Pludselig bankede det på døren til værelset.
"Jaer? " Råbte Marcus.
"Der er mad! " Vores far var kommet hjem.
"Okay vi kommer!" Råbte Marcus tilbage. Vi rejste os, og gik hen mod døren.Victorias synsvinkel:
Vi var på vej ned af trappen og ind i stuen for at spise.
Da vi kom ind i stuen sad 3 mennesker allerede ved bordet, og ventede på os.
Den ene var Gerd-Anne, derefter sad der en lille pige på cirka 8 år, det måtte være Emma, deres lillesøster, og en mand. Det måtte være deres far, som jeg ikke vidste hvad hed.
"Hejsa, du må være Victoria. Gerd-Anne har lige fortalt mig om dig. Du må have haft det en rigtig dårlig barndom." Sagde manden til mig.
"Ja, jeg har ikke haft det fantastisk, men det er okay. Jeg har det meget bedre nu." Svarede jeg, og satte mig ved siden af Martinus, som allerede havde sat sig ned.
"Ja, det kunne jeg forestille mig. Men vi skal nok tage os af dig indtil vi finder en plejefamilie til dig." Manden smilede meget venligt til mig.
"Hov, jeg har helt glemt at præsentere mig selv, jeg hedder Kjell-Erik." Sagde han og tog en skefuld pasta over på sin tallerken.
Jeg smilte og svarede: "Igen, tusind tak, det betyder så meget at i vil gøre alt det her for mig."
"Selvfølgelig. Pasta? " Kjell-Erik rakte pastaen til mig.
"Ja tak." Svarede jeg, og tog en skefuld pasta op på min tallerken. Jeg rakte den videre til Martinus.
Der opstod en kort stilhed.
"Så, havde i en god sidste skoledag, drenge? " Spurgte Gerd-Anne.
"Ja, det var rigtig hyggeligt." Smaskede Marcus. Han havde munden fuld af pasta og kødsovs. Jeg flækkede af grin. Det så rigtig sjovt ud.
"Marcus, synk for du snakker! " Sagde Gerd-Anne strengt, og både Marcus og jeg flækkede af grin.
"Hvad med dig Victoria? Eller går du overhovedet i skole? " Spurgte hun mig da hun var faldet til ro igen.
Jeg skyndte mig at synke min mad, og svarede: "Jojo, jeg havde også sidste skoledag i dag, men det var ikke noget specielt."
"Nå, okay, så du er også 16? " Hun kiggede op fra sin mad, og over på mig.
"Ja, jeg er en måned yngre end dine drenge." Svarede jeg og kiggede på dem, men de havde begge travlt med at spise deres mad. Meget hurtigt.
"Nå dada, så er i jo næsten lige gamle." Smilte hun, og tog en skefuld mad i munden.
"Ja." Jeg tog også endnu en skefuld.
"Ov drenge, husk i skal over i studiet i morgen." Sagde Kjeld-Erik.
"Studiet? " Spurgte jeg og kiggede undrende på på Kjeld-Erik. Var de sangere?
"Ja, Marcus og Martinus er jo kendte sangere." Han smilte stolt over sine sønner.
"Det vidste jeg ikke. Altså de har sagt har nævnt de var kendte men ikke at de var sangere. Er i så gode? " Spurgte jeg dem, og grinte lidt.
"Ja da, vi kan synge en lille sang for dig når vi kommer op på værelset." Martinus drejede sit ansigt over mod mig og blinkede til mig. Derefter grinte han højlydt. Han havde mad i alle tænderne. Det så såå sødt ud.
"Meget gerne." Grinte jeg tilbage.
Vi skyndte os alle tre at spise færdig, og så gik vi op på Marcus' værelse igen.
"Syng jeres mest kendte sang for mig!" Udbrød jeg og satte mig spændt på sengen.
"Hmm, okay." Svarede Martinus, og kiggede på Marcus.
De begyndte stille at synge, noget med Girls, men jeg kun ikke rigtig hører ordene.
"Ej den sang kender jeg faktisk godt! En fra min klasse spillede den engang men jeg anede ikke hvem der sang!" Sagde jeg overgearet, og sang med på omkvædet. De sang virkelig godt!
Da de var færdige sagde Marcus: "Jeg går lige på toilettet. Be back in 5."
"Okay." Svarede Martinus, og satte sig på sengen ved siden af mig.
"Hvad skal vi lave så nu? " Spurgte jeg og satte mig så vi sad ansigt til ansigt. Han var så flot at se på.
"Det ved jeg ikke, hvad vil du lave? "
"Det ved jeg ikke. HAHA." Jeg kørte en hånd gennem mit hår, for at vi ikke bare sad og stirrede på hinanden mega akavet.
"Vi kan spille Fifa? " Spurgte han og trak stille på skuldrede.
"Jo, det kan vi vel godt. Jeg har bare aldrig prøvet det Haha." Jeg lagde mit hovedet lidt på skrå.
"Seriøst? Omg. Du bliver tværet for sygt ud! " Han grinte og rejste sig fra sengen.
"Sikkert. Hvor skal du hen? " Spurgte jeg undrende.
"Vi skal da ind på mit værelse. Vi gider ikke spille på Marcus'. Han er dårlig HAHA." Han gjorde tegn til at jeg skulle følge efter ham.
"Okay." Grinte jeg, rejste mig, og fulgte efter ham.
Han gik ind i rummet lige ved siden af. De var cirka lige store, men ikke indrettet på samme måde. Martinus' var mere ryddet, og lidt flottere. Han havde en hel hylde fyldt med kasketter. Nogle af dem var fra virkelig dyre mærker mens andre var fra mindre dyre, men de var allesammen mærkevarer.
Han gik hen og tændte for sin playstation, og jeg gik hen til kaskethylden. Jeg tog den flotteste han havde, på. Det var en hvid en hvor der stod "Supreme" på.
Jeg gik hen til et spejl han havde og kiggede på mig selv. Jeg så herre dum ud med kasketter, men det var ligemeget.
"Tadaa! Ser jeg ikke mega godt ud?" Spurgte jeg Martinus og slog ud med armene.
Han drejede sit hoved, og stirrede på mig. Så begyndte han at smile.
"Jo, du ser meget flot ud." Han lagde ekstra tryk på 'meget'.
Han rakte mig en controller og satte sig ned i sengen. Jeg satte mig ved siden af ham.
"Hvilket hold vil du være? " Spurgte han og kiggede over på mig. Han kunne ikke lade hver med at grine af mig med kastetten.
"Hmm, jeg er ligeglad HAHA." Grinte jeg og satte mig i skæderstilling.
"HAHA, okay, jeg er Chelsea så kan du være Barcalona HAHA." Han begyndte at stillede spillet op.
"Så er vi klar til at spille!" Han smilte så meget at hans øjne lukkede.
"Øh, jeg ved ikke hvordan man gør? AHAHA" Grinte jeg.
"Nåå ja." Han kløede sig lidt i håret og viste mig hvordan man skød og sådan.
"Okay, så er jeg klar!" Sagde jeg højlydt og satte mig godt tilrette.
Spillet begyndte og efter mindre end et minut, var jeg allerede bagud.
"Du jo alt for god! " Klynkede jeg og puffede til ham.
"Ja, HAHA. Det kræver lidt øvelse." Svarede han kækt, og grinte.
"Ugh." Sukkede jeg, og lagde mit hovedet på hans skulder. Jeg kunne mærke hvordan hans krop pludselig begyndte at spænde.
"Jeg er jo mega dårlig!" Jeg sukkede højlydt.
Marcus' synsvinkel:
Jeg var lige kommet ud fra toilettet og på vej ind på mit værelse, da jeg hørte nogle grine inde fra Martinus' værelse.
Martinus og Victoria var åbenbart gået derind.
Jeg gik hen til døren som stod på klem, og kiggede ind.
Martinus og Victoria sad på sengen og spillede Fifa på Martinus' playstation. Hun havde sit hovedet på hans skulder, og de grinte en begge to rigtig meget.
"Ej hallo, stop, du alt for god!" Udbrød Victoria, og puffede til Martinus.
"Ej hallo ikke distraher mig!" Sagde han og puffede tilbage til ham.
Det så ud som om de havde det rigtig sjovt. Jeg stod og smilte og overvejede stærkt at gå derind da jeg kom i tanke om noget. Tideligere havde Martinus jo gået hen til Victoria til at starte med, fordi han syntes hun var lækker. Hun var udentvivl også sød, og klog, og rigtig rigtig sjov.
Jeg besluttede mig for at lade dem være sammen uden mig, så de kunne blive gode venner.
Jeg tog et skridt tilbage, vendte om og gik ind på mit eget værelse. De blev jeg resten af aftenen.
_______________________Kommenter og stem gerne, det betyder så meget!
YOU ARE READING
Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen
FanfictionMartinus står på stationen sammen nogle venner, da den smukkeste pige kommer ud af toget. Han kan ikke få øjnene fra hende. Burde han gå hen og snakke med hende?