Elementernes sande mester (BTS ff) Del 1

"Jeg ville se dig igen"

Y/N P.O.V

*Ring*Ring*

Jeg vågnede op med alt mit tøj på og med en kvalmende fornemmelse. Jeg sukkede dybt af tanken om dagen igår. Jeg tror aldrig jeg har haft en så dårlig dag i mit liv, og det siger lidt hvis man tænker tilbage.

Hvad er overhoved meningen med det her liv?

Jeg begyndte at filosofere. Mit hoved blev slået væk fra tankerne, da jeg begyndte at tænke på skolen. I et kort øjeblik var jeg fast besluttet på ikke at tage i skole, men hvis jeg pjækkede eller kom for sent en gang mere, ville jeg nok få lidt mere end bare en eftersidning.

~

Jeg trådte ind af hovedindgangen til skolen, med hætten trukket over mit hoved, som det plejede. I dag måtte jeg gøre alt der stod i min magt, for at undgå BTS. Bare de ikke havde sagt noget til nogen, var jeg lettet. Jeg havde næsten ikke kunne tænke på andet end det hele morgenen. Der var ikke nogle piger der skreg eller hviskede voldsomt, så jeg gik ud fra at de ikke var i nærheden. Jeg tog mine bøger fra skabet, som jeg normalt havde i min taske, men jeg valgte at sætte dem herind, fordi jeg ikke skulle bruge dem til noget. Jeg begyndte at gå mod mit klasselokale siden at der var cirka fem minutter til timen ville starte.

~

Jeg gik mod mit skab igen for at aflevere de bøger jeg ikke længere skulle bruge, men lige da jeg åbnede det, faldt en seddel ud af det. Mine øjne blev store og i et øjeblik stirrede jeg bare på sedlen. Jeg samlede den op og læste.

"Taget, i spisefrikvarteret" stod der, uden nogen besked om hvem afsenderen kunne være.

Hvem har sendt den?

Skulle jeg gå derop?

Nej det ville bare være dumt, og personen kom sikkert bare til at putte sedlen ind i det forkerte skab. 

Men, var det ikke spisefrikvarter nu?

Lysten og nysgerrigheden for at gå derop blev pludselig virkelig stor.

Nej Y/N, det unødvendigt!

Men, hvad nu hvis det er vigtigt?

Måske var det slet ikke til dig!

Jeg havde en mental kamp med mig selv, omkring hvis jeg skulle gå derop eller ej. Uden at jeg selv lagde mærke til det, bevægede min krop automatisk op af trappetrinene og videre op mod taget. Jeg åbnede døren og først der gik det op for mig hvad jeg var igang med. Jeg kunne se Jungkook som stod og legede med noget ild i sine hænder.

Jeg sagde jo du ikke skulle gå herop!

Jeg tog i dørhåndtaget igen for at gå ud, men stivnede da jeg hørte hans stemme.

"Vent" sagde han, og  derefter jeg kunne høre fodskridt komme tættere på. Jeg tog mig sammen og skulle til at gå ud af døren igen, men før jeg nåede det greb han mig i håndleddet og hev mig i et kraftigt tag tilbage. Han tog hætten af mig, og kiggede derefter dybt ind i mine øjne.

"Slip mig!" Mumlede jeg og prøvede at hive min hånd til mig, men han havde for godt fat om den.

"Hvorfor ville du overhoved have mig herop!" Spurgte jeg så bagefter.

"Jeg ville se dig igen" sagde han.

"Jeg ville se dine øjne igen"

Jeg kiggede spøgende på ham.

"Dine øjne minder mig om en jeg kendte engang" fortsatte han. Det gjorde mig bare endnu mere forvirret. Var mine øjne ikke regnbuefarvede? Havde han da set en anden med den øjenfarve?

"Ikke farven" sagde han så, som svar mit spørgsmål.

"Og hvem er så denne person?" Spurgte jeg.

"En pige jeg kendte engang.... en pige der var tom indeni" svarede han og stirrede tænkende ned i jorden og rettede sit blik tilbage på mig.

"En pige hvis øjne.. manglede varme" fortsatte han.

Var det virkelig sådan han tænkte om mig?

"Den pige, skræmte hun dig?" Spurgte jeg igen.

"Nej tværtimod" begyndte han "jeg kunne lide hende"

Han kunne lide en pigen som var tom indeni? Vent,
ligger han an på mig?!

"Minder jeg dig virkelig om pigen, i dine gode minder?" Spurgte jeg en lille smule nervøs.

"Jeg ville ikke kalde dem gode minder" svarede han hurtigt, og kiggede væk med et blik der både lignede vrede og tristhed, dog mest trist.

"Til gengæld... bliver dårlige minder her længere" svarede jeg og tog min frie hånd over mit hjerte. Vi stod i et minut og stirrede på hinanden, også besluttede jeg mig for at gå tilbage til dem næste time. Jeg drejede om på hælen og gik med hastige skridt ud af døren. Jeg hørte Jungkook sige noget bag mig, men kunne ikke tyde hvad, så jeg fortsatte bare.

Tillykke med fødselsdagen Jungkook😍💜🥳 Jeg måtte virkelig prøve at finde al den tid jeg kunne for at få det færdig på denne special dag💜💖 Håber i kan lide det❤️
det her kapitel er blevet inspireret af serien "it's okay not to be okay" fra Netflix.