt nok, var det ikke akavet, som jeg ellers havde forstillet mig at det ville være.
En ting jeg lagde mærke til var, at han hed Choi. Ingen af drengene hed Choi til efternavn. Jeg kan huske at de fortalte, at alle undtagen Namjoon var adopteret. Det gav mere mening at de andre ikke havde det samme efternavn, men hvorfor ikke Namjoon? Var han opkaldt efter sin mor, eller sådan noget?
Jeg valgte ikke at stille nogle af spørgsmålene, da der sikkert var en nem forklaring på dem.

"I må være meget trætte. Skal vi ikke gå til køjs, og snakke videre i morgen?" Spurgte han, og kiggede endnu en gang på sit ur.
"Det lyder som en god ide" Sagde Yoongi, og gabte. Jeg nikkede, for at konstatere at jeg var enig. Mit hoved og mine øjenlåg ville bare gerne sove.

Med det gik vi alle lidt restløse tilbage i seng. Det så vidst ud til at Hayoon havde sit ejet værelse, hvilket bare gjorde det nemmere.

Jeg stirrede op i loftet, efter at havde lagt mig i sengen.
Jeg var træt, men stadig ikke helt afslappet efter drømmen, der stadig kørte rundt i mine bagtanker.

~

Mine øjne åbnede langsomt til sollyset, der ramte dem.
Så jeg faldt alligevel i søvn til sidst.
Jeg havde tænkt over hvordan det ville være at have en ekstra person boende. Jeg håbede bare ikke at det ville være ukomfortabelt, eller i det hele taget anderledes. Heldigvis havde jeg forberedt mig lidt på at han på et tidspunkt ville komme.
Jeg strakte mine arme i et forsøg på at vække min krop i live.
Derefter tjekkede jeg klokken. Lidt over otte.
Jeg traskede over mod skabet, for at tage noget andet tøj på. Da jeg var færdig satte jeg mit hår op i en hestehale, og gik stadig lidt morgentræt ud mod køkkenet.

Det så ud til at alle var oppe, udover Yoongi og Jimin. Hvis jeg kunne sove mere, havde jeg også gjort det. Jeg vidste bare at det var nyttesløst at gå tilbage i seng.
Jeg tog et æble, og gik derefter mod spisebordet hvor de andre sad.
"Hej" Sagde jeg og satte mig ned imellem Seokjin og Taehyung.
"Y/N. Vi var lige igang med tale om noget du nok også burde høre" Sagde Hayoon.

"Ser du. Skyggerne har gjort oprør, og har afsløret sig selv for at skabe kaos og forvirring. Derfor er jeg blevet nødt til at arbejde over tid. Efter at havde angrebet jer i huset, har de angrebet små landsbyer, for at lokke jer frem. Problemet er bare at deres mål bliver større og større. De startede som sagt i det små, men nu mener man at de snart vil gå efter storbyer. Mange tør snart ikke at bevæge sig uden for deres huse længere. Det er kun et spørgsmål om tid før de finder en metode at trænge ind i organisationens hovedkvarter. De ved at du er her, og prøver at true dig frem i lyset. Selvfølgelig har andre grupper prøvet at reducere angrebene, men det går ikke ligefrem strålende" Begyndte han, men holdte en pause for at tale, for at samle ord.
Jeg fik allerede kvalme.
"Jeg bliver nok snart nødt til at gå igen. Vi prøver at få borgerne til at slappe af, men det virker næsten umuligt..." Afsluttede han.

De andre stod og stirrede på bordet, som åbenbart lige pludselig var blevet meget interessant. Nu forstod jeg bedre hvorfor han ville gemme snakken til næste dag.